I'm sorry this isn't translated to english yet !

AUSTRALIEN 07.09 - 14.10 1996.

Lørdag 07.09.

Op klokken 07.30 efter at være kommet ret sent i seng, men det gjorde ikke noget for jeg skulle jo afsted til Australien. Mens jeg gik og kom til mig selv, pakkede jeg rygsækken og efter at have gjort det gik jeg efter morgenmad. Da jeg var nede efter det mødte jeg Søren Peter som havde lovet at køre mig i lufthavnen. Der var vi klokken 09.20 og der var fyldt med mennesker, mest charterturister, men der var også en del i køen til flight SQ 343 til Singapore via Zurich. Som det altid sker havnede jeg i den kø der var gået i stå, så det tog lang tid at checke ind. Laila og Johnny var taget i lufthavnen for at sige farvel, det var dejligt. Efter indchek sad vi og fik en drink i baren, inden det var tid til at sige farvel og gå op i afgangshallen hvor der blev købt cigaretter og jeg fik ringet til Henning for at sige farvel til ham. Allan havde reserveret plads til mig ved nødudgangen og det var dejligt for der er jo ekstra benplads. Efter start fik vi en velkomstdrink (champagne, vin eller øl) og nogle snack og efter en time og et kvarters flyvning landede vi i Zurich, hvor vi ventede i ca 1½ time, hvorefter vi startede på en 11 timers flyvning mod Singapore. Vi fik en briefing af kaptajnen om hvilken vej vi skulle og det blev ned over Rom, som man tydelig kunne se, det var helt skyfrit, og derefter drejede vi ned over Kreta, det var meget flot, og man kunne nemt se at det var den pragtfulde ø, hvor det hele startede for 10 år siden, da vi mødte David og Helen. Derefter fløj vi ned over Syrien og Jordan ind over den arabiske halvø og derefter ud over det Indiske Ocean, syd om Indien og vi landede i Singapore ca tre kvarter forsinket klokken 08.45 lokal tid. I flyveren sad jeg ved siden af en kiwi der hed Kelvin og hans danske kone Dottie, hun havde boet i New Zealand i ca 45 år, og de havde været i Danmark for at besøge familie. Vi fik selvfølgelig noget godt mad og derefter ikke så få drinks mens vi så "Sense and Sensibility" på videoen. Derefter så vi en anden film med Jean Claude Vandamme, og så blev det til et par timers søvn.

Søndag 08.09.

Mit bagage blev sendt direkte til Melbourne og jeg selv var i transit, så jeg skulle slå 13 timer ihjel, før mit fly til Melbourne lettede. Jeg startede med at finde det Singapore Airlines kaldte Transit Hotel, hvor man kunne leje et værelse for nogle timer. Jeg lejede et værelse for 9 timer, og gik ind og fik et bad og noget rent tøj på. Derefter gik jeg ned for at booke en plads på en gratis rundtur i Singapore, som lufthavnen arrangerede for passagerer der var i transit. Der var først plads klokken 13.00 så jeg satte mig ud i en "finger", hvor jeg kunne sidde og så på fly der lettede og landede. Singapore er bare enorm stor, og det er næsten kun Boing 747 der letter og lander, så det er meget facinerende. Klokken 12.30 skulle jeg være nede ved busstedet og vi var næsten en hel busfuld der skulle på tur. Vi blev fulgt igennem lufthavnen af vores guide, fordi vi stadig var i transit, så egentlig måtte vi ikke forlade lufthavnen, men de havde en speciel aftale med myndighederne som gjorde det muligt at lave sådan en tur. Det er lige overraskende hvergang man kommer ud i en tropisk by, man bliver forbavset over hvor tung luften er af fugtighed. Denne dag var temperaturen 28 grader og der var en luftfugtighed på 91 %. Vi blev kørt rundt i byen, som er utrolig ren og velholdt, der findes ikke så meget som en eneste lille stribe graffiti. Der var masser af parker og i det hele taget meget grønt. Men ud over det er Singapore mest højhuse. Vi blev kørt op på det højeste sted i Singapore, det er en park som ligger ca midt i byen, og der blev vi lukket ud i en halv times tid. Rundt om udsigtspunktet var der regnskov ned af siderne og så var der ellers en aldeles pragtfuld udsigt over byen og havnen, hvor der lå et sted i nærheden af 200 skibe på reden og ventede på at komme til. Jeg satte mig og drak en cola mens jeg nød den flotte udsigt. I busken foran mig opdagede jeg et firben der sad og kiggede opmærksomt på mig. Klokken 14.00 blev vi hentet af bussen igen og klokken 15.00 var vi tilbage i lufthavnen. Så snart vi var blevet lodset igennem tolden af vores guide, gik jeg op på mit værelse og fik 3½ times søvn før jeg skulle være ude igen. 18.30 ringede vækkeuret og efter et hurtigt bad driblede jeg ud i lufthavnen for at finde et sted hvor jeg kunne få noget aftensmad. Jeg fik en meget krydret kylling med ris og pommes frittes og dertil et par colaer. Derefter var der ikke andet at gøre end at vente på at vi kunne komme afsted klokken 21.45. Der var lidt ballade med min billet tror jeg, for to gange kom der en eller anden person og spurgte om de måtte se mit boarding card. Efter at de var blevet overbevist om at jeg var den jeg skulle være, kunne vi endelig komme afsted. Da vi lettede var der en helt fantastisk udsigt over Singapore, jeg sad ved vinduet denne gang, og lige som fra København havde Allan fået en plads til mig med ekstra benplads, så der var egentlig ikke andet at gøre ned at læne sig tilbage og nyde den fri bar der var ombord. Det blev en meget flot tur selv om det var om natten, efter ca 1½ time passerede vi Djarkata i helt skyfrit vejr, så man kunne se den store by ligge helt oplyst under os. Scenen blev ikke ringere af at på den anden side af Djarkata, var der åbenbart et mægtigt uvejr, i hvert fald blev himlen konstant oplyst af lyn. Et stykke tid (nogle timer) senere fløj vi ind over Australien, kunne man se på lyset nede på jorden. Derefter kunne man se lidt spredt lys, og lidt senere blev det bare helt mørkt uden nogen former for lys, det var, sagde kaptajnen, fordi vi nu fløj over Australiens outback, og der var simpelthen ikke nogen mennesker under os, og der gik godt en time før der var lys at se igen.

Mandag 09.09.

Vi landede præcis klokken 07.42 og efter at have fået min bagage udleveret og fået lov til at komme ind i Australien var det spændende at se om Peter ventede på mig. Det gjorde han selvfølgelig og efter et ordentlig knus gik vi ud til bilen. Det første der mødte mig var 5 store kakaduer , som kom og landede i et træ der stod lige ved siden af bilen. Vi begyndte at køre mod city mens jeg fortalte Peter de seneste nyheder fra Danmark. Klokken var ca 08.15 og vi ramte byen lige midt i morgenmyldretiden, så det tog måske en time at komme igennem Melbourne, det var Davids bil vi kørte i så vi skulle skynde os hjem med den så han kunne komme på arbejde. Det var rart at hilse på ham igen, Helen var kørt på arbejde så hende kunne jeg først møde om aftenen. Det var dejligt at komme i bad og få noget andet tøj på, så da det var sket gik Peter og jeg op til den lokale station for at tage ind til byen. Jeg havde bestemt at jeg ikke ville sove før om aftenen for at se om jeg ikke kunne komme over mit jetlag på en nat. Vi tog ind til Flinders Lane hvor det firma vi skal arbejde for holder til. Overfor firmaet ligger Simons Cafe', hvor vi satte os fik noget morgenmad (skinke, æg, juice og cappuccino), meget lækkert. Derefter gik vi op for at hilse på de mennesker der arbejder for Street Beat Direct. Rod , som er fra Sydafrika og ejer firmaet, var der ikke på det tidspunkt, han var ude for at vise en ny sælger hvordan man skal arbejde. Så var der Mark, som er den der leder kontoret når Rod ikke er der, og desuden var der en fyr der hedder Danny, han er fra New Zealand og alletiders fyr, skulle det senere vise sig. Han er desuden en af Peters bedste venner. Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvornår vi kunne få bilen, men det vidste Mark ikke, så det måtte vi vente med at snakke om til Rod kom tilbage senere på eftermiddagen. Det ville vi ikke vente på så vi gik en tur i Melbourne i stedet for. Vi var blandt andet inde i et nyt center der var aldeles rædselsfuld. Inde midt i centret var der en stor glaskuppel der omgav en af Melbournes ældste bygninger, og rundt om bygningen var der et torv og der hang det værste: Et kæmpestort lommeur som når klokken var hel begyndte at spille Waltzing Mathilda og samtidig åbner den sig på langs, og indenunder var der en masse kunstige fugle der baskede ned vingerne. Jeg tror at det er det værste jeg nogensinde har set. Derfra gik vi frem til Rialto Tower, som er en meget høj bygning på 57 etager og fra toppen af den er der en helt fantastisk udsigt over Melbourne, så der tog vi op. Peter kunne selvfølgelig ikke dy sig for at tage fusen på den pige der solgte billetter samt en pige samt en pige der lige havde købt billet. Han bad nemlig om en returbillet til toppen og da pigen der lige havde købt billet hørte det, blev hun forvirret og sagde at hun da også skulle bruge en retur. Det grinede vi meget af mens pigerne ikke syntes at det var nær så sjovt. Da vi kom ned igen tog vi ud til Richmond, hvor Rod har en forretning for at se om han var der, det var han nu ikke, men det var hans kone Katie, hun er for øvrigt kineser så det er et internationalt selskab vi er havnet i. Derfra gik det op på det lokale hotel/bar for at få os et godt glas australsk øl. Det blev til nogle stykker mens vi spillede pool. Da vi havde spillet et stykke tid, kom der en fyr hen og begyndte at snakke. Han havde vist fået et par øl i forvejen, men vi endte da med at spille et par spil med ham og en anden fyr der hed George, en ældre herre på omkring 60 år, men en alletiders fyr og ret skrap til at spille pool. Derefter tog vi hjem til David og Helen og det var selvfølgelig også rart at hilse på Helen og deres højtråbende og fuldstændig umulige unger. Helen havde stegt en steg til aftensmad og den satte vi os og spiste mens vi fik et par øller og sludrede om hvad der var sket siden vi havde set hinanden sidst. David virkede en smule urolig, men det viste sig at være fordi han havde vundet 6000 dollars x 5 = Dkr. Det var selvfølgelig rart for ham, men han må ikke spille på heste, fodbold eller hvad der ellers er, og det er meget, for Helen. Klokken 20.30 gik jeg i seng og faldt i søvn omgående og sov til klokken 7 næste morgen.

Tirsdag 10.09.

Op klokken 07.00 og så ellers ind på Street Beat for at få nogle varer, så vi kunne prøve at komme ud og teste salgstalenterne. Vi spiste dog lige morgenmad på Simons Cafe'. Vareudleveringen foregår ved at man på en seddel bestiller hvad man nu mener man kan sælge, så bliver det udleveret ved en disk og derefter fylder man det ned i en papkasse, samt en prøve af hver vare i en taske. Det hele bliver læsset på en stor sækkevogn og så går man ellers ned og tager toget til den bydel man nu vil sælge varer i den dag. Vi tog ud til East Bentligh og gik i gang. Det var lidt mærkeligt at følge Peter ind i den ene forretning efter den anden for at sælge en masse forskellige ting. Det der sælges er mest legetøj, men der er også køkkenting, regnemaskiner, radioer og en del andet. Efter en times tid fik jeg overladt en taske for mig selv og så gik vi ellers ned af gaden fra forretning til forretning, hvor vi hele tiden overhalede hinanden, ned af gaden på den ene side og op af gaden på den anden. Da den bydel var taget gik vi videre til den næste, men der var det svært at sælge, fordi der havde der været en sælger et par dage i forvejen. Ved 17-tiden tog vi tilbage til Street Beat for at tilbagelevere de varer der ikke var blevet solgt, og betale for den del der var blevet solgt. Jeg havde et overskud på 24 dollars og det var et udmærket resultat for den første dag sagde de andre. Jeg fik hilst på Rod den dag, og vi aftalte at vi skulle komme ud til ham om aftenen for at snakke om hvad vi skulle have med os til Queensland. Da vi ankom blev vi inviteret op i privaten og fik en whisky og cola. Vi fik en sludder for en sladder om alting og ingenting. Vi gik fra Rods og op på den lokale pub hvor vi fik en god gang aftensmad og derefter et par øller, mens vi sad og spillede lidt på heste og hunde. Der er altid flere fjernsyn der kører på pubberne hernede, så man kan følge med i hvordan det går på de forskellige væddeløbsbaner i Australien. Vi vandt ikke noget og var hjemme og i seng ved 23-tiden.

Onsdag 11.09.

Startede på samme tidspunkt som i går, med at spise morgenmad på Simons Cafe' for derefter at gå op og hente de varer der skulle sælges. Vi havde dog først været ude ved Rod for at hente en bil vi havde fået lov til at låne, så vi kunne køre ud til et par byer der ligger en times kørsel fra Melbourne. Den første by hed Healsville og der startede vi i den ene ende af byens handelsgade, hvorefter vi gik fremad. Det var en del sjovere her på andendagen, og det gik rimeligt godt med at få solgt noget. Man gør det at man går ind i alle forretninger og fortæller at man er dør-til-dør sælger og at man har nogle varer man gerne vil vise. Enten siger de at de ikke er interesserede eller også spørger de hvad man har med, det viser man så og i nogle tilfælde siger de at der ikke var noget af interesse, eller også køber de noget af en. Vi mødtes igen til frokost og satte os ved et bord på fortorvet og spiste et pat sandwicher og drak en cola. Derefter gik vi i den anden ende af byen og gentog succes'en der. Ved 15-tiden var vi færdige og vi bestemte os for at vi godt kunne nå en lille by på vejen hjem. Da havde vi dog været lidt længere ude af landevejen hvor vi kørte igennem den smukkeste urskov, der var simpelthen tusindvis af eukalyptustræer , og de stod og svajede i en meget kraftig storm som var taget til i løbet af dagen. Vi hørte i radioen på vejen hjem at der var flere steder i Melbærren der var uden strøm på grund af væltede træer. På vejen hjem stoppede vi i Mount Evelyn og prøvede at sælge der, men det gik ikke så godt for der var en anden sælger i byen og hun havde været de fleste steder. Vi bestemte os for at køre til Street Beat og afregne for i dag, jeg havde et overskud på 48 dollars så det var såmænd udmærket. Vi satte os og snakkede med nogle af de andre sælgere efterhånden som de kom ind, og det endte med at Danny, Peter og jeg gik ud for at finde et sted hvor vi kunne få et par øller og et spil pool (en øl koster ca 9 kr på en pub). Det første sted vi var havde de ikke noget pool så vi gik igen efter en øl. Danny kendte et sted i China Town der hed "Fregatten", og der gik vi op og der var både øl og pool, og så gik vi i gang med at spille . Her i Australien er det sådan at hvis man til poolbordet så går man hen og lægger en dollar på kanten og så har man ret til at spille mod vinderen af sidste spil. Det gik det meste af aftenen med indtil klokken 01.00, hvor "Fregatten" lukkede, men da var vi slet ikke klar til at tage hjem, så vi fandt et andet sted, hvor vi først sad og snakkede i baren og senere igen faldt i poolen. Ved 2-tiden gik Danny hjem godt pyntet og ca 03.30 tog Peter og jeg en taxi hjem. Vi skulle selvfølgelig diskutere færdig inden vi gik ind og det resulterede i at vi fik vækket de nærmeste naboer, hvilket ikke var specielt populært. Inden vi gik ind nåede vi lige at hilse på en pragtfuld perserkat, som lignede Gandhi utrolig meget, da den kom gående op ad fortorvet. Den fik en ordentlig kramme og nussetur før vi gik i seng.

Torsdag 12.09.

Vi kom selvfølgelig sent op den dag og bestemte os for at holde en fridag hvor det eneste vi lavede var at læsse bilen, en lille varevogn med de varer vi skulle have med op til Queensland. Peter skulle vaske noget tøj inden vi skulle afsted, så vi gik efter et vaskeri. Vejret var frygteligt i dag, der var kun 8 grader med masser af regn, og indimellem en ordentlig haglbyge!! Vi fik sat Peters vask i gang og fik købt nogle postkort, som vi skrev mens vi spiste morgenmad. Da vi havde fået ordnet det fandt vi et posthus for at sende kortene hjem. Da jeg løftede låget til postkassen på posthuset og puttede kortene ind, blev de nærmest flået ud af hånden på mig, så jeg nær havde fået et chok. Vi skreg af grin og spurgte ind i postkassen hvad der foregik, "postkassen" svarede med at spørge om vi aldrig havde set en talende postkasse, og så blev der ellers grinet godt derinde fra. Efterhånden var Peters tøj også blevet færdigt så vi kunne komme tilbage til David og Helen og så ellers tage ind til byen, hvor vi blandt andet skulle ind og se en flok flyvende hunde der havde slået sig ned i botanisk have midt i Melbournes centrum. Vi var først lige forbi Rod for at sige at vi ikke tog ud i dag. Det viste sig at Danny havde sovet på kontoret i nat og at han var kommet afsted ved 8-tiden. Gad vide hvordan han har haft det fra morgenen af? Vi tog en sporvogn til botanisk have og gik ind i haven, her var der i det mindste læ for den meget voldsomme storm som stadig hærgede Melbourne. Vi kunne også finde lidt læ hver gang der kom en regn eller haglbyge. Der var masser af flotte fugle at se på, vi så blandt andet sorte svaner, flotte ænder, en hejre og en masse forskellige mejser. Efter et stykke tid kom vi til det sted hvor de flyvende hunde var, og jeg skal love for at der var mange af dem. Vi skød på at der var omkring 500 og de hang allesammen med hovedet nedad i de forskellige træer de nu havde udset sig. Det lugtede meget stærkt af deres gødning, men vi var da heldige ikke at blive ramt af en flyvende hundelort. På et tidspunkt var der et eller andet der fik hele flokken til at lette, og det var lidt af et syn at se så mange kæmpestore flagermus fylde himlen oppe mellem træerne. Da vi havde stået og beundret dem mens de faldt til ro igen, gik vi videre rundt om søen. Vi var nede for at kigge ved vandet og jeg kan egentlig godt forstå at David ikke brød sig om ål da han var i Danmark, der var mange af dem og de var kæmpestore. Vi gik ind i cafeen i parken og fik en cappuccino en sandwich til forsinket frokost, og gik derefter tilbage til Street Beat for at se om Rod var kommet tilbage med varebilen, det var han dog ikke og der ville sikkert gå et par timer endnu. Vi kunne ligeså godt gå en tur i byen som sidde og vente på at han skulle komme tilbage. Vi gik ned på Young & Jackson, som er et af de ældste pubber i Melbourne og som jeg gerne ville se igen, for jeg kom der en del sidst jeg var her. Vi fik en øl og spillede lidt på lotto som kører i fjernsynet, det er sådan hernede at der er ny lottotrækning hver 5. minut! Der kom en fyr i rullestol og samlede penge ind til handicappede og ham kunne jeg godt huske fra sidste gang. Pudsigt. Rod var stadig ikke kommet da vi kom tilbage til kontoret, men 5 minutter efter ringede telefonen, det var Rod der holdt nede på gaden og gerne ville have en hjælpende hånd til at læsse nogle varer hen til elevatoren. Kontoret ligger på 7. etage. Bilen var fyldt med kasser der skulle op på lageret, og da vi havde gjort det kunne vi begynde at læsse en hel masse kasser ned i varevognen igen, nemlig de ting vi skulle have med. Bilen var så fyldt med varer at vi ikke kunne være der, så vi måtte tage toget ud til Richmond hvor vi skulle have det sidste, samt de papirer vi skulle bruge til afregning. Da det var sket stod vi og snakkede lidt før vi kørte hjem. Da vi var derude tidligere på dagen havde vi for øvrigt en meget morsom oplevelse. Vi stod og snakkede med Katie og der gik nogle kunder rundt og kiggede på de udstillede varer. Jeg skal lige fortælle at mange af de varer de har i butikken er forskellige dyr og andre ting der begynder at sige noget hvis der kommer en høj lyd i nærheden af dem. En anden ting der bliver solgt derfra er en kuglepen der giver et højt knald når man åbner den. En kunde stod og pillede ved en af disse kuglepenne og pludselig lød der et højt knald, det var så højt at alle de ting der var i butikken der kunne larme gik i gang. Jeg tror ikke så meget at det var det høje knald, som det var alle de forskellige lyde det frembragte, der gjorde kunden forskrækket, men det så så enormt morsomt ud at vi lå flade af grin, men det har selvfølgelig ikke gjort det bedre for det stakkels pigebarn der uskyldigt stod og kiggede på en kuglepen. Da vi kom hjem sad David og så fodbold, så det deltog vi selvfølgelig i, Helen havde stillet mad der bare lige skulle varmes i mikrobølgeovnen, noget kylling med ris og grøntsager. Ved 23-tiden gik vi i seng, for vi skulle jo tidligt op og ud på vores tur til Queensland.

Fredag 13.09.

Vi stod op klokken 06.00 og var på vej klokken 06.45, vi havde en køretur på ca 400 kilometer før vi ankom til den første by vi skulle prøve at arbejde i. Den hed Albury og ligger lige på grænsen mellem Victoria og New South Wales. Da vi kom frem efter en spændende køretur, skulle vi først til at rigge til så vi kunne komme i gang. Det tog længere tid end beregnet for vi måtte med jævne mellemrum søge ly i bilen for der kom nogle gevaldige regn og haglbyger, men endelig var vi på plads, og vi aftalte at jeg skulle begynde i den gade vi holdt i, mens Peter kørte et stykke derfra for at tage sig af nogle små områder med butikker vi havde set på vejen hertil. Jeg gik fra butik til butik og fik solgt lidt hist og her, og på et tidspunkt opdagede jeg Peter stå og vente udenfor en frisørsalon jeg lige var ved at sælge en gris. Det var en meget snakkesalig dame der var derinde og da hun hørte jeg kom fra Danmark og var på vej mod Queensland skulle hun absolut fortælle om hendes søster der havde været i Danmark, og denne søster havde fortalt at i Danmark var det meget koldt og lige så snart solen kom frem tog danskerne det meste af deres tøj af og cyklede rundt i gaderne. Jeg måtte jo så fortælle hende at vi stammede fra vikingerne, så vi var ikke sådan at kyse bare fordi det var en smule koldt. Peter havde ikke haft den helt store succes, hvor han havde været så han gik i gang med den anden side af gaden så vi kunne blive færdige og komme videre. Vi sluttede klokken 17.30, pakkede sammen og fik lidt at spise, før vi satte kursen mod Yass, der ligger ca 250 kilometer fra hvor vi var. Vi kørte forbi en pub der var lavet efter en australsk tegneserie og den syntes Peter lige jeg skulle se. Vi var dog ikke inde og kigge for vi ville gerne nå til Yass for at overnatte. Det tog ca 3 timer at komme frem og det var gennem regn og storm et rigtigt lortevejr. Der var en masse trafik, især store lastbiler, og når jeg siger store så er det fordi de er meget store. På vejen op mod Albury så vi en lastbil hvor chaufføren formodentlig var faldet i søvn, i hvert fald så holdt lastbilen ca 300 meter inde i en mose, og der var nogle andre lastbiler der var ved at trække den tilbage. Vi fandt hurtigt en pub hvor vi kunne få et værelse for 25 dollars, så det tog vi og slæbte vores rygsække ind. Det var jo fredag aften og der var fuld gang i pubben. Der var fyldt med australier der fejrede at det var weekend. Vi stillede os i baren og bestilte en omgang øl, det var dejligt efter den lange køretur. Det varede ikke længe før vi faldt i snak med en fyr der hed Calvin, han havde selv rejst som sælger så der var nok at snakke om. Lidt efter lidt fik vi hilst på forskellige mennesker, som lige skulle finde ud af hvad vi var for nogle fiduser. Efter et par timer spillede Peter pool med nogle af de lokale, mens jeg var faldet i snak med et par søde piger der hed Allison og Kate. På et tidspunkt lød der nogle høje hyl ude fra køkkenet og så kom alle tre servitricer styrtende ud derfra med en eller anden fyr i hælene. Foran sig havde han et vildsvinehoved og han jagtede så de tre piger rundt i lokalet til stor moro for os andre. Vi mødte også en fyr der hed Jody og ham fik jeg en lang snak med indtil pubben lukkede klokken 3. Da jeg kom op på værelset ringede jeg hjem til Danmark og fik fortalt at vi var på vej og at vi havde det godt. Peter kom op på værelset lidt senere og vi faldt hurtigt i søvn.

Lørdag 14.09.

Vi kom lidt sent op men var klar til at sælge klokken 10, efter at have indtaget vores sædvanlige morgenmad. Vi delte byen i to og gik hver sin vej rundt for igen at mødes på midten, på den anden side af gaden. Det gjorde vi omkring middag, og det var helt fint for da lukkede de fleste af forretningerne alligevel. Jeg havde lavet 30 dollars til mig selv og havde oven i købet mødt både Allison og Jody fra i aftes, og ingen af dem havde det særlig godt. Det viste sig at Allison var mor til 2 drenge, men hun skyndte sig at fortælle at hun var skilt. Sød pige, vi udvekslede adresser for hun snakkede om at komme til Europa i år 2000, fordi da snakkede rejsebureauerne om at der ville blive billige biletter til Europa fordi der ville der være en masse tomme fly der skal tilbage efter at have bragt turister til OL år 2000 i Sydney . Vi pakkede bilen sammen og besluttede os for at sætte kursen med Sydney. Det var en lidt kedelig vej vi at køre på så vi studerede kortet og fandt ud af at vi kunne tage en lille vej vest om Sydney og komme ind nordfra, det ville bringe os gennem Blue Mountains. Det blev en beslutning vi ikke skulle komme til at fortryde. Lige så snart vi havde forladt motorvejen forandrede dyre og fuglelivet sig ikke så lidt. Vi havde ikke kørt langt før vi så de første kænguruer, godt nok på lang afstand men alligevel. Vi så masser af kakaduer og andre papegøjer, der var en del flotte hejrer ved de vandløb vi passerede, og pludselig sad der en wallaby lige ved siden af os i vejkanten, den hoppede lidt væk, men blev siddende inde i skoven og kiggede efter os. Det var en utrolig oplevelse og der gik ikke længe før der sad endnu en, vi nød det i fulde drag begge to, og oplevelsen blev ikke mindre da vi på en meget høj bakketop havde lejlighed til at studere to flotte ørne, der lod sig bære af opvinden omkring bakketoppen. Vi holdt i ca 10 minutter og beundrede disse smukke fugle, som af og til var ganske tæt på. Det var et fantastisk flot landskab vi kørte igennem med meget bushland, men også indimellem store skove af gumtrees. Som nævnt gik det mod Blue Mountains, og lidt efter lidt kørte vi op i bjergene, og det blev det bestemt ikke grimmere af. Blue Mountains hedder sådan fordi der er så mange eukalyptustræer, og de afgiver en lille smule fugt, som gør at de får et blåligt skær. Højdepunktet kom lige før vi igen kørte ud på en highway ikke langt fra en by der hedder Katoomba, vi rundede et sving, og foran os var der den mest storslåede udsigt, man overhovedet kan forestille sig. Der var meget langt ned og over på den anden side af dalen viste Blue Mountains sig fra den allersmukkeste side. VI var simpelthen nødt til at tage nogle billeder. Da vi kom ud af bilen ventede der os endnu en overraskelse, der sad nemlig en flok sorte kakaduer og sådan nogle havde ingen af os set før. Fantastisk. De sorte kakaduer er lidt sjældne, og det er ikke alle beskåret at være heldig at se dem i naturen. Klokken var ved at være hen ad 17 og man kunne godt mærke at vi var oppe i bjergene for det var hundekoldt. Derfor satte vi næsen mod Sydney og ret hurtigt kørte vi end i forstæderne til den store by. Vi skulle ind til et hotel der hedder Astor og det ligger lige midt i Kings Cross, som er Sydneys forlystelseskvarter. Ved et mirakel kørte vi direkte ind til gaden, der fører op til Kings Cross, så vi fandt et parkeringshus, hvor vi kunne have bilen holdende i sikkerhed og tog så vores rygsække på nakken og gik ned til vores hotel. Der var ikke tvivl om at det var et forlystelseskvarter vi gik igennem, halvdelen af de mennesker der gik der var enten ludere eller lommetyve, og resten var mere eller mindre berusede. Man siger at Kings Cross aldrig sover og virkede i hvert fald som om det var rigtigt da vi ankom ved 19-tiden. Vi fandt hotellet, som vi gik efter fordi det var billigt og fordi Peter kendte nogle af dem der arbejdede der, fra sidst han var i byen. VI fik to senge, men værelset skulle vi dele med to andre. De virkede meget flinke selv om jeg aldrig fandt ud af hvor vi kom fra. Da vi havde læsset vores ting ind på værelset, skyndte vi os ud for at finde et sted at få noget at spise. Peter kendte et sted hvor det var en østrigsk pige der drev restaurant, så der gik vi hen for at få en ordentlig wienerschnitzel. De havde lige et bord til to, så jeg skyndte mig at sætte mig, mens Peter gik efter drikkevarer. Det er nemlig sådan i Australien at de fleste restauranter ikke har licens til at sælge øl, vin eller spiritus, fordi det koster det hvide ud af øjnene at få sådan en licens. I stedet er de fleste restauranter B.Y.O. (Bring Your Own), som betyder at man selv har drikkevarer med når man går ud og spiser. Pudsigt. Det var dejligt at få et ordentlig måltid mad efter den lange køretur. Da vi havde spist gik vi ud i den lune aften, det var helt tydeligt at vi var kommet nærmere varmen, for vi kunne for første gang gå ude bare i en T-shirt. Peter kendte selvfølgelig et par listige steder, som vi skulle se på i løbet af aftenen/ natten. Det første sted vi gik hen, var en irsk pub der hed O'Malleys, der var der ellers gang i den skal jeg love for. Der har nok været omkring 150 mennesker derinde, og der var fuld fart på. Vi fik endelig fat på et par øl og var endda så heldige at få et sted at sidde ned, der sad vi så og prøvede at snakke, men der var enormt meget støj så det var lidt svært. I løbet af aftenen fik vi dog forbindelse med nogle engelske piger der var på vej mod Melbourne. Vi kunne kun advare dem mod at tage ned til det dårlige vejr, men det skulle de alligevel. På et tidspunkt kom der et selskab på 6 personer, det så ud som om de havde været til bryllup eller noget ligende, i hvert fald havde pigerne lange kjoler på og mændene var i smoking, de stod lidt i baren og gik igen efter en halv times tid. Da pigerne gik forbi en fyr der stod lige ved siden af mig, bøjede han sig ned og nappede den ene af pigerne bagi. Resultatet udeblev ikke, mindre end et sekund efter han havde gjort det fik han en syngende lussing, jeg har aldrig set noget lignende. Han var sikkert godt klar over at det kunne give ballade, men jeg er ret sikker på at han ikke havde forventet en reaktion så hurtigt. Hans vener og andre der så det lå flade af grin. Det var efterhånden ved at være ret sent og jeg var egentlig indstillet på at gå hjem til hotellet og gå i seng, da Peter kom og introducerede en yndig mørkhåret pige som han var løbet på. Jeg kan ikke huske hvad hun hed, men hun var halv aboriginal. Hun ville absolut have os med videre, og vi skulle også møde noget af hendes familie. Hun tog os med til en anden bar, og her blev vi fremstillet for hendes mor, bror og søster. Hele sagen begyndte at virke en smule mistænkelig og vi blev enige om at det ville være bedst at komme derfra. Inden vi kom så langt kom søsteren hen til mig og kløede mig i skægget, samtidig med at hun spurgte om jeg havde hår hele vejen ned, hvortil jeg svarede at jeg havde lodne fødder. Det syntes hun ikke var specielt morsomt, men det gav os lidt luft til at komme derfra. Vi blev aldrig helt klar over hvad det var for nogle mennesker, men vores gæt er at det må have været en eller anden form for familiebordel, eller noget i den retning. Både Peter og jeg syntes at den med de lodne fødder var ret morsom, og den grinede vi en hel del af på vej til hotellet. Natten var dog ikke slut endnu for da vi kom til hotellet, blev vi enige om at vi hellere måtte ringe til Danmark og genere nogle at rødderne med hvor godt vi havde det. Men enten var der ikke nogen hjemme eller også fik vi fat i en eller anden åndssvag telefonsvarer, som vi så snakkede lidt med i stedet for. Jeg fik dog fat i Dicte på arbejde, så hende fik jeg da en lille sludder med. Peter stod og snakkede med ejeren af hotellet da jeg kom ind. Om værten er der det at sige at han ligner John Cleese en hel del og det giver selvfølgelig nogle associationer til Fawlty Towers. Klokken 4 listede vi ind på vi ind på værelset, og forsøgte ikke at vække de to andre, men det lykkedes vist ikke så godt.

Søndag 15.09.

Vi kom op klokken 10.30 og bestemte os for at køre forbi Operahuset før vi forlod Sydney igen. Vi fandt et sted at parkere bilen og gik en tur ned omkring havnen omkring Operahuset, det er lige så flot som jeg huskede det. Efter at have taget et par billeder, satte vi kursen mod Manley Beach, hvor vi ville indtage et velfortjent morgenmåltid. Vi kørte over Harbour Bridge og svingede ned mod Manley Beach, hvor vi var heldige at finde en parkeringsplads lige midt i det hele. Manley Beach er et udpræget turiststed med en lang hvid strand, hvor folk bader og surfer, og der er en hel masse fortovscafeer, og på en af disse satte vi os for at spise morgenmad, mens vi kiggede på mylderet af mennesker omkring os. Da vi havde spist morgenmad satte vi os ned til stranden og nød det gode vejr. Peter var lige nede og dyppe tæerne i Stillehavet. Det var mærkeligt at tænke på at vi for 1½ år siden også dyppede tæerne i Stillehavet, men dengang var det på den anden side nemlig i El Salvador. Vi havde fundet ud af at vi skulle til en by der hedder Singleton som ligger ca 300 kilometer nord for Sydney, og den vej rettede vi snuden på bilen da vi forlod Manley ved 14-tiden. Vi skulle først op til en by der hedder Newcastle og så der fra dreje ind i landet til Singleton. Der går to veje fra Sydney til Newcastle, den ene er en motorvej og den anden er den gamle vej mellem de to byer. Vi valgte den gamle vej som snoede sig mellem bjergene langs med kysten, og det var meget flot. Det gav os samtidig tid til at standse op hvis vi fik øje på noget spændende. Der var selvfølgelig en masse flotte fugle at kigge på og vi havde også fornøjelsen at se en meget stor fiskeørn, men den blev desværre hurtigt jaget væk af en flok arrige Macpies. Efterhånden kom vi ned fra bjergene og landskabet begyndte at ligne den jyske vestkyst, med den store undtagelse at her var der masser af pelikaner. Det ser meget morsomt ud når en stor pelikan sidder på en lille lygtepæl og prøver på at holde balancen. Vi var inde omkring en McDonalds for at få en burger som vi ville spise undervejs men vi opdagede at lige ved side af var der en vej som førte ned til vandet, så der kørte vi ned for at spise. Det var et dejligt sted med masser af pelikaner, skarver af forskellig slags, store terner og masser af ænder. Der sad vi så og nød det, hver med sin burger, cola og en kikkert indenfor rækkevidde. Vi holdt der en times tid, og så var det tid at komme videre, så det ikke blev alt for sent inden vi kom til Singleton. Vi kom gennem Newcastle uden de store problemer, så ved 19.30-tiden køret vi ind i Singleton. Først gjaldt det om at finde et sted at sove og vi prøvede 3 forskellige caravanparks uden held, de var alle fuldt optaget. Så prøvede vi den lokale pub og der kunne vi få et værelse. Det tog vi så og flyttede vores ting ind for derefter at gå ud og finde et sted at få noget aftensmad. Inden vi gik fik jeg fat i Laila på telefonen, fordi jeg havde glemt Balards adresse i Paris, og jeg var nødt til at sende ham et postkort, for at fortælle at jeg af gode grunde ikke kunne komme til Paris i år. Laila sagde at alt stod vel til i Danmark, bortset fra at det regnede. Peter prøvede også at få kontakt til Line og Katrine, men det lykkedes ikke, han aftalte med Helles sambo at han skulle få Helle til at ringe når hun kom hjem. Derefter gik vi så ud for at få noget at spise, og lige rundt om hjørnet lå der en kinesisk restaurant og der gik vi ind og fik et udmærket måltid mad. Det er dog første gang jeg har oplevet at servitricen kommer og lægger servietten ned i skødet på en. Vi gik tilbage til hotellet og gik ind i baren og fik en øl og et spil pool. Klokken 22 kom bartenderen ind og sagde at nu lukkede de, men vi var velkomne til at tage et glas øl med op på værelset, det gjorde vi så og Peter ringede til Kim og fik en snak med ham. Lidt over midnat ringede Helle, og så fik han lige en snak med Katrine inden vi lage os til at sove.

Mandag 16.09.

Op klokken 7.30 og ud for at finde et sted vi kunne få morgenmad, det fandt vi i cityarkaden og vi sad og kiggede på at byen begyndte at komme til live. Derefter gik vi tilbage til bilen og fik læsset det hele om, så vi kunne komme til de forskellige sager. Ved 10-tiden var vi klar til at gå ud i byens hovedgade og få gang i handelen. Da jeg kom til den anden ende af gaden, havde jeg ikke solgt så meget som et batteri. Jeg mødte Peter og han havde heller ikke haft held i sprøjten, så vi besluttede os for at komme ud af denne dødssyge by så hurtigt som muligt. Der lå en by der hedder Muswellbrooke ca 100 kilometer længere nordpå, så den satte vi kursen mod. 1½ time senere køret vi ind i byen og den så meget mere hyggelig ud en den kedelige Singleton. Vi satte os på hovedgaden og fik os en cola mens vi overvejede situationen. Jeg havde det ikke så godt, og havde for en gangs skyld en frygtelig hovedpine, sikkert fordi vi havde siddet med vinduet åbent hele vejen, men også fordi jeg ikke havde sover ret godt sidste nat. Imperial Hotel i Singleton havde helt sikkert de dårligste senge jeg nogen sinde havde sovet i, uden diskussion. Man lå nærmest på gulvet fra knæene til op midt på ryggen, og derfra var det jernhårdt. Ualmindeligt dårligt. Som et resultat af min hovedpine blev vi enige om at jeg skulle forholde mig i ro, og så ville Peter tage hovedstrøget alene. Han havde også mest brug for at tjene nogle dollars. Jeg satte mig på en bænk i byens midte, og fulgte med i hvad der foregik. Hovedvejen gik lige gennem byen, og endnu engang måtte jeg beundre de kæmpestore lastbiler der køret forbi. De fleste af disse lastbiler er malet i stærke farver og så skinner de chrom. Jeg fik også en snak med nogle af de lokale beboere der satte sig ved siden af mig og ville høre hvad det var for en fidus der sad her en hel eftermiddag. På et tidspunkt kom der en lukket varvogn forbi, og den kom til at holde for rødt lige ud for mig. Jeg lagde godt nok mærke til at der blev piftet, men skænkede det ellers ikke en tanke. Det viste sig at det pifteri kom inde fra varevognen og at det var en fangetransport. Jeg kunne ikke se nogen derinde, men de spurgte blandt andet om jeg ikke havde en ekstra nøgle jeg kunne undvære. Det var en pudsig oplevelse og da de kørte videre råbte de tak for sludderen til mig. Jeg hjalp Peter et par gange med at hente noget han skulle bruge fra bilen, og det lod til at han havde en rigtig god dag, og da han kom tilbage havde han lavet ca 140 dollars, så det var jo udmærket. Vi skyndte os derfor at komme ud af byen for vi havde næsten 250 kilometer før vi kom til den næste by vi havde udset os, nemlig en by der hedder Armidale. Den første timestid vi kørte havde vi dagslys, men så blev det mørkt, og så var der jo ikke så meget at se på, men før det blev mørkt havde vi da fornøjelsen af at se indtil flere kænguruer. Problemet med kænguruer er at de rerne vil sidder på den varme asfalt, og varme rumpen men når tusmørket falder på kan de være meget svære at se. Vi havde derfor den aftale at Peter skulle holde øje med vejen, og trafikken og så skulle jeg holde øje med siden af vejen, for at se om der stod kænguruer. Vi så dog ingen efter mørkets frembrud, men adskillige døde kænguruer langs med vejen vidnede om at de var der, og det er altså et forholdsvis stort dyr at ramme med 110 kilometer i timen. Ved 21-tiden kørte vi ind i Armidale og vi fandt hurtigt en pub vi kunne bo på. I forhold til de senge vi havde i Singleton var det her som at komme i himlen. Her var nogenlunde rent og frem for alt var det nogle ordentlige senge. Det var blevet ret sent så de fleste spisesteder havde lukket, men vi nåede lige ind på KFC (Kentucy Fried Chicken) før de lukkede og fik bestilt noget kylling. Tilbage på pubben måtte vi lige ind og have en øl og et spil pool før vi tørnede ind.

Tirsdag 17.09.

Vi gennemgik den sædvanlige morgenrutine med at finde et sted at spise morgenmad, og derefter gøre klar til dagens arbejde. Der var et stort hovedstrøg og vi besluttede at tage hver sin side og så mødes i den anden ende. Det var en rigtig søvnig lille by og der var ikke rigtig gang i handelen, de fleste forretninger på hovedgaden ville ikke købe fra en dør-til-dør sælger, men det hjalp lidt da vi kom ned i sidegaderne, der var folk ikke så snobbede som de var på hovedgaden. Der var et domhus på strøget og udenfor stod der voksne mænd i de mærkeligste dragter og med parykker på ligesom man ser på film. VI snakkede om vi skulle gå hen og spørge om det var en bøsseklub der holdt møde, men blev enige om at lade være, for ikke at få for meget ballade. Der var også en flok motorcyklister i byen, men de var åbenbart også bare på gennemrejse, for der var en dame der spurgte om jeg var med dem. De havde rygmærker på hvor der stod "Vietnam Veterans Australia". Da vi var færdige med hovedgaden satte vi os på en bænk og fik en cola. Mens vi sad der kom der 3 personer hen og spurgte hvad vi lavede. Vi fortalte dem hvem vi var og hvad vi solgte, og de ville gerne købe noget, men de havde ingen penge. De lignede bestemt heller ikke nogen der havde penge, i hvert fald ikke før bistandskontoret åbnede, hvis de ellers har sådan en hernede. Det var ikke så meget vi havde solgt og klokken var kun 13 så vi bestemte os for at drøne videre for at nå en by mere. Den lå små 100 kilometer længere mod nord og så var det på vej til Warwick, som skulle være vores næste overnatningssted. Byen vi stoppede i hed Glenn Inns og det var en rigtig australsk langt ude på landet by. Den havde en lang hovedgade med masser af forretninger på begge sider, og så myldrede det med australske farmere med slidte akubraer, og alle havde en hund med på ladet af deres små lastbiler. Jeg arbejdede ikke her, så Peter suste rundt og prøvede at få noget solgt, men det blev ikke til så meget som vi gerne havde set. Vi kørte fra Glenn Inns ved 17-tiden og havde 2-3 timers kørsel foran os, før vi nåede Warwick. Endnu engang måtte vi, mens vi kørte, være vidne til en helt fantastisk solnedgang. De solnedgange jeg har set hernede har allesammen været meget flotte, og med nogle helt utrolige lilla, røde og orange farver, jeg ved ikke om det er det røde jord der findes heroppe nordpå der er skyld i det, men flot er det i hvert fald. Så snart det bliver mørkt er der selvsagt ikke så meget at se på, men med noget godt musik på båndoptageren og nogle forholdsvis gode veje at køre på, så gik det bare derudaf. Ved 20-tiden ankom vi til Warwick, og umiddelbart lignede den alle de andre australske byer vi havde været i eller var kørt igennem, og det var alligevel ikke så få, når man tænker på at vi snart har kørt 2000 kilometer og vi er ikke engang halvvejs i Cairns endnu. Vi fandt en pub, men de var ved at bygge om, så de havde lukket for udlejning af værelser, men pigen i baren, henviste til et andet hotel som lå lige midt på hovedgaden. Der kørte vi så hen og der fik vi et værelse. Dette hotel var klart det bedste vi havde boet på endnu og det var lækkert at komme ind på et rent værelse med en god seng. Det var efterhånden ved at være sent, så det kneb med at finde et sted at få noget at spise, men det viste sig at biografen havde en café der var åbent endnu. De havde ikke så meget at vælge imellem, men mad fik vi da. Da vi checkede ind på hotellet, var noget af det første vi blev spurgt om, om vi ville være med i en poolturnering de lige var ved at starte, men vi sagde pænt nejtak for vi havde jo ikke fået aftensmad endnu. Nu da vi kom tilbage til pubben var turneringen godt i gang, så vi satte os og fulgte med i hvordan det gik. Det blev en stille aften med et pat øller og Peter nåede da også at spille et par spil ved bordet. Der var en fyr der hed Jan, og han var bare helt utrolig. På et tidspunkt stod han i baren og snakkede med bartenderen, og mens han stod der kom der en af hans venner og med et snuptag trak han Jans shorts ned om anklerne på ham. Der skete absolut intet, Jan snakkede bare videre som om intet var hændt. Denne Jan var simpelthen bare fuld af krudt, så når han ikke spillede pool, lagde han arm med nogle af de andre fyre der var der. Ved midnatstid gik vi til ro, det kunne heller ikke lade sig gøre før, for dukeboxen spillede så højt at vi næsten ikke kunne snakke sammen på værelset. På vejen til Warwick var vi komme ind i Queensland, og kort tid før vi passerede grænsen, mødte vi det berømte "dogfence", som er et hegn der strækker sig hele vejen langs grænsen mellem Queensland og New South Wales og langt ind i South Australia, faktisk helt ned til den australske sydkyst mellem Adelaide og Perth. Det er for at holde dingoerne væk fra de store fårefarme som ligger mod syd. På selve motorvejen er der anbragt et gitter i vejen, som dingoerne ikke bryder sig om at gå på.

Onsdag 18.09.

Prisen på værelset inkluderede morgenmad så vi gik ned i restauranten og spiste cornflakes og ristet toast og fik en kop kaffe, før vi riggede vores små sækkevogne til og drog ud i byen. Vi gjorde som vi plejer, nemlig starte ved et kryds og så gå hver sin vej rundt indtil vi mødtes på den anden side. Jeg fik solgt et par spil og lidt køkkengrej og på et tidspunkt satte jeg mig på en bænk for at drikke en cola. Man kunne godt mærke at vi var kommet længere nordpå, det var rigtigt varmt, så jeg sad i skyggen og svalede af, da jeg blev enig med mig selv om at jeg ikke gad blive ved med at gå rundt og sælge varer, men hellere ville undersøge de byer vi kom igennem. Det gik jeg hen og fortalte Peter, og det havde han ikke noget imod for så blev der jo det flere penge til ham. Jeg kørte troljen ned til varebilen og læssede mine ting derind, for derefter at snuse rundt i byen. Jeg havde aftalt med Peter, at vi skulle mødes et bestemt sted senest klokken 14. Jeg satte mig ind på en pub og bestilte en steakburger og et glas øl til frokost. Mens jeg sad der kørte Peter forbi med sin vogn, og jeg skyndte mig ud for at få fat i ham. Han var ude for at lede efter mig, for han havde fundet en butik der var ved at lukke efter 60 år i branchen, og de solgte akubraer for 60 dollars. Jeg ville gå ned for at se på det når jeg havde spist forkost. Peter satte sig og drak en cola inden han kastede sig ud i forretningslivets glæder igen. Før han gik spillede han lidt, dog uden at vinde noget. Da jeg havde spist færdig gik jeg ned for at kigge på hatte, men da jeg kom frem var der lukket. Jeg ved ikke om det var for altid eller det kun var for frokost. Jeg fandt en bænk på byens hovedgade og kiggede på hvad der skete mens jeg samtidig fik skrevet lidt i dagbogen, jeg var stadig ca 4 dage bagefter, men det ville jo blive bedre nu hvor jeg ikke skulle bruge hele dagen på at arbejde. Ved 14-tiden kom Peter tilbage, han havde lavet penge nok og vi ville afsted mod Brisbane og få nogle timers kørsel i dagslys. Vi kørte igennem nogle helt fantastiske landskaber og gjorde flere gange holdt for at komme ud og kigge på nogle spændende fugle vi havde fået øje på fra bilen. Jeg er meget glad for at jeg har husket at tage min kikkert med for den er helt uundværlig. På et tidspunkt kørte vi over nogle bjerge og der var nogle meget skarpe nedkørsler med mange skarpe sving. På sådanne strækninger har man noget man kalder "safty ramps", det vil sige at for hver anden kilometer er der en afkørsel der går op ad bjerget, sådan at hvis man får problemer med bremserne på vejen ned, så kan man køre op ad sådan en safty ramp, som er lavet i meget blødt sand. Da vi var kommet halvvejs ned mødte vi alligevel en af de store lastbiler som var væltet ud over kanten, og der holdt masser af politi og flere store kranbiler som arbejdede på at få den op igen. Vi nærmede os efterhånden Brisbane, og det blev mere og mere by vi kørte i. Brisbane er også en millionby, så med forstæder, så fylder en altså en hel del. Jeg har aldrig været klar over det, men i hjertet af Brisbane ligger der faktisk en bro der er mindst lige så smuk som Harbour Bridge i Sydney. Den hedder Story Bridge, og når man kører over den så ligger hele Brisbanes skyline til venstre for en, og det ser smaddergodt ud især når man ankommer efter mørkets frembrud. Så står alle byens skyskrabere fuldt oplyste, meget imponerende. Vi kørte direkte ned i centrum og fandt et parkeringshus nede ved havnen. Derpå fandt vi n café, hvor vi fik en cappuccino og hvor vi studerede kortet over Brisbane, for at finde et "Backpackers", hvor vi kunne overnatte. Der var 3 at vælge imellem, så vi tog den der var nærmest, selv om det betød at vi skulle over broen igen. Da vi nåede frem viste det sig at det ikke længere var et backpacker sted og havde for øvrigt ikke været det de sidste 3 år. Vi prøvede det næste sted og der havde vi mere held, vi fik os et udmærket værelse og blev hurtigt installeret. Stedet hed "Backpackers ATOA", hvor ATOA stod for "a taste of Australia". Manden der havde stedet var en rigtig hyggelig fyr og han fortalte lidt om de muligheder vi havde for at få noget at spise og eventuelt gå ud og få en øl bagefter. Stedet var et parcelhus i to etager og der var spisekøkken, opholdsstue og læsestue, samt en stor overdækket terrasse med borde og stole. Da vi havde fået vores ting på plads gik vi ud for at få noget at spise, men det var lidt besværligt for alle steder var B.Y.O., så vi var nødt til at finde en sprutforretning først, og derefter finde et sted at spise. Det blev til en indisk restaurant, der lå ikke så langt fra hvor vi boede. Peter fik nogle krydrede rejer og jeg fik kylling i en stærk karrysovs, så vi blev nødt til at bestille noget isvand også, for maden var temmelig stærk. Da vi havde spist og sad og røg en smøg, fik jeg pludselig øje på en skygge på gulvet, det viste sig at være skyggen af en kæmpestor edderkop som kravlede rundt mellem bordene. Den var på vej over til et bord, hvor der sad 4 personer og spiste og Peter spurgte om det var deres. Der blev nærmest tumultagtige scener ved bordet og tjeneren kom løbende for at se hvad der skete. Da han så edderkoppen turde han ikke træde på den, så i stedet blev den med møje og besvær lodset ud af døren med fødderne. Vi var lige ude og se på dyret inden vi gik ind og blev færdige på restauranten. Da vi kom ud igen lå den stadig på fortorvet, men der var åbenbart nogen der var kommet til at træde på den, for den lå og vred sig. Det syntes jeg alligevel var synd, så med et ordentlig tramp gjorde jeg en ende på dens lidelser. Vi gik ned i den anden ende af gaden, for der havde vi set der lå en irsk pub, som havde masser af poolborde. Men ak og ve, der kunne jeg ikke komme ind fordi jeg havde en T-shirt uden ærmer, så vi måtte nøjes med en anden pub uden pool, hvor vi fik en øl og derefter besluttede os for at købe et par øl med hjem og så sidde på terrassen og nyde det gode vejr. Mens vi sad på terrassen var der masser af tid til at studere det australske natteliv, altså i dyreverdenen. Der var masser af sjove lyde og indimellem også lidt at se på, blandt andet så vi en enkelt flyvende hund og der var masser af puslen i buskene omkring os. Ejeren af stedet kom forbi for at sikre at stedet var låst for natten, og han fortalte at der havde været en del uro på et af værelserne i kælderen, hvor der boede 2 skotske piger. De havde nemlig overrasket en stor edderkop på deres værelse, så den ene af pigerne havde stået op i sengen og skreget indtil ejeren var kommet og havde fået den ubudne gæst ud. Han syntes at det var meget sjovt, men vi var nu enige om at vi helst ikke ville have besøg af edderkopper af den størrelse. Vi har for øvrigt fået at vide at efter vi er kommet ind i Queensland er det bedst ikke at have sine sko og sit tøj til at ligge på gulvet om natten, netop på grund af de mange edderkopper. Vi så ikke flere edderkopper og vi havde en rolig nats søvn.

Torsdag 19.09.

Vi stod som sædvanlig op klokken 07.30 og fandt et sted at spise morgenmad på vejen ud af Brisbane. Vi havde kurs mod en by der ligger ca 110 kilometer nord for Brisbane der hedder Redcliff. Det viste sig at være en by der lå helt ud til vandet, så der var masser at se på for mig, mens Peter prøvede på at lave nogle dollars. Hovedgaden lå med forretninger på den ene side og stranden på den anden side, og der var en lang mole ud fra stranden, og den skulle jeg selvfølgelig ud på. Ude på molen snakkede jeg med en af de folk der stod og fiskede, og han var slet ikke tilfreds med situationen for, som han sagde, det blæste for meget og så var det sværere at fange noget, og desuden var der en anden der havde taget den bedste plads. Det var selvfølgelig ikke så godt for ham, men ham der havde taget den bedste plads så nu knap så utilfreds ud. Der blev da hevet fisk i land, men det var ikke meget. Derimod sad der lidt længere ude på nogle pæle, nogle helt andre og langt bedre fiskere, nemlig en stor flok skarver. Så vidt jeg kunne se var der tre forskellige slags, men jeg er ikke helt sikker. Da jeg kom ind fra molen gik jeg en tur langs stranden. Det blæste som nævnt ret kraftigt, så der var en pæn bølgegang. Fra stranden og op til byen, var der en ret høj skrænt, og i de træer der stod der, var der en livlig trafik af forskellige fugle, og på et tidspunkt opdagede jeg et stort firben som sad under en busk og holdt øje med mig. Da jeg fik tid til at tage den nærmere i øjesyn, blev jeg enig med mig selv om at det måtte være en skink. Den havde nemlig ikke nogen decideret hale, men det var ligesom om at kroppen bare blev tyndere og tyndere for til sidst bare at holde op. Den var meget flot men det var desværre ikke muligt at komme til at tage et ordentligt billede af den. Jeg gik op i byen for at finde Peter og høre hvordan det gik, men det var svært at finde ham. Da det endelig lykkedes, var han inde i en arkade og havde lige været vidne til et stort drama. Jeg lagde godt mærke til at da jeg kom ind i arkaden, at der var et stort vindue der var knust ind til en damefrisør. Det var fordi der var en ældre herre der var faldet over et tæppe inde i frisørsalonen, og han var faldet igennem ruden, men på mirakuløs vis var han ikke kommet til skade. Det gik ikke så godt med salget, for der var ikke mindre end to forretninger der solgte nogenlunde det samme som vi havde med, og de kunne jo sælge det billigere end os, da de jo ikke skulle have det sidste led med i kæden. Vi bestemte os derfor for at køre videre op til en by ca 120 kilometer længere nordpå, der hed Caloundra. Det tog en times tid at komme dertil, men der var stadigvæk masser af tid før forretningerne lukkede. Så Peter kastede sig ud i det, mens jeg gik en tur ned til vandet og fandt en bænk hvor jeg kunne nyde udsigten, samtidig med at jeg fik skrevet lidt i dagbogen. På stranden foran mig, ca 10 meter væk spankulerede der adskillige pelikaner rundt, det er altså en meget stor og flot fugl når man har den på så tæt hold. Da jeg havde siddet der et stykke tid gik jeg op i byen igen for at finde et sted at spise frokost, men jeg løb lige ind i Peter, som fortalte at der åbenbart lige havde været andre sælgere, for alle han kom i takt med sagde at der havde været flere inden for de sidste dage. Der var derfor ingen grund til at blive hængende her i byen mere, så vi satte kursen nordpå mod en by der hedder Hervey Bay. Den ligger lige ved verdens største sandø, Fraser Island, og der er masser af turister der. det blev en meget flot køretur og med den sædvanlige smukke solnedgang. Ved 18-tiden stoppede vi i en lille by og købte aftensmad, som vi sad og spiste i en lille park, mens vi sad og så på solnedgangen. Efterhånden som vi kommer nordpå ser vi flere og flere kænguruer langs med vejen, det er ikke usædvanligt at se 30 - 50 i løbet af en dag. Her snakker jeg altså om kænguruer der er blevet kørt over og ligger døde i rabatten. Det var mørkt da vi kom til Hervey Bay og vi måtte prøve et par steder før vi fandt et sted at sove. Det blev et motel denne gang og det var rigtigt lækkert med eget køkken og bad. Der var også TV så vi for en gangs skyld fik set World News og fulgt lidt med i hvad der skete ude i den store verden. Da vi havde set det gik vi ud for at se lidt på hvad det var for en by vi var havnet i. Vi var en tur nede på stranden og det så ud til at være en ret stor strand, men det var lidt svært at bedømme i buldrende mørke. Det blæste stadigvæk ret meget, men det var en rimelig lun aften alligevel. Vi fandt en pub som vi satte os på og fulgte lidt med i nogle hestevæddeløb, og Peter kunne da heller ikke lade være med at spille lidt, han vandt da også på første spil, 12 dollars, så var der lidt at tage af, men efter en halv times tid var de penge brugt. I mellemtiden var jeg faldet i snak med en mand på ca 60 år, han hed Mel og var vældigt interesseret i hvor vi kom fra. Inden længe var han flyttet om imellem os i baren og så blev vi ellers underholdt af ham de næste par timer. Han kom med et par staldtips til den dag der er Melbourne Cup, blandt andet fortalte han os at der stillede en helt ukendt hest op som hed Lion Hunter, og den skulle være så godt som umuligt at løbe fra. Nu må vi se, Peter har lovet at han nok skal huske at spille på den, så må vi jo se om Mel har ret. Han havde været i det australske flyvevåben i 40 år og havde været i Vietnam og det fortalte han os lidt om, hvordan det havde været. Det havde, som vi vel alle ved, været en rigtig sej omgang. Han havde været tekniker på en af de helikoptere der bragte soldater til og fra kampzonen, så han havde oplevet en hel del. Efterhånden var det ved at være lukketid for denne pub, men værten fortalte os at lidt længere henne af vejen lå der et sted der hed Dollys, og der var ret sent åbent, og så var der oven i købet pool også. Da vi kom hen til Dollys var der diskotek, men der var ikke mange mennesker, så vi satte os i baren og bestilte en kold xxxx. VI havde ikke siddet i baren ret længe, før vi faldt i snak med et par brødre der hed Chris og Graham og så Grahams kone der hed Frida. Hun var aboriginal og som de fleste aboriginal var hun ikke særlig køn, men hun var sød og venlig. Vi blev også nødt til at skrive os på pooltavlen, som man gør her i Queensland, hvis man vil udfordre det vindende hold, da det blev vores tur spillede vi faktisk ret godt, men vi missede den sidste bal (nr 8), og tabte derfor matchen. Der var efterhånden kommet en del mennesker, og vi blev præsenteret for de fleste af dem. Vi havde senere et spil pool til, men da tabte vi også med en bal. Det var meget hyggeligt at snakke med så mange forskellige mennesker, og de var meget interesserede i at høre hvem vi var og hvad vi lavede hjemme i Danmark. De fortalte os også at det lige var sæson for at se hvaler ude i bugten, det var pukkelhvaler der var på vej sydpå. Man skulle med båd ud i bugten for at se dem og vi snakkede om vi skulle tage på sådan en tur, men blev enige om at det var for dyrt, det kostede 70 dollars pr næse og det var alligevel også en slags penge. Det var efterhånden ved at være ret sent, så vi besluttede os for at sige at det måtte være nok for i aften og gik hjem for at få noget søvn. Peter havde sofaen i stuen og jeg havde en stor lækker dobbeltseng i soveværelset.

Fredag 20.09.

Det blev selvfølgelig lidt sent inden vi kom ud af fjerene, men vi var klar til at forlade motellet omkring klokken 10, og kørte straks ned at hovedstrøget for at finde en café hvor vi kunne få morgenmad. Da vi havde spist var vi en tur nede på stranden for at se hvordan det så ud i dagslys, og det var en meget lang strand med masser af sand, og der var allerede en del der badede og surfede. der var en lille bro som gik ud i vandet, og det så ud som om vandet var dybt nok allerede ude for enden af broen, til at man kunne hoppe, men man kan ikke lade være med at tænke på at det er i disse farvande at den store hvide haj fører sig frem. Inde på stranden opdagede vi at der var en masse små huller i sandet og omkring disse huller lå der en masse små sandkugler, som var så fine at hvis man rørte ved dem gik de stykker med det samme. Vi snakkede om det var muslinger eller krabber, men vi fandt aldrig ud af hvad det var. Vi så dog flere gange en ny sandkugle blive smidt op af hullerne, det så meget pudsigt ud. Vi måtte tilbage til bilen så vi kunne få rigget Peter til, så han kunne komme ud og lave nogle dollars. Da han var gået i gang med at arbejde, gik jeg tilbage til stranden og fandt mig en god plads i solen, hvor jeg satte mig og nød tilværelsen og fik skrevet lidt i dagbogen. Blæsten fra i går var taget til og det var svært at styre bladene i dagbogen, så jeg måtte opgive at skrive i den her på stranden. Jeg sad i stedet bare og nød at sidde på en fed strand i Queensland og tænke på at hjemme i Danmark er det ved at blive efterår, og hernede bliver det varmere og varmere for hver kilometer vi kører nordpå. Jeg gik op for at finde Peter og sige til ham at jeg ville gå en tur langs med stranden og vi aftalte at vi skulle mødes igen klokken 14. Der lå en masse mærkelige muslingeskaller i vandkanten og så lå der et hav at rygskjolde fra blæksprutter. Det tog ca tre kvarter at nå ud på pynten og så var der jo lige så langt tilbage igen, men det var en dejlig tur og der var masser af pelikaner som stod og hvilede sig i strandkanten, og de gad ikke engang at flytte sig når jeg kom forbi, de nøjedes med at gå lidt ud i vandet og kigge fornærmet på mig. Jeg gik op for at finde Peter, men han var ikke at se nogen steder, så jeg købte mig noget frokost og satte mig i parken ved siden af bilen og spiste kylling og chips. Efter frokost satte jeg mig og skrev videre i dagbogen, det var efterhånden blevet overskyet og vinden var taget yderligere til. Peter dukkede op og manglede ikke så mange forretninger før han var færdig, men der gik ikke mere end 5 minutter så åbnede himlen alle sine porte, og det regnede som jeg aldrig har set det regne før. Peter kom ilende for at komme i læ og så sad vi ellers og ventede på at det skulle gå over. Det gjorde det bare ikke, og vi måtte se i øjnene at vi var havnet i et tropisk uvejr. Det blæste så meget at der blev revet store grene af træerne og regnen kom så hurtigt at vinduesviskerne slet ikke kunne følge med. Vi blev enige om at det ikke kunne betale sig at vente til det holdt om, så vi kørte derfra og ned til havnen for at se hvad der gemte sig der. Det var nu ikke meget, men på vejen derned havde vi set at der var et museum for hajer, især den store hvide haj, men også andre deriblandt tigerhajer. Det var en mand der hedder Vic Hislop, som havde den og han var professionel hajjæger. Der var nogle billeder af ham og nogle af de hajer han havde fanget, og jeg kunne godt se at jeg havde set ham før, det er formentlig på Discovery, som har sendt mange udsendelser om hajer og hajfiskeri. Mens vi gik og kiggede på udstillingen der skulle gøre os sultne nok til at betale 10 dollars for at komme ind og se den store udstilling, kom Vic himself, så fik vi da lige hilst på ham også, det var da morsomt at hilse på en man har set i fjernsynet så mange gange. Vi besluttede os for at gå ind og kigge på sagerne for regnen styrtede stadig ned udenfor. Det var mest hajgebisser og så en masse ting der var blevet ødelagt af hajer, men der var også en masse udklip fra aviser verden over, hvor Vic var blevet tilkaldt for at fange en bestemt haj, og når det så var lykkedes var der et billede af ham og hajen, og i de fleste tilfælde også tandsættet fra den pågældende haj. Der var også udstillet en stor hvid haj på 8 meter, den største hvide haj der nogensinde var fanget. Den var balsameret og så var den i et frysehus med vinduer og jeg skal love for at den var stor, meget frygtindgydende. Vi var rundt og se det hele og da vi kom ud igen, styrtede det stadig ned, men vinden havde lagt sig en hel del så det værste var overstået, i hvert fald i denne omgang. Vi kørte ud af byen for at til Gladstone, som var den næste by vi skulle husere i. På vejen ud af byen kom vi forbi en telefonpæl (det er jo i sig selv ikke særlig overraskende), men at der sad en, selv her i Australien, meget sjælden fiskeørn, gjorde nu alligevel denne telefonpæl mere speciel end alle de andre. Vi holdt stille længe og beundrede den, ja vi var endda ude i regnen begge to for at få et godt kig på den. Derefter satte vi kursen mod Gladstone, og efterhånden som vi kom nordpå blev vejret ikke så lidt bedre og vi nåede da også at få endnu en flot solnedgang. Det er nogle lange stræk man kører mellem byerne her i Queensland, og man er meget opmærksom på at chaufføren kan blive træt, så derfor er der flere velgørende foreninger der har nogle steder hvor de serverer gratis kaffe langs med motorvejene. Vi holdt ind sådan et sted for at strække benene, og der fik vi så en kop kaffe og et stykke chokolade, mens vi sad og slappede af. Når man forlader stedet er det op til ens egen samvittighed om man vil give en skærv til foreningen, og det gjorde vi selvfølgelig. Da vi kom frem til Gladstone køret vi lidt rundt for at finde et sted at sove. Det første sted vi fandt havde de lige lejet deres sidste værelse ud, men værten fortalte os hvordan vi fandt frem til Gladstone Backpackers som lå lige i nærheden. Der var et ledigt værelse og det snubbede vi hurtigt. Vi fik strenge ordre på at vi ikke måtte ryge eller nyde alkoholiske drikke på værelset. Derefter gik vi op i byen for at få noget mad, eller det vil sige Peter skulle have mad, for jeg var ikke sulten efter den store frokost jeg havde spist i Hervey Bay. Han købte en kebab, som er den største kebab jeg nogensinde har set, og da han havde spist den gik vi ned på en pub. Jeg siger ned fordi det gik meget ned af bakke, Gladstone er nemlig en ret stor havneby. Da det var fredag aften var der vild gang i den på hotellet, og vi gik i baren for at finde ud af hvad der skete. Den bar tydelig præg af at det var en havneby med de mennesker der var i baren, det var vist ikke det fineste sted i byen vi var havnet. Der var et ledigt poolbord, så det kaprede vi og spillede nogle spil og fik et par øl, men vi var lidt trætte efter sidste aftens tumult og den lange køretur, så vi gik tidligt hjem og satte os på terrassen og kiggede ud over havnen mens vi fik os en godnatsmøg.

Lørdag 21.09.

Tidligt op, morgenmad hvorefter Peter gik i gang med at se om der var noget handel i byen. Vi aftalte at jeg gik ned til vandet for at se om der skulle gemme sig noget spændende der, og hvis Peter skulle blive færdig før jeg kom tilbage, aftalte vi også hvilken rute vi så skulle gå/køre for at være sikker på at finde hinanden igen. Nede ved det som jeg troede var havnen, men som viste sig at være udløbet fra en flod, var der ret spændende. På den ene side af floden var der flere bådpladser og på den anden side var der en masse mangrove. Det første jeg så var en stor ørn, som kredsede langs med floden. Den var utrolig flot i stærk rødbrun farve og så med helt hvidt bryst og hoved. Den forsvandt ret hurtigt ud over vandet over mod nogle små øer som lå på den anden side af bugten. Der var et meget rigt fugleliv langs med vandet, hvor jeg gik efter et vandfald, som der var mange skilte der reklamerede med. Det var da også meget flot, men det flotte går lidt væk når der lige ved siden af er et pumpehus der pumper vandet op igen. Der var derimod en sti der førte op på toppen af bakken og da den lå lige i solen var der masser af firben, men desværre så jeg ingen slanger, det var ellers et godt sted for dem at holde til. Der var en flot udsigt fra toppen hvor man kunne se hele byen ligge rundt om bakken. Jeg satte mig på en bænk og ved hjælp af en del krumspring tror jeg det lykkedes at få taget et billede af mig selv, men det vil jo vise sig når billederne bliver fremkaldt. Mens jeg sad og skrev i dagbogen var der pludselig en der piftede efter mig, det var selvfølgelig Peter der havde opgivet at lave penge her i Gladstone. Der var ikke engang nogen der gad se på varerne, så det var det ikke værd at bruge tid på. Klokken nærmede sig også middag, hvor butikkerne lukkede om lørdagen, så vi blev enige om at vi lige så godt kunne dreje næsen mod Eungalla National Park, hvor vi havde planlagt at overnatte næste nat. Peter havde parkeret ved foden af "vandfaldet", så vi gik derned og han skulle lige have et par shorts på før vi kørte, for der var virkelig ved at være varmt. Mens han skiftede kom den røde og hvide ørn igen, det var meget godt for så fik Peter den at se også. Mens vi stod og beundrede den kom der en pige hen og fortalte os at det faktisk var meget sjældent at se den slags ørne her i området, så vi skulle betragte os som værende heldige at vi fik en at se, og det gjorde vi så. Hun fortalte også at hun selv var fra Cairns og da hun hørte at vi skulle den vej, kom hun med et par gode tips om hvad vi skulle se på vejen derop. Vi havde lidt problemer med at finde ud af Gladstone til Bruce Highway, men det lykkedes da til sidst og vi satte kursen nordpå endnu engang, vi havde en køretur på 5-6 timer foran os. Det gik rask afsted og der var masser at se på undervejs. Da vi kom til Rockhampton stoppede vi for at få noget frokost. Da vi kom ud efter at have spist var himlen mod nord fuldstændig kulsort, og vi snakkede om at vi måske ikke kunne undgå regn igen i dag. Vi havde ikke kørt mange kilometer, før vores bange anelser kom til at holde stik. Det kan godt være at det havde regnet i Hervey Bay, men det var småting i forhold til det vi var udsat for nu. Vi var kun kommet lidt udenfor Rockhampton før vi kunne se regnen og ikke mindst stormen komme imod os. Det så helt mærkeligt ud. Længere henne ad vejen kunne vi se træerne blive rusket og revet i og store grene blev revet af, det var næsten uhyggeligt. Vi kunne ikke køre mere end 30 kilometer i timen, og så var det alligevel svært at se noget så meget regn kom der. På et tidspunkt var der flere biler der blinkede til os, og vi var bange for at vores lys var gået i stykker, men det viste sig at det var fordi der lå en meget stor gren på vores kørebane lidt længere fremme. Efter en halv times tid kom vi ud af uvejret, og vi kunne se at solen ville dukke frem om ikke så længe. Der gik yderligere en halv time så var vi ude i solen igen, men det var godt nok noget af et tropisk uvejr vi var kommet igennem. Efter et stykke tid blev vi enige om at holde en pause og det gjorde vi ved at svinge ned mod et sted der hed St.Lawrence. Det skulle være nede ved vandet og vi havde lyst til at se hvordan det så ud der. St.Lawrence er en meget lille by og vi kørte igennem den og ud på en grusvej, hvor vi så kørte en 3-4 kilometer før vi kom til noget vand. Det var nærmest et floddelta med masser af mangrove, og vi snakkede om der måske skulle være saltvandskrokodiller der, men vi så desværre ingen, det lignede ellers et område hvor der sagtens kunne være nogen. Det eneste vi så var dyndspringere og det var da også meget sjovt, for sådan havde vi jo heller aldrig set ude i det fri. Vi gik lidt rundt og lurede, men der var ikke mere spændende at se, så vi kunne lige så godt se at komme videre. På vej tilbage mod Bruce Highway, kom vi forbi et sted hvor det så ud til at der boede mennesker. Der gik 3 mand og de havde et fuldstændigt hus, bortset fra at der ikke var noget hus, men det hele var under en presenning, der var spændt ud mellem nogle træer. De lignede nu heller ikke nogen der havde alt for mange penge. Lidt senere kom vi forbi en ørn der sad på en lille wallaby, men den fløj selvfølgelig da vi kom tæt nok på, ørnen altså. Tilbage til motorvejen, og så ellers derudaf. Vi nåede til en by der hedder Sarina lige omkring solnedgang, og vi havde opdaget i St.Lawrence at der manglede en pære i den ene forlygte, så vi besluttede at køre ind på en tankstation og se om vi kunne finde ud af at skifte den. Først skulle finde ud af at skille forlygten ad, og det gik da også meget godt, indtil vi kom ind bag lygten. Da kom vi nemlig til 2 kæmpestore edderkopper, der havde siddet og ædt sig tykke og fede af alle de insekter der røg ind bagved når vi kørte. De var ikke så store i omkreds , men de havde nogle enormt store kroppe og de var faktisk lidt ulækre, især da de forsvandt ind bagved og vi ikke var færdige med at arbejde derinde. Men det skulle jo køres, så vi sank en ekstra gang og arbejdede videre, og det lykkedes da også at få skiftet pæren uden at blive overfaldet af de to basser. Da vi kørte videre snakkede vi om, at det kunne være interessant at vide hvor de var kravlet hen og om de eventuelt var kommet ind til os, men vi blev enige om at de sikkert bare ventede på at der skulle blive ro så de kunne kravle tilbage til deres gamle pladser. Det var nu alligevel lidt træls at vi ikke vidste hvor de var blevet af. Det varede ikke længe før vi skulle dreje fra motorvejen for at køre på nogle små veje for at komme til Eungalla, men det kiksede alligevel så vi køret en omvej på ca 40 kilometer. Vi var nu kommet ind i et område hvor der blev dyrket sukkerrør og vi kørte forbi den ene sukkerrørsmark efter den anden. I dette store sukkerområde har hver sukkerfabrik sit eget spornet og der køret en masse små lokomotiver med meget lange tog efter sig med vogne med sukkerrør i. Før man høster sukkerrør brænder man marken af , jeg ved ikke hvorfor, men nattehimlen var flere steder oplyst af kæmpebrande fra sådanne marker. Det var også her vi nær havde kørt en wallaby ned, den sad midt på vejen og vi var ikke mere end 5 meter fra den da vi holdt stille, og først da vendte den sig om og hoppede tilbage til rabatten. Endelig nåede vi frem til Eungallla, men først skulle vi op af nogle meget stejle og meget snoede bjergveje, det snoede sig så meget at det var forbudt for køretøjer der var længere end 11 meter, at køre op ad dem. Vi fandt et sted at sove og det så meget godt ud, for fra vores vindue kunne vi se lysene langt nede i dalen. Det var lige det rigtige tidspunkt vi ankom på, for der var et kvarter til køkkenet lukkede, og så var der også et kvarter til den anden semifinale i australsk fodbold begyndte. Vi fandt en god plads i baren og bestilte noget mad og så begyndte kampen ellers. Australsk fodbold får amerikansk fodbold til at minde om en brigdeturnering, der er bare fuld knald på hele tiden, og den eneste beskyttelse man bruger er skridt og tandbeskyttere. Ellers er så at sige alt tilladt, dog må man ikke bide hinanden. Det blev en meget spændende kamp mellem Sydney Swans og Essendon Bombers, og Sydney Swans vandt med et enkelt point scoret i allersidste sekund. Der var masser af råben og skrigen i baren og jeg sad ved siden af en stor fyr med langt hår og et kæmpestort fuldskæg. Han prøvede at holde mig informeret om hvad der skete. Han fortalte i øvrigt at der normalt var en dansker i baren om aftenen, men lige netop i dag var han på besøg hos nogle venner nede i dalen. Denne dansker havde en farm i nærheden, og det kunne have været meget sjovt at have hilst på ham. Bartenderen fortalte os hvad vi kunne opleve i national parken, og det mest interessante var at der fandtes næbdyr der, men for at se den skulle man enten være der meget tidligt om morgenen eller omkring solnedgang om aftenen. Vi snakkede om vi skulle stå tidligt op for at se dem, for vi ville jo ikke være der ved solnedgang næste dag. Det var blevet lidt sent og vi blev enige om at vi hellere ville sove længe, når vi nu endelig havde chancen for det. Lidt over midnat trissede vi op og gik til ro.

Søndag 22.09.

Vi stod op klokken 9 og skyndte os ned for at spise morgenmad før de lukkede for det klokken 10. Inden vi gik ned havde vi dog taget os tid til at nyde den storslåede udsigt der var fra vores værelse ud over dalen. Det var i det hele taget en storslået dag, solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var helt vindstille. Det eneste der kunne komme lidt malurt i bægeret var at der var en edderkop i Peters tøj, da han rystede det før han tog det på. Den var godt nok ikke så stor, men hernede er det ikke størrelsen det kommer an på, de kan sagtens være giftige alligevel. Efter endt morgenmad pakkede vi bilen atter engang og så kørte vi ellers ind i national parken. Først kørte vi til et sted i regnskoven hvor der var et udsigtspunkt, man skulle gå ca 400 meter fra parkeringspladsen for at komme til det. På stien foran os gik der en eller anden slags kalkun, som ikke havde i sinde at flytte sig bare fordi vi skulle forbi, den gik i sit helt eget tempo. Den var meget flot i sorte, røde og gule farver, og vi snakkede om at det sikkert var en der var mere eller mindre tam man havde fået til at gå her og se godt ud. Senere skulle vi finde ud af at der var masser af kalkuner i disse skove, for vi så dem overalt hvor vi færdedes. Der var meget flot fra udsigtspunktet, men der var ikke særlig meget fugleliv der og det var også ret køligt, vi var jo trods alt et godt stykke over havets overflade. Vi bestemte os for at køre ned til en flod der hedder Broken River, det var desuden der der skulle være næbdyr, men vi blev enige om at der sikkert også var noget andet at se på. Da vi kom ned til parkeringspladsen ved Broken River stod der et skilt der viste ned til det sted hvor man kunne være heldig at se næbdyr og vi gik selvfølgelig ned for at kigge. Der var bygget en lille platform på bredden inde midt i regnskoven, og det allerførste vi så var såmænd et næbdyr der padlede rundt ude midt i floden. Vi styrtede derned musestille og vi havde fornøjelsen af den i et langt stykke tid. Da den forsvandt dukkede der en ny op lidt længere nede af floden, men den forsvandt også hurtigt. Det var nu ikke kedeligt at stå der alligevel, for i den halve time vi stod der kom der både isfugle, hejrer, kakaduer, kalkuner, træløbere og vi så også nogle store ål i floden, og desuden var der en masse skildpadder så det var meget interessant. En anden måde man kan se at vi nærmer os troperne på, er at der bliver flere og flere sommerfugle og de bliver større og større. Vi brugte ca 1½ time på stedet og det var utrolig flot. Nede ved parkeringspladsen så vi en del småfugle i meget stærke farver. Da vi havde set hvad vi skulle se, satte vi kursen mod Ayr, der lå ca 400 kilometer længere mod nord. Det var jo søndag så der var ikke nogen forretninger der skulle besøges, men det gjorde det jo så muligt at få set os lidt omkring efterhånden som vi kom frem. Vi spiste frokost ved en strand der hedder Arlie Beach og det var egentlig første gang vi så noget der mindede om en god strand at bade fra. Men da vi kom derned var der for det første mange sten i vandet, men de advarede også mod en bestemt slags "brandmand" på denne tid af året, og de var faktisk livsfarlige. Efter frokost kørte vi så mod Ayr og den nåede vi sidst på eftermiddagen. Ikke langt fra Ayr var der på kortet en lille by der hed Alva Beach og på et informationskort i Ayr stod der at der var en caravanpark, så den satte vi kursen mod. Det viste sig at der ud over stranden og caravanparken ikke var ret meget mere i Alva Beach, men det var billigt at leje en campingvogn der for natten, så der slog vi os ned. Der var en lille kiosk der solgte mad, så efter vi havde fået vores ting ind i campingvognen, kørte vi derhen for at se hvad de havde der kunne bruges som aftensmad. Vi købte to steakburgere og spurgte om manden solgte øl. Han svarede at det måtte han faktisk ikke, men da vi sagde at det var da ærgerligt, smilede han lumskt og sagde at det kunne da godt være at han havde en enkelt alligevel. Det havde han selvfølgelig så vi købte en god håndfuld og kørte tilbage til campingpladsen. Desværre var der så mange myg at vi var nødt til at sidde inde og spise, men så kunne vi da se World News imens. Da vi havde spist fandt vi en telefonbox og ringede hjem for at høre hvordan det gik i Danmark. Det var buldermørkt men alligevel var der et eller andet der sad i et træ og gav lyd fra sig. Vi tog lommelygten med os og prøvede at finde ud af hvad det var. Vi fandt det aldrig for da vi nærmede os blev det helt stille og så var det svært at finde i mørket. Til gengæld var vi nærmest omringet af nogle meget store tudser, de har nok været omkring 10 centimeter lange og lignede ellers de tudser vi kender hjemmefra, de her var bare mindst dobbelt så store. Vi kørte tilbage til campingvognen igen og satte os til at spille kort, mens vi fik et par pilsnere og så "Flygtningen" med Harrison Ford i fjernsynet. Lidt efter klokken 20 ringede min mobiltelefon pludselig og det var Laila der ville høre hvordan det gik. Jeg gik ud af campingvognen for at få en bedre forbindelse, og det er en mærkelig fornemmelse at stå der i et helt stille og måne belyst landskab under nogle palmer, og snakke med en der sidder 15.000 kilometer derfra., men det var da rart at høre nyt derhjemme fra. Hun fortalte at der lå et ME-lokomotiv og nogle vogne på Madsnedø og at alt trafik mod Tyskland kørte over Padborg. Det var sikkert sjovt at være Rasmus, hvis han da ellers var på arbejde. Da vi skulle i seng gik vi over i toiletbygningen for at børste tænder og tisse til nat. Inde på toilettet sad der en meget grøn frø nede i tisserenden, og det syntes vi selvfølgelig var synd, så den skulle hjælpes ud. Peter tog en holder til en toiletbørste for at få frøen op i den, så vi kunne bære den ud, men da han rørte ved den gav den et kvæk fra sig der var så højt at vi begge to nær var faldet om af skræk. Det var en utrolig høj og skinger lyd og man kan slet ikke forstå at et så lille dyr kan lave så skarp en lyd. Vi ville ikke røre ved den for der er nogle af frøerne hernede der udskiller gift fra nogle kirtler og vi var ikke klar om det her var en af dem. Det lykkedes da til sidst at få frøen bugseret ud i nogle buske, så det var med god samvittighed vi lagde os til at sove omkring midnat.

Mandag 23.09.

Det har været hundekoldt i nat og jeg har frosset som en lille hund, jeg havde kun et lille tyndt tæppe og det var altså ikke nok. Det hjalp dog da jeg endelig fik taget mig sammen til at få nogle strømper på. Det er mærkeligt at det kan være så forbandet koldt om natten, når det er så stegende hedt om dagen, men det er det altså. Da vi havde været i bad kørte vi ind til Ayr for at Peter kunne komme i gang med at arbejde og jeg kunne begynde at udforske en ny by. Men først måtte jeg finde et møntvaskeri, for det begyndte at knibe med rent tøj. Der var kun en ledig maskine og Peter skulle også vaske, så vi vedtog at jeg skulle vaske mit tøj i dag, og så ville jeg vaske Peters tøj i morgen, så han ikke skulle spilde tid på det, men kunne lave nogle penge i stedet for. Det tog ca 1½ time så havde jeg rygsækken fuld af rent tøj igen, det var dejligt at få det overstået. Da jeg havde lagt min rygsæk tilbage i bilen, gik jeg ud for at finde Peter og fortælle ham at jeg gik efter et sted hvor de reklamerede med en sommerfuglesamling, det ville jeg lige se hvad var for noget. Det lå et stykke vej nede af en sidegade, og mens jeg gik derhen havde jeg konstant en frygtelig larm over hovedet. Det var en masse papegøjer der sad i træerne langs med vejen, og gnaskede blomster i sig. Man skulle egentlig tro at papegøjer, med de stærke farver de har, var lette at få øje på, men det er i hvert fald ikke tilfældet når de sidder i et træ med mange blomster, de falder fuldstændig sammen med deres omgivelser. Da jeg kom frem til sommerfuglestedet, viste det sig at det var sommerfugle der var lavet af mange forskellige farvede sten, så det var ikke så interessant som jeg først havde troet. Jeg gik tilbage og fik købt nogle postkort som jeg skulle have skrevet, det er svært at få tid til når man oplever så meget. Jeg fandt en lille park med en bænk, og der satte jeg mig og skrev postkort. Ret kort tid efter at jeg havde sat mig kom der 5 ibiser og landede ikke langt fra mig. Der spankulerede de så rundt al den tid jeg sad der. Senere på dagen havde jeg igen kontakt med Peter og han havde fuld gang i handelen, så det hele gik som det skulle. Jeg fandt en pub og gik ind for at få noget frokost og en kold øl, det trængte jeg virkelig til efter at have siddet i solen og skrevet postkort. Ved 16-tiden fangede Peter mig, og sagde at nu måtte det være nok for i dag og at han syntes at vi skulle se at komme videre. Vi pakkede grejerne sammen og satte kursen mod Cardwell, en lille tur på ca 250 kilometer. Da vi kom ud på landet så vi for første gang traner, der meget smukt dansede ikke langt fra vejen. Som før nævnt så er det sukkerrørsområde vi er i for øjeblikket, og når de brænder markerne af er der et utal af rovfugle der følger ilden, sikkert for at få fat i nogle af de smådyr der flygter fra ilden. Ved 20.30-tiden ankom vi til Cardwell og fandt hurtigt en caravanpark, hvor der var en ledig campingvogn som vi blev instaleret i. Der skulle først redes op og mens det blev gjort, spiste vi aftensmad, jeg fik en ordentlig T-bonesteak og Peter fik en fisk der hedder Barramundi, hvad det så end er for en, men pigen der serverede sagde at det smagte godt. Efter aftensmaden var vores vogn klar og vi flyttede ind og spillede kort et stykke tid, og der blev også tid til at få skrevet nogle postkort og lidt i dagbogen. Da vi var i vaskehuset for at børste tænder for natten, fik vi set nogle små lyserøde gekkoer, meget nuttede.

Tirsdag 24.09.

Vi spiste morgenmad i restauranten der tilhørte caravanparken, og da det var overstået gjorde vi klar til at Peter kunne gå en tur igennem Cardwell, for at se om der skulle være lidt penge at tjene der. Før han gik i gang kørte han mig ned til stranden, så ville jeg udforske den mens han arbejdede. Det var en meget lang og lækker sandstrand, men der var ikke et øje at se der badede, det var ellers en strand der indbød til det. Vi så en meget flot og mangefarvet biæder som jagede fra en telefonpæl, og da vi havde studeret den, kørte Peter op i byen og jeg gik en tur langs stranden. Til den ene side var der strand lige så langt øjet rakte, og til den anden side var der en mole et stykke henne. Jeg gik først en tur en ad den næsten uendelige strand og kiggede lidt på nogle unge mennesker der fiskede med et rundt net som de kastede ud fra strandkanten. Det så nu ikke ud til at de fangede noget, så jeg vendte om og gik hen imod molen som jeg ville en tur ud på. Jeg mødte en fyr som stod midt på stranden og slog nogle runde frugter langt ud i vandet med sin golfkølle. Lidt længere henne ad stranden fik jeg oppe i et træ øje på nogle store klumper, men jeg kunne ikke afgøre om det var fuglereder eller myretuer. Da jeg kom hen til molen snakkede jeg lidt med nogle fiskere der var ved at rense bunden af deres båd. Helt ude på spidsen af molen mødte jeg to piger som fortalte at der for øjeblikket holdt to søkøer til inde i bugten, og hvis man var heldig kunne man se dem. Jeg sad og kiggede længe, men kunne ikke få øje på noget, dog syntes jeg at jeg på et tidspunkt så noget der lignede et hoved stikke op af vandet og fulgte stedet meget nøje, og det kom op flere gange forskellige steder i området, men jeg er nu nogenlunde sikker på at det ikke var søkøer, det har nærmere været sæler eller oddere, men jeg ved ikke om der findes sådan nogen her i området. Der var i hvert fald et eller andet og jeg så det også flere andre steder i bugten. Der var et kraftigt tidevand i bugten og det var tydeligt at det var ved at blive ebbe, for pælene molen stod på blev længere og længere. Nede på en trappe der gik ned i vandet kravlede der nogle meget flotte krabber, de var meget mørk violette på kroppen og havde flaskegrønne ben, men da jeg gik ned mod dem styrtede de alle sammen på ryggen af hinanden ud i vandet. Jeg fandt aldrig ud af hvad det var jeg så ude i bugten så jeg gik i land igen. Derinde fandt jeg ud af hvorfor der ikke var nogen der badede, for der stod nemlig et skilt, hvorpå der stod at det var forbudt at bade i området på grund af saltvandskrokodiller, meget spændende. Stranden var blevet ca 50 meter bred på grund af tidevandet og når man kiggede op langs kysten så det ud som om der var en masse små pinde der vippede op og ned. Ved nærmere eftersyn viste det sig at det var dyndspringere, der af en eller anden grund lavede denne besynderlige dans, det så meget facinerende ud Jeg gik tilbage langs stranden til det sted hvor Peter havde sat mig af, og håbede at der ikke var alt for mange saltvandskrokodiller og det var der da heldigvis heller ikke, selv om det kunne have været spændende at se en. På vejen op til det sted jeg havde aftalt at mødes med Peter, så jeg en meget flot isfugl som sad og førte sig frem på en telefontråd. Lige da jeg kom op til vejen kom Peter kørende, han havde allerede lavet 60 dollars, så han var mere end tilfreds. Jeg fortalte ham om søkøerne og vi kørte tilbage til molen og prøvede endnu engang om vi kunne få øje på dem. Peter så heldigvis også de "hoveder" der af eller til dukkede op forskellige steder, men det blev vi nu ikke klogere af. Vi fandt dog ud af at de klumper jeg havde set oppe i træerne var myretuer, for der lå en på parkeringspladsen der var faldet ned. Det var simpelthen en masse blade der var syet sammen på en eller anden mærkelig måde, så fik jeg da det opklaret. Derefter satte vi kursen mod den næste by der hed Tully, Da vi ankom til Tully var det første vi gjorde at finde et vaskeri så jeg kunne få vasket Peters tøj, mens jeg skrev dagbog. Det tog ikke lang tid, og da jeg havde pakket det sammen og stuvet det ind i bilen, gik jeg en tur i byen for at finde en bank, hvor jeg kunne hæve nogle penge på mit VISA-kort, det var selvfølgelig i den anden ende af byen, men så fik jeg da set byen samtidig. Jeg snakkede lige med Peter på vejen gennem byen og fortalte ham at jeg ville gå ned til en flod som løb i byens udkant. Det var nu ikke fordi der var meget at se da jeg først kom derned, der var meget pænt men der var ikke meget liv. Jeg kunne se en masse fisk nede i floden og der var en masse flotte sommerfugle. Der var dog en fugl der sagde en lyd som jeg aldrig havde hørt før, så den brugte jeg en del tid på at finde, men det lykkedes ikke, hver gang jeg om tæt på blev den helt stille og så blev jeg også helt stille og sådan vi en hel del tid til at gå. Jeg gik tilbage til byen og fandt et sted at spise frokost og få svalet halsen med et glas koldt øl. Det er sådan hernede at man har ølglassene til at stå i en fryser, så glassene bliver nærmest belagt med et tyndt lag is når de kommer ud af fryseren, for derefter at blive fyldt med iskoldt øl. Til sidst bliver glasset sat ned i et flamingobæger så det holder sig koldt længere. Der sad en inde i baren med en kæmpestor Grand Danois og vi grinte lidt af at nu var der to af slagsen herinde. Da jeg havde spist gik jeg ud for at finde Peter og han spurgte om jeg ikke ville hente nogle forretningskort i bilen, for han havde ikke flere. Da jeg kom tilbage var han inde ved en frisør, og der havde han solgt en gryntende gris for en klipning. Han sagde at det ikke ville vare længe før han var færdig, så jeg gik over på pubben igen og fik en øl mere, mens jeg ventede på at han blev færdig. Det varede da heller ikke længe før han dukkede op og sagde at nu måtte det være nok for i dag. Vi forlod Tully og lidt længere opp ad motorvejen svingede vi fra ved en vej der skulle føre os ned til en af de flotteste strande på disse kanter, den hedder Mission Beach. Historien bag Mission Beach er at der engang i forrige århundrede blev etableret en missionsstation på stedet, og man fik organiseret de indfødte til at komme og arbejde i sukkerrørene og til en god løn. Det var aborigines der drev stedet og det var grunden til at det gik så godt. Men der er jo altid en slange i paradiset og i 1921 blev samfundet jævnet med jorden af en meget kraftig orkan, som dræbte de fleste af indbyggerne og dem der var tilbage flyttede væk, så stedet lå øde hen i mange år. Det er først i forbindelse med turisme at stedet igen er blevet vækket til live. Det er nu også en meget flot og lækker strand med palmer og alt det der nu hører sig til på en tropisk strand. Vi fik os lige en cola og en meatpie før vi kørte videre mod hele turens mål, nemlig Cairns. På vejen mod Cairns kom vi forbi to meget store skovbrande som vi kunne se brede sig op af bjergsiderne, det så ikke særlig rart ud. Ved 19.30 tiden kørte vi ind i Cairns og da stod kilometertælleren på nøjagtig 4400 kilometer. Det er da en meget pæn tur og man skal jo lige huske at der er lige så langt tilbage igen. Vi standsede på en parkeringsplads og kiggede på kortet og slog op i bogen om Australien for at finde ud af hvor vi var, og hvor vi kunne finde et sted at sove. Som sædvanlig når vi ankom til en stor by, så var vi kørt lige ind til det sted hvor der skulle være flere backpacker steder, så dem kørte vi efter. De føreste 3 steder vi var var der ikke plads, eller rettere sagt det ene sted kunne vi få en plads på en 16 mands stue, men det sagde vi pænt nejtak til, i første omgang i hvert fald. Det fjerde sted hed "The Silver Palmtree" og de havde et værelse og det kostede kun 4 dollars mere end 16 mands stuen. Haps, sagde vi og så var vi flyttet ind. Vi gik en tur langs med esplanaden der lå langs med vandet, og det så fuldstændig ud som alle andre steder jeg har været, hvor der har været en esplanade. Den er fyldt med turistbutikker og spisesteder, så der var nok at vælge imellem. Vi fandt et lille pizzaria og satte os ved et bord på fortorvet og kiggede på alle de forskellige mennesker der gik forbi. Det er helt tydeligt at Cairns er rejsemålet for folk fra Fjerne Østen, der var utroligt mange japanere. Vi fik vores pizza, og jeg havde bestilt en med krydret salami og chilli, så det var en der gav en sund og naturlig tørst. Der måtte to store cola'er til for at klare sagen, men det smagte meget godt. Da vi havde spist dryssede vi ned af esplanaden, vi havde hørt at der skulle være et aftenmarked der, og det ville vi prøve at finde. Det var nu ikke så svært for det lå lige midt på esplanaden, og vi stak snuden indenfor for at se hvad det var for noget, og om man eventuelt kunne leje en plads for en aften. Det kunne da være meget sjovt at prøve at sælge på den måde. Vi fandt dog ud af at det nok ikke lige var sagen at sælge legetøj der. Der blev først og fremmest solgt tøj, men også smykker og kunsthåndværk, og så de der rør som de indfødte puster i og så kommer der en underlig lyd ud i den anden ende. Vi traskede videre hele vejen rundt på esplanaden og det lykkedes os ikke at finde en eneste regulær pub, for vi syntes ligesom at vi skulle fejre at vi var kommet frem til Cairns. Vi ville sandsynligvis ikke ret meget længere mod nord, vi havde dog talt om at køre til Mossman, en by der ligger 100 kilometer nord for Cairns. Der var ingen pubber at finde så vi satte os på en fortorvscafe og bestilte to øl. Det blev lige 4 dollars, per stk!!! Tak skal du ellers have, vi havde ikke på noget tidspunkt givet mere end allerhøjst 2 dollars for en øl, så vi blev hurtigt enige om at her skulle vi ikke sidde i mange minutter. Vi gik hjem til motellet og på vejen kom vi forbi en bottleshop hvor vi købte et par øl, som vi kunne nyde på værelset. Peter faldt i snak med en englænder nede i forhallen, men jeg gik op på værelset. Der var en svalegang på bagsiden af huset, og jeg var lige ude for at se hvordan det så ud der. Ude på svalegangen sad der en aussie og nød en Jim Beam og cola, som man kan købe på dåse hernede. Jeg satte mig ved bordet og fik en snak med ham. Han hed Guy og kom fra Brisbane og var heroppe og arbejde i lufthavnen i ca 3 uger, men han var ikke sikker på at han ville blive ved for det var ret dyrt at bo her i Cairns. Når han havde betalt for at bo og mad, var der ikke meget tilbage og som han sagde så havde han jo også regninger i Brisbane der skulle betales. Vi gik ind på værelset, Peter skulle lave regnskab og jeg skulle se at få skrevet noget i dagbogen, så jeg ikke kom for langt bagud. Da jeg var færdig med dagbogen var Peter næsten faldet i søvn, men da jeg kom tilbage efter at have børstet tænder og fik mig lagt ned, så jeg et eller andet stort der kravlede oppe på loftet. Først troede jeg at det var en stor edderkop, men ved nærmere eftersyn viste det sig at være en kæmpestor kakkelak. Uanset hvad så skulle det ikke være på værelset mens vi skulle sove. Jeg ved godt at den er fuldstændig harmløs, men i betragtning af hvad der ellers er af kryb hernede, så kan det være det samme med at få sådan en størrelse under dynen. Ved fælles hjælp og efter næsten at have skilt min seng ad, lykkedes det os at få has på dyret og få det smidt ud.

Onsdag 25.09.

Vi spiste morgenmad på esplanaden, efter at have været en tur nede ved vandet, hvor vi så en del ibiser, og også regnspover og en stor flok pelikaner. Vi havde vores kikkerter med derned, og det var der åbenbart en der havde bemærket, for da vi kom tilbage til bilen kom der en ældre herre på ca 60 år, hen og spurgte om vi var fugleinteresserede, hvilket vi jo kun kunne bekræfte. Så begyndte han ellers at fortælle hvor vi kunne se hvad, for han var nemlig formand for den lokale forening for ornitologer. Da vi havde hørt på ham et stykke tid sagde vi pænt tak og skyndte os afsted for ellers havde vi sikkert holdt der endnu. Det var meget flot at sidde på esplanaden, og ude i det fjerne kunne vi skimte de første øer ude på Great Barrier Reef. Vi ville gerne derud, men det er sindsygt dyrt og desuden kniber det med tid, vi har jo alligevel næsten 5000 kilometers kørsel før vi er tilbage i Melbourne, og der skal vi være senest den 8. oktober. Vi nyder at være her alligevel og får jo set en masse, mens vi kører. Dagens mål var en by der hedder Atherton, små 100 kilometer vest for Cairns og vi stak af fra byen allerede ved 8.30 tiden. Cairns var bestemt ikke en by vi brød os om, den var alt for turistpræget. Det kom til at tage lidt længere tid end forventet, for vi havde ikke forudset at det ville blive så flot en tur. Da vi havde kørt ca halvvejs, blev der skiltet med at de næste 19 kilometer ville det gå opad og med en masse skarpe sving, det blev en helt utrolig flot tur op over bjergene. Langt oppe var der et udsigtspunkt og der holdt vi ind for at nyde den storslåede udsigt og natur. Da vi kom op over toppen bredte der sig en stor slette foran os, med små skove og større og mindre floder der krydsede den. På det sidste stykke vej til Atherton kom vi forbi et skilt der viste mod "Cathedral Figgtree" og den blev vi enige om at den måtte vi hellere kigge nærmere på, når vi nu var i nærheden. Figentræet, som det selvfølgelig var, var nærmest på størrelse med en katedral, der stod et skilt hvorpå der stod at man regnede med at det var ca 500 år gammelt, og det var meget højt og der hang masser af store grene og en form for lianer ned fra det, meget imponerende. Det var så stort at man kunne gå ind i det, for det var nærmest vokset i ring. Der brugte vi en halv times tid før vi kørte videre. Da vi kom frem til Atherton så det ud som om det var en fin lille by, med masser af forretninger på hovedgaden. Vi fik Peter gjort klar og fik flyttet lidt rundt på vores mange kasser, så vi kunne få nogle af dem smidt ud, og der kunne blive mere plads i vognen. Vi må da have solgt noget for det er begyndt at synke godt i antallet af kasser, og det er meget godt for det betyder jo også at bilen bliver lettere at have med at gøre. Ved parkeringspladsen hvor vi holdt, var der kun et lille stykke vej ned til jernbanen og på den anden side af den så det ud som om der var et stort skovområde. Vi ville lige se hvordan det gik med handelen, før vi bestemte os til at blive i byen i længere tid. Mens Peter gik i gang kiggede jeg lidt på hvad der ellers var at se på i denne by. Det eneste der kunne være interessant var en butik med alle mulige former for sten, og under butikken var der nogle drypstenshuler, som så meget spændende ud. Desværre var der lige ankommet en hel busfuld japanere som skulle derned, så jeg opgav at komme derned for der var fyldt i forvejen. I stedet gik jeg rundt i butikken og kiggede på alle de smukke smykker der var udstillede der. Senere fik jeg fat på Peter og det lod til at gå godt, så jeg kunne godt gå en tur ned til det stykke regnskov der grænsede op til byen. Mellem banen og skoven var der et stykke med forholdsvis højt græs, så det var med lidt betænkelighed jeg gik ud i det, man skal jo lige huske på at de 10 mest giftige slanger i verden lever her i Australien, og der selvfølgelig er en grund til at folk der færdes bare et lille stykke fra gaden, alle bruger støvler der går mindst op over anklerne. Så iført hvide strømper og gummisko larmede jeg så godt jeg kunne , og så håbede jeg at det ville være nok til at jage eventuelle slanger væk, på den anden side ville jeg jo også gerne se et par stykker. Jeg så ingen og der var heller ingen der følte trang til at bide en dum dansker så jeg slap helskindet igennem græsset. På den anden side af græsset kunne man uden problemer gå ca 50 meter ind i skoven før den blev for tæt og det blev for besværligt. Jeg gik langsomt ind i skoven, mens jeg til stadighed holdt øje med skovbunden efter slanger. Ind i mellem standsede jeg op og stod musestille og et øjeblik efter begyndte der at komme liv i træerne, da de fugle der havde siddet stille mens jeg kom brasende igen begyndte at røre på sig. Jeg så mange forskellige flotte fugle, og der var da også en hel del jeg ikke havde set før. Blandt andet så jeg en meget flot rustrød fluesnapper der kom og landede i en busk ganske tæt på. Igen må man prise sig lykkelig over at man har husket at tage kikkert med herned. Lidt efter lidt blev det åbne stykke mellem det høje græs og den tætte skov mindre og til sidst endte jeg ved en flod der løb ca 10 meter nedenfor den skrænt jeg stod på. Jeg blev som sædvanlig stående stille og der gik ikke længe før livet gik i gang omkring mig. Der kom en flok papegøjer og slog sig ned i et træ tæt på og et stykke nede ad floden lurede en hejre. Inde i skyggen under en busk var der noget der blev ved med at lave ringe i vandet og jeg stod længe og prøvede at finde ud af hvad det var. Først troede jeg det var en mosegris eller en rotte, men pludselig gled det fineste lille næbdyr ud fra bredden og jeg havde nær tabt kikkerten af forbavselse. Det var spændende at se næbdyr i Eungalla, men da var vi forberedte på at det kunne ske, eller i det mindste at de var der, men her kom det fuldstændig bag på mig. Jeg stod et stykke tid og fulgte den, men så forsvandt den længere nede af floden. Jeg ventede endnu et stykke tid for at se om den kom tilbage, men det gjorde den desværre ikke. Jeg gik derfra som en glad mand efter endnu en spændende oplevelse i naturen, dem har vi godt nok haft nogle stykker af efterhånden. Der skulle meget til at slå den oplevelse så jeg gik langsomt tilbage mod byen, for jeg skulle også have købt nogle postkort og have dem skrevet og sendt. Jeg løb lige i armene på Peter og han var ikke det mindste misundelig over at jeg havde set næbdyr igen. Efter at have spist en sen frokost pakkede vi bilen og kørte videre mod en by der hedder Mareeba, hvor Peter lige ville se om han kunne presse nogle dollars ud af den lokale befolkning. Det var kun en times tid han skulle bruge og den brugte jeg til at skrive dagbog. Det gik åbenbart godt for ved 16 tiden drog vi atter nordpå, for at komme til det nordligste punkt på vores tur, nemlig byen Mossman, som ligger ca 140 kilometer nord for Cairns. På vejen dertil kørte vi så ned af det plateau vi var kørt op på om formiddagen, og det var en meget smuk nedkørsel, solen stod lige over bjergtoppene og der var helt stille. Vi standsede ved et udsigtspunkt og stod og nød den storslåede udsigt ud over det nordlige Queensland og med Great Barrier Reef i baggrunden. Da vi kom ned fra højlandet kørte vi et langt stykke gennem rigtig australsk bushland, det er typisk land med ret spredt bevoksning og med masser af termitboer spredt ud over landskabet. Vi var nu kommet så langt op at de første ægte roadtrains dukkede op. Vi havde som nævnt set ret store lastbiler, men her i det nordlige Queensland har de stadig de store lastbiler, men nu er der bare 1 eller 2 anhængere på. Den første gang vi kom forbi sådan en med 2 anhængere, var vi ikke opmærksomme på det store sus det ville give når vi passerede den, så vi satte ikke hastigheden ned. Det resulterede selvfølgelig i at vi fik revet pyntelisten ved forruden af med et ordentlig brag. Vi blev selvfølgelig lidt forskrækkede, men det lykkedes os da at få sat listen på igen og den havde ingen skade taget. Det var stadig lyst da vi nåede til Mossman, og vi besluttede at vi ville køre ud til noget der hedder Mossman Gorge, som skulle være et meget smukt område ved en flod , inde i et aboriginereservat. Vi fandt det da også hurtigt, og ganske rigtigt var det da også meget smukt. Det er en flod der strømmer ned over nogle meget store klipper, og de er med tiden blevet næsten runde, men da vi er her lige før regntiden er der næsten ingen vand i floden, kun en stille rislen mellem de store klipper. Vi kørte ind til Mossman og prøvede at finde en caravanpark vi kunne bo på, men den eneste der var i nærheden af byen var fuld optaget, så vi fandt en pub i stedet for hvor vi kunne bo. Det var ret tydeligt at vi var kommet langt nordpå, for der var mange flere aborigene heroppe end vi tidligere havde set. Desværre er det med dem som med alle andre naturfolk, de er gået mere eller mindre til grunde i spiritus og arbejdsløshed, og det er da heller ingen undtagelse her. Den pub vi boede på, havde to barer, hvor den ene mest var for de indfødte og den anden for hvide. Vi gik ud for at finde et sted at spise og Peter mente at vi kunne få noget godt mad på den lokale R.S.L.Club, det er en form for klub der er i alle byer her i Australien, og det er velgørenhed for hjemvendte soldater det går ud på. Der var et pænt stykke vej at gå, og da vi kom derud var der selvfølgelig lukket. Så vi travede tilbage og fandt en anden pub end den hvor vi boede, der serverede en pebersteak til en fornuftig pris, så der satte vi os ind og fik en meget lækker bøf. Da vi havde spist satte vi os ind i baren og fik en øl, men det var lidt kedeligt så vi gik tilbage til vores eget hotel. Der sad vi og snakkede lidt med bartenderen, men der blev ved med at komme indfødte og tigge penge, så vi gik op på vores værelse, for at få skrevet nogle postkort. Vores værelse er det mest spartanske værelse jeg nogensinde har set. Der var absolut intet ud over vores senge, men der var en dør ud til en bred svalegang, så vi kunne stå derude og nyde den varme aften, mens vi fik en smøg. PÅ gaden over for os lå der en indfødt og sov brandert ud på fortorvet, og der gik en eller anden sindsyg kvinde og skreg på gaden hele tiden. Meget hyggeligt. Midt på gaden gik der et jernbanespor, som førte ned til den lokale sukkerfabrik, og den havde vi fornøjelsen af hele natten.

Torsdag 26.09.

Var vågen et par gange i løbet af natten når sukkerrørstoget buldrede forbi, men ellers har det været en rolig nat, og jeg har haft den bedste seng jeg har sovet i på hele turen. Vi gik over på Palm Tree Café og spiste morgenmad. Som nævnt var der masser af indfødte, og med den opførsel vi havde set aftenen i forvejen, blev vi enige om at det ikke ville være så smart at have sækkevognen til at holde på fortorvet, mens Peter var inde i forretningerne, så efter at have gjort klar til dagens arbejde, kørte jeg med i bilen, så brugte vi den som lager. Jeg har efterhånden lært så meget om hvordan man kører i venstre side, så jeg overtog bilen og fulgte med. Det gav mig også tid til at få skrevet en masse i dagbogen, jeg var konstant 2-3 dage bagud. Handelen gik strygende og jeg hjalp Peter flere gange med at finde varer frem, han enten var løbet tør for eller som han havde fået solgt flere af end han havde med sig. På et tidspunkt holdt jeg uden for et motel, hvor Peter stod uden for receptionen og var ved at sælge noget til dem der havde motellet. Ude på fortorvet kom en mor med to børn og en hundehvalp, den har vel været omkring et år gammel. Da de gik forbi motellet brød helvede løs, ud fra motellet kom en aldeles rasende hund og den røg lige i struben på hvalpen, der selvfølgelig blev rædselsslagen, og det gjorde kvinden også, så mens den store hund havde fat i struben på hvalpen prøvede kvinden at trække den væk, med det resultat at hvalpen tydeligvis var ved at blive kvalt. Det hjalp ikke at slå den store hund, den slap ikke sit tag, før ejeren kom med et kosteskaft og gav den nogle ordentlige slag over ryggen, så slap den endelig og de fik trukket hvalpen væk, men den kunne kun gå et par skridt så faldt den om på græsset og lå med tungen langt ud af halsen. Det var tydelig at den var ved at gå i chok og var ved at hyperventilere, men ved fælles hjælp fik de den til at falde til ro, og en halv times tid senere stod den op og logrede med halen igen. Det så ikke ud som om den havde taget skade der hvor den anden hund havde haft fat, så det så ud som om det hele endte godt. Jeg så godt nok senere politiet ankom til stedet, men det behøver jo ikke have noget med den episode at gøre. Mens alt dette stod på var Peters handel selvfølgelig gået i stå og det endte med at de slet ikke købte noget. Suk. Ellers skred dagen frem med raske fjed, og ved 14-tiden var vi gennem byen og havde lavet en god sjat penge. Derefter gik det for første gang i 14 dage (næsten) sydpå mod en by der hedder Port Douglas, som skulle have en meget lækker strand. Der var ikke mere end 20 kilometer, så det tog ikke lang tid selv om det var mig der kørte. Det er meget spændende at køre i den forkerte side af vejen, især når man skal igennem en rundkørsel, men Peter havde lært mig hvordan man gør. Da vi kom til Port Douglas bredte der sig en lang lækker sandstrand foran os og vi blev hurtigt enige om at vi hellere måtte skifte til badetøj, når vi nu endelig var ved en strand hvorfra man kunne bade. Der var masser af andre badende på stranden, så vi mente at der ikke var så mange tigerhajer at det gjorde noget. Vandet var 25 grader og det var meget lækkert at kaste sig ud i bølgerne. Vi var vel i vandet i en halv times tid og nød at få rejsestøvet skyllet af os. Da vi kom op igen sad vi et stykke tid og nød den flotte udsigt, mens vi fik os en smøg. Derefter kørte vi op i byen for at finde noget at spise, og vi fandt hurtigt en fortorvscafé hvor vi bestilte blæksprutter, det var meget lækkert. Vi shoppede lidt, eller rettere sagt Peter gjorde, han købte en halskæde med en tand fra en tigerhaj til sine piger i Danmark. Så satte vi os igen i bilen og satte kursen mod en by der hedder Ingham, den lå små 300 kilometer sydpå. Det blev hurtigt mørkt, men en times tid efter at solen var gået ned, stod den mest pragtfulde fuldmåne op over dette smukke land. Den var bare kæmpestor og først helt orange, hvilket skyldes alt den støv som rejser sig fra landet. På et tidspunkt køret vi op over en bjergkæde, og oppe på toppen var der et udsigtspunkt, og der standsede vi og stod ud og nød udsigten. Det var så lyst at man kunne se ud over øerne på Great Barrier Reef, som lå badet i lyset fra månen. Det var helt stille, men stilheden blev pludselig brudt af kraftige vingesus og så havde vi en stor flok flyvende hunde om ørerne. Det var en meget stor oplevelse at se disse prægtige dyr suse rundt i natten, næsten lydløs men alligevel kunne man tydeligt høre deres vingeslag. Peter skulle selvfølgelig drille dem med at smide sten op i luften, som de omgående reagerede på, da de jo jagter ved hjælp af radar. Vi køret videre og ved 20-tiden ankom vi til Ingham og fandt en pub vi kunne overnatte på. Da klokken næsten var 20 og køkkenet lukkede klokken 20 skyndte vi os at bestille aftensmad, og vi fik noget så mærkeligt som en stor bøf med blæksprutteringe og det smagte aldeles fortrinligt så det var helt okay. Derefter gik vi op på værelset og skiftede tøj og satte os så ned i baren og fulgte med i en poolturnering der var i gang. Også her i Ingham var der mange aborigines, og de havde en kedelig tendens til at skulle provokere os hele tiden. Værten kom over og spurgte om vi ville spille med, det kostede 5 dollars og Peter sagde ja, men jeg havde ikke rigtig lyst, så jeg valgte at se på. Jeg faldt dog hurtigt i snak med en fyr der hed Greg, og han var som alle andre meget interesseret i hvor vi kom fra og hvad vi lavede. Peter nåede helt til kvartfinalen, hvor han tabte til netop Greg, men så gav Greg også øl bagefter. Som før nævnt så havde de indfødte et horn i siden på os allerede fra begyndelsen, og det blev ikke bedre af at de drak som et hul i jorden. De har en mærkelig opførsel også over for deres venner, for eksempel så jeg flere gange at hvis de kunne komme afsted med det, så huggede de andres øl, hvis der var mere i den end deres egen. De prøvede også med vores øl, men jeg tror nok at vi fik fortalt dem så de forstod det, at sådan spillede klaveret ikke. Der var især en der var utrolig øretæveindbydende, men det endte da også med at han blev smidt ud, da han i arrigskab over et eller andet slog til nogle at kuglerne på poolbordet, mens der var andre der var ved at spille. Der var en knægt i følgeskab med sin mor og han spillede rigtig godt, og jeg havde gerne set ham vinde, men han tabte desværre semifinalen, på et enkelt dårligt pot. Greg tabte finalen hvor førstepræmien var 145 dollars og andenpræmien var en sixpack, så det kunne da have været meget godt hvis Peter havde vundet. Da turneringen var færdig spillede Peter et par spil med en pige der hed Anne, og han vandt 35 dollars. Jeg gik i seng lidt før Peter, men klokken var 1 før der var ro på hotellet, så vi kunne få noget søvn.

Fredag 27.09.

Vi stod som sædvanlig op klokken 07.30 og pakkede vores ting og fandt en café hvor vi kunne få noget morgenmad. Inden da havde jeg været ved en bank og hævet nogle dollars. Det er nu meget fedt at man kan hæve penge på samme pinkode her på den anden side af kloden. Vi parkerede bilen i en sidegade og da vi var lidt tidligt på den, gik vi en tur i en park som lå lige ved siden af. Som sædvanligt fik vi set et par fugle vi ikke havde set før, blandt andet tre kæmpestore sorte og hvide duer, som landede i et træ ikke langt fra os. Der var også en del papegøjer som var ret tæt på, og de er jo altid flotte og farverige at se på. På en cementblok lå den største bille jeg nogensinde havde set, den var ca 7 centimeter lang og 1 centimeter bred, og den lå på ryggen og kunne ikke rigtig få sig vendt, det hjalp jeg den så med ved at puffe den ud i noget græs så den bedre kunne få fat. Butikkerne var så småt ved at åbne så Peter gik i gang mens jeg gik en tur i den botaniske have som stødte op til parken. Da der var gået en times tid fandt jeg Peter, for at høre hvordan det gik, og det gik fint så jeg kunne godt snuse videre. Jeg gik ned mod hovedgaden og langs med vejen kom jeg til et træ der var fyldt med hvide blomster, og de duftede som et helt parfumeri, så jeg plukkede en blomst for rigtig at dufte til den. Inde fra haven dukkede der en gammel dame op og hun fortalte hvad det var for et træ og at der var 7 forskellige slags af dem. Hun var meget hyggelig at snakke med og hun syntes også at det var spændende at jeg kom helt fra Danmark. Hun var selv af italiensk afstamning, og det viste sig at det var der mange i denne by der var, for ved nærmere eftersyn var navnene på mange af de forskellige forretninger italienske. Jeg havde set et stort informationscenter, som jeg ville kigge nærmere på, og da jeg kom ind opdagede jeg at de havde en gæstebog, som man kunne skrive i, altså hvis man havde lyst. Det var meget skægt at stå og se efter om der havde været nogle andre danskere i byen og det havde der selvfølgelig. Der var blandt andre nogen der bare havde skrevet "Else og Henrik THY Danmark". Jeg fandt vel ca 20 danskere der havde skrevet i bogen og jeg føjede da også mit navn til dem. Da jeg havde gjort det snakkede jeg lige med Peter og aftalte med ham at jeg tog bilen og kørte en tur ud af byen for at se om der skulle være noget spændende ude på de små veje mellem alle sukkerrørsmarkerne. Jeg trillede stille ud på de små veje for jeg havde jo ikke travlt og der var absolut ingen trafik ud over mig, det var lige i middagsheden og det var enormt varmt. I kanten af sukkerrørene var der masser af små postkasserøde finker og en masse andre små fugle, men de var svære at identificere. Lidt længere ude gik der en stor ibis, men da jeg kørte forbi den kunne jeg se på dets næb at det bestemt ikke var en ibis. Jeg bakkede tilbage og fik fundet kikkerten frem og fik den studeret nøjere. Så var der til gengæld heller ikke nogen tvivl, det var klart en stork, og efter at have kigget i vores medbragte fuglebog kunne jeg fastslå at jeg havde en sorthalset stork foran mig, den var meget stor og utrolig flot. Opløftet af denne gode oplevelse kørte jeg videre ud i verden og så flere spændende ting, før jeg returnerede til Ingham for at finde Peter og lave en plan for hvornår vi skulle videre. Han havde haft en god dag indtil videre og vi aftalte at han skulle fortsætte til klokken 15, så havde vi god til til at køre sydpå. Jeg var heldig at finde en parkeringsplads under et stort træ, så bilen kunne holde lidt i skygge, mens jeg fandt et sted at spise frokost. Jeg fik mig en sludder med pigen i baren, hun hed Mirian og var et rigtigt sludrehoved, men det var da hyggeligt at få en lille snak over frokosten. Da jeg havde spist fandt jeg en bænk i solen og der satte jeg mig og skrev i dagbogen indtil det simpelthen blev for varmt, og jeg måtte søge ind i skyggen og drikke en kold cola for at opretholde væskebalancen. Præcis klokken 15 dukkede Peter op ved bilen og ville af med sin vogn og kasse, og kort tid efter suste vi igen ud af Bruce Highway. Efter ca 30 kilometer kom vi til et skilt der viste mod Jourama Falls og da vi havde god tid bestemte vi os for at kigge på hvad det var for noget. Der var ca 6 kilometer fra hovedvejen og deraf var de 4 kilometer på såkaldt vaskebrædt, så det tog lidt tid før vi nåede frem til parkeringspladsen, og derfra var der ca 1 kilometer at gå i rigtig bushland. Det var en meget spændende tur og vi var på skarp udsigt efter slanger for det var virkelig slangeland vi nu var i. Vi så dog ikke nogen mens vi gik op ad stien, for at komme til et sted hvorfra man kunne se vandfaldet, vi gik faktisk nede i flodsengen et stykke tid på nogle store sten. Endelig nåede vi frem til et område med nogle fantastiske klippeformationer som næsten var slidt runde af vandet som måtte strømme ned over dem i regntiden. Der var nu ikke meget vandfald nu, man kunne lige se en tynd stribe vand der løb stille ned af klippesiden et stykke oppe, men det var fantastisk flot med alle eucalyptustræerne op af bjergsiderne og så var der en hel del firben der smuttede rundt mellem benene på os. Hvor flot det end var måtte vi tilbage til bilen og se at komme videre. På vejen tilbage standsede Peter pludselig op og vinkede mig frem, og der mellem stenene kom vores første slange krybende. Den var omkring en meter lang og var nærmest leopardplettet, meget flot. Jeg kravlede lidt tættere på for at få et ordentligt billede. Denne afstikker var således ikke anderledes en andre vi har taget, vi oplever altid et eller andet spændende, men det er vel ikke så sært når man er i et land der bare er et overflødighedshorn hvad natur og dyreliv angår, man kan næsten ikke undgå at opleve noget. Det kræver selvfølgelig også at man er indstillet på at opleve noget, og at man har øjnene med sig når man går i naturen. På vejen tilbage til motorvejen så vi for første gang en "Bluewinged Koocaburra", som kun findes heroppe i det nordlige Queensland. Vi havde herefter en stille tur ned langs kysten, og ved 19.30 tiden kørte vi igennem en lille by der hedder Home Hill og den så ud som om den lige kunne passe til et par timers arbejde en lørdag formiddag, så vi fandt en pub som vi kunne bo på. Der var en del mennesker i baren, men de tre piger der passede baren var temmelig sløve, så det tog en del tid inden vi fik et værelse og den mad vi havde bestilt. Mens vi ventede på maden kom der et par unge piger og spurgte om vi ville være med i et lotteri, som lige skulle til at løbe af stabelen, det ville vi da godt for overskuddet gik til den lokale fodboldklub. Hovedgevinsten var 100 dollars og ellers kunne man vinde en hel masse andet. En af de ting man kunne vinde var kød for 75 dollars og vi snakkede lidt om at det var lige det vi manglede at stå her midt i Australien og vinde en halv ko. Vi vandt nu ikke noget ud over at i mellemtiden var vores mad blevet færdig. Da vi havde spist gik vi op på værelset med vores ting og fik skiftet tøj, og derefter gik vi ned i baren igen, for at se hvad der skete der en fredag aften. Det var nu ikke meget men de solgte da øl, så vi blev hængende. Da vi ankom til Home Hill havde vi lagt mærke til at der var tre forskellige pubber i byen, og Peter ville undersøge om der var mere liv på nogen af de andre pubber, mens jeg prøvede at find en telefon for at ringe til Danmark. Da Peter kom tilbage fortalte han at den ene af de to pubber var lukket og på den anden sad der to bumser og så mærkelige ud. Lidt efter at han var kommet tilbage kom der en hel flok unge mennesker, og så blev der lidt mere liv på stedet. Der var især en helt ung fyr, som de andre blev ved med at hælde sprut på, og vi blev enige om at han sikkert havde 18 års fødselsdag og derfor blev fejret af vennerne fordi han nu måtte gå på pub. Det var ikke sikkert at det var tilfældet, men det kunne da være sådan det hang sammen. Ved midnatstid begyndte de så småt at gøre klar til at lukke og vi var på vej i seng da en ung fyr kom hen til os og spurgte om vi ville med på diskotek i den nærliggende større by, som vi for øvrigt havde besøgt på vores tur nordpå, nemlig Ayr. Det ville vi nu ikke men vi fik da en sludder med ham. Han var tyreopdrætter og han virkede som en meget fornuftig "bloke" i forhold til nogle at de andre "nødder" vi har mødt hernede. Hele flokken kastede sig i nogle taxa'er og drønede afsted mod Ayr og vi gik ovenpå for at gå i seng. Vi nåede dog lige at få nusset en dejlig hvid kat som trissede rundt ovenpå og gjorde sig til, det var en pudsig kat for i hovedet lignede den en siameser, men den havde en hale som Gandhi, stor og langhåret. Det var nu hyggeligt at sige godnat til et spinde redskab på tre bogstaver.

Lørdag 28.09.

Da vi havde fået vores værelse dagen i forvejen, havde vi samtidig bestil morgenmad til klokken 08.30 og da vi kom ned om morgenen blev vi vist ud i køkkenet, hvor vi blev bænket mens mor selv lavede morgenmad til os. Det kan godt være at de havde været sløve aftenen i forvejen, men her skal jeg lige love for at der skete noget. Vi kunne få det næsten som vi ville og madmor snakkede løs om alt muligt, det var meget hyggeligt. Der blev ikke sparet på noget og Peter fik en ordentlig skive skinke og jeg fik en ordentlig stak toastbrød og 3 forskellige slags hjemmelavet marmelade. Da vi var færdige med skinke og toast spurgte hun om vi havde lyst til lidt frugt, og så fik vi ellers en hel tallerkenfuld pow-pow, som er en eller anden slags melon, som ikke smagte af ret meget men som var meget lækker og friskt. Da vi kom ud i gården, hvor vi havde haft bilen til at stå natten over, blev vi mødt af ikke mindre end tre logrende hunde, som alle skulle klappes hurtigst muligt. Der var en stor flot rottwieler, der var lige så god som dagen var lang. så var der en typisk australsk kvæghund, og den var utrolig kælen, lige så snart man begyndte at klappe den væltede den om på ryggen og vidste ikke hvor meget den skulle te' sig. Til sidst var der en lille meget tætbygget hund, der mest mindede om en pittbull, men det tror jeg nu ikke at det var. Den varfor lille, men det var nu en pudsig hund for den var meget reserveret, men når den endelig overgav sig og lod sig klappe nød den det med stor fornøjelse. Derudover sad der en stor hvid kakadue i et bur. Den var ret god til at snakke, så alt i alt varede det et stykke tid før vi kom derfra. Da det var en ret lille by, fulgte jeg bare efter Peter fra den ene ende af byen til den anden, så vi kunne komme afsted lige så snart vi var færdige. Der var ikke meget købelyst i den lille søvnige by, så vi var klar til at stikke sydpå allerede før middag. Planen var at komme så langt sydpå som muligt før klokken 14, for da startede finalen i australsk fodbold, og vi skulle gerne finde en by hvor vi kunne finde en pub der viste finalen i fjernsynet, og vi kom så langt som til Sarina. Vi fandt en pub og styrtede ind for at høre om de viste det, og det gjorde de. Jeg tror nu vi var de eneste der ville se det, for heroppe er det ikke "Aussie Rules" der er den store sport, men derimod rugby. Vi fik os placeret ved et bord lige foran fjernsynet, og aftalte at det var Peter der skulle køre når vi skulle videre, og det gjorde jo så at jeg kunne nyde et par øller under kampen. Det blev nu ikke så spændende en kamp som vi havde håbet på, men det var da meget hyggeligt, og de andre i baren spurgte høfligt til hvordan det gik. Den eneste der var rigtig interesseret var en af pigerne i baren, hun fulgte med så godt hun kunne mens hun serverede. Mens vi sad der og så fodbold smagte vi en lokal pølse lavet af rådyr og forskellige krydderier, og den smagte fantastisk godt. De blev lavet på en farm lige udenfor Sarina. Nå, men kampen endte med en sejr til North Melbourne over Sydney Swans på 118 - 87 så der var ikke meget spænding til sidst, North Melbourne var simpelthen bedre end Swans. Det havde taget 2½ time og så var vi igen klar til at køre sydpå. VI skulle dog først lige have benzin på, for de næste 300 kilometer er der ikke rigtig nogen byer, så det gælder om at være ordentlig forsynet før man kører ud på sådan en strækning. Så fyldt op med benzin, cola og slik suste vi igen derudaf. Det blev en ret begivenhedsløs tur, dog køret vi jo som altid igennem et flot landskab med masser af liv omkring os, så der var nok at se på. Efter at det var blevet mørkt havde vi igen fornøjelsen af en stor flot fuldmåne der lyste op i landskabet. Ved 20.30 tiden kørte vi ind i Rockhampton som er Queenslands største by hvad kvæg angår. Det viste sig at være lidt vanskeligt at finde et sted at bo her i byen, men endelig fandt vi da en pub. De havde godt nok ikke noget ledigt, men der var en flink mand i baren og han ringede et par steder hen og fik fat i et sted hvor vi kunne overnatte. Det var godt nok et hostel, men det var godt nok for os. Da vi ankom til stedet, viste det sig at være et lidt mærkeligt sted, med nogle højst mærkelige beboere. Men det var billigt og det viste sig at de ikke havde en to sengs værelse, men vi fik en sovesal med 17 senge for os selv, så kunne vi selv vælge hvilken seng vi ville sove i. Vi fik nøglen til værelset og så gik vi ellers ud for at finde et sted at få noget at spise. Det viste sig at være lige så svært som at finde et sted at bo. Alle steder var ved at lukke og klokken var kun 21.30 en lørdag aften. Vi spurgte et par der gik aftentur, om de kendte et sted man kunne få en ordentlig bøf, når vi nu var i kvægby nummer 1. De henviste os til en pub nede ved floden som skulle servere nogle helt fantastiske bøffer, men da vi kom derned var køkkenet allerede lukket, selvom der var masser af mennesker på stedet. Vi gik tilbage og fandt endelig en indisk restaurant som havde åbent til klokken 22.30, så vi fik os noget stærkt krydret mad og en del colaer til at skylle det stærke ned med. Vi gi tilbage til en pub hvor der havde været en del mennesker da vi gik forbi mod maden. Der var nu ikke mange mennesker nu, men der var da et par poolborde som vi kunne få tiden til at gå med. Der var et par andre fyre som vi fik nogle spil med mens dukeboxen drønede i den ene ende af baren og en James Bond film larmede i den anden ende. Men det er typisk en australsk bar, det eneste der manglede var et par skærme der viste væddeløb. Ved midnatstide gik vi hjem til vores sovesal, men på vejen stoppede vi ved et stort træ, der var tilholdssted for en stor flok flyvende hunde. DA vi kom hjem til salen, var der ikke blevet mindre underligt at være der. Der sad en 6-7 personer inde i fjernsynsstuen i buldrende mørke uden at sige en lyd, mens de sad og så en eller anden film, og ude på de lange gange sad der nogle få stykker også helt stille. Det mindede mest af alt om et sindsygehospital, det kan selvfølgelig også være at det var det, men at de bare havde et par senge til overs som de lejede ud. Da jeg havde været nede for at børste tænder, og kom tilbage lå Peter på alle fire og stirrede ind under en af sengene, og jeg spurgte om han havde set en edderkop og det var lige hvad han havde. Det var en Huntsman og den er ikke dødelig giftig, men den er dog så giftig at man svulmer op som efter et kraftigt hvepsestik. Så vi var enige om at vi helst ville have den uden for døren før vi lagde os til at sove. Det viste sig at være en vanskelig operation, for en Huntsman er nemlig en jagtedderkop, så den kan lynhurtigt springe en meter til alle sider. Det lykkedes os dog til sidst at få den nedkæmpet og få liget læsset op i en skraldespand som vi satte uden for døren. Derefter gennemgik vi hele den store sovesal for at se om der skulle være andre ubudne gæster. Det syntes ikke at være tilfældet så vi kunne godt lægge os til at sove. Det tog dog lidt tid at falde helt til ro efter kampen mod uhyret.

Søndag 29.09.

Vi stod op klokken 9 og skyndte os at komme i bad så vi kunne komme væk fra dette sindsyge sted, det virkede stadig som om de andre beboere var lidt ved siden af, så vi skyndte os at pakke og komme derfra. Det var altså en mærkelig by vi var havnet i, for nu kunne vi heller ikke finde et sted at få noget almindelig morgenmad, så vi blev nødt til at køre ind til K.F.C. og der fik vi en burger med bacon og tre pandekager med sirup og en kop kaffe. Det var et godt og solidt morgenmåltid og endelig kunne vi lægge Rockhampton bag os. Vi havde fra morgenen bestemt os for en rute som ville føre os ind i landet og vores mål var en by som hedder Kingaroy ca 500 kilometer sydpå, og vi havde samtidig bestemt os for at skrive op hvad vi ser af dyr og fugle på sådan en lang køretur. Vi var kun lige kommet ud af byen da vi så vores første nymfeparakitter, og dette er åbenbart deres land for i løbet af dagen så vi rigtig mange af dem. Vi standsede flere steder og så på fugle der havde vores interesse, blandt andet brugte vi næsten en hel time på en flok apostelfugle som var meget underholdende at se på. På dette sted var der en meget flot udsigt ud over bushen og flere steder kunne man se kænguruer sidder og kigge ind mod os, de var åbenbart opmærksomme på at der foregik et eller andet inde mellem træerne, men apostelfuglene gjorde nu også deres for til at gøre verden opmærksom på at vi var der. Der var flere andre spændende fugle på stedet men vi måtte jo videre. Senere kom vi til et sted hvor vi for første gang så "redwinged parrots", de var en del større end de almindelige papegøjer vi så hele tiden, og så var de helt grønne med meget røde vinger, en meget flot fugl. Her var der også en del nymfeparakitter, og desværre blev en af dem ramt af en lastbil mens vi holdt der, og den smukke fugl landede lige ved siden af os. Det var lidt trist at stå med så flot en fugl i hånden, den var selvfølgelig stadigvæk varm, men den var altså desværre også død. Der var ikke noget at gøre ved det, og vi lagde den på noget nyslået græs og forlod stedet med en lidt mærkelig fornemmelse. Længere henne ad vejen så vi for første gang en øgle ved vejen, den var desværre også blevet ramt af en bil, men det lignede en af de der drageøgler der kan spile halsskindet ud så de kommer til at ligne en drage. Ellers nød vi bare at det var søndag og at vi havde tid til at stoppe når vi ville og bruge den tid vi ville. Her er så en lille opgørelse over hvad vi har set på turen fra Rockhampton til Kingaroy

Ud over det nævnte i opgørelsen så vi et utal af papegøjer som ikke kunne identificeres, mange macpies, macpie larch og en masse andet. Der var også nogle hulepindsvin, men de lå alle langs vejen og var kørt over. Først på aftenen ankom vi til Kingaroy og fandt hurtigt et sted at bo. Det var de sædvanlige 15 dollars per næse, for et udmærket værelse med to senge, et skab og en håndvask. Vi tøffede ud i byen for at finde noget aftensmad, men alt var lukket her om søndagen, det hænger vist sammen med at vi er i en religiøs del af Australien, men til alt held var der en McDonalds, det er ikke første gang de har reddet aftensmaden for os. Det eneste sted der var åbent var den pub vi boede på så der gik vi hen for at spille lidt pool. Laila havde lovet at tage ud for at se til lejligheden, og så ringe i aften klokken 20 for at fortælle hvordan det stod til, men vi var desværre i et område som ikke blev ordentlig dækket af mobilnettet, så jeg kunne ikke få forbindelse med en satellit. Jeg ringede derfor fra en mønttelefon til Grete og Åge, i håb om at hun var der, men det var hun selvfølgelig ikke. Det var så heldigt at de stod netop og skulle ned til hende på LollandÅge lovede at give hende besked om telefonen og bede hende prøve igen mandag ved samme tid. Vi fik spillet en del spil og det er ligesom om mit spil bliver bedre og bedre, i hvert fald vandt jeg over Peter flere gange denne aften. Klokken 21.30!! lukkede pubben og vi måtte pænt gå op på vores værelse og få tiden til at gå. I Kingaroy bor for øvrigt den vel nok mest berømte dansker i Australien, det er en mand der hedder John Bjelke Petersen og han har været premierminister i Queensland i mange år og er en person som langt de fleste australier kender, han er selvfølgelig ikke dansker men hans forældre var. Det var sådan set udmærket at vi gik op på værelset, for det gav mig en chance for at komme med i dagbogen. Efter en times tid kunne vi høre at det begyndte at regne og tordne og vi gik ud på den sædvanlige brede svalegang der gik rundt om hotellet og stod og fulgte med i et mægtigt uvejr der drev hen over os. Det regnede i lår tykke tove og det tordnede og lynede hele tiden. Vi stod godt i læ på svalegangen og måtte jo indrømme at det var ret flot. Vi gik tilbage til værelset og skrev/læste i en times tid mere, så var det ved at være midnat og vi skulle jo tidligt op dagen efter. Jeg skulle lige på toilet inden jeg lagde mig, og da jeg kom tilbage blev jeg mødt af den lækreste vamsede catunerkat, kæmpestor og meget blød. Den fik en ordentlig krammetur og var lige med inde på værelset og sige godnat til Peter inden den blev sat uden for døren igen. Jeg kunne lidt længere nede af gangen se at der stod både vand og mad, så den ville ikke lide nød i løbet af natten, det så nu heller ikke ud til at den gjorde det i det daglige. Efter et godt kattekram kunne man lægge sig til at sove med ro i sjælen, og så var stedet jo ikke så lidt bedre end der hvor vi havde sovet sidste nat.

Mandag 30.09.

Vi havde fornøjelsen af at spise morgenmad sammen med den tykke kat fra aftenen før. Den lå lige uden for vores dør da vi stod op, og da overnatningen inkluderede morgenmad bestående af cornflakes, toast og kaffe, som kunne indtages i fjernsynsstuen, blev vi troligt fulgt af katten, som åbenbart selv lige havde fået morgenmad. Det var ikke fordi den tiggede, jeg tror bare at den nød at der var selskab, for lige så snart vi havde sat os ned, lagde den sig lige så lang den var, og fem minutter efter snorkede den højlydt. Det var en dag med store tunge skyer og der var faldet en del regn i nattens løb, jeg havde været vågen på et tidspunkt hvor jeg kunne høre at det tordnede og regnede voldsomt. Vejrudsigten havde da også lovet en del regn i løbet af dagen, men de har samtidig lovet at i morgen skulle det blive godt vejr igen, og guderne skal vide at området her trænger til vand. Det er meget få floder eller creeks der er vand i, de fleste ser ud som om de har været udtørrede i flere måneder. Peter gik i gang, og jeg kørte en lille tur rundt i Kingaroy for at se om der skulle være noget at se eller om der var flere forretninger andre steder i byen end der hvor Peter arbejdede. Begge dele syntes ikke at være tilfældet, så jeg parkerede hvor jeg kunne se følge Peter, og satte mig til at skrive i dagbogen, det stod også og småregnede, så det var en god mulighed for at få skrevet noget i den dumme dagbog. Vejret var sådan set meget lunt men det stod altså og dryppede en gang i mellem. Peter arbejdede sig stødt og roligt igennem de forskellige forretninger og fik da også lavet nogle penge. Imens blev himlen mere og mere mørk og ced middagstid begyndte det at regne sådan rigtig for alvor, det var igen en af disse tropiske storme som drev ind over landet, og jeg skal love for at det gav vand. Mens jeg sad i bilen og fulgte uvejret lagde jeg godt mærke til at byen efterhånden helt blev tømt for biler, men det tænkte jeg ikke rigtig over. Efter 25 minutter med silende regn stilnede det af, og jeg vovede mig ud for at se om Peter havde overlevet uvejret. Det havde han, og han kom hurtigt hen imod mig, og fortalte at vi skulle skynde os at komme ud af byen, for en af de lokale handlende havde fortalt ham at der havde været en advarsel i radioen om at Kingaroy ville blive ramt af et voldsomt uvejr med hagl så store som bordtennisbolde i løbet af et par timer, det var selvfølgelig derfor at bilerne var forsvundet fra gaderne. Vi skyndte os at pakke bilen og drønede ud af byen og satte kursen mod næste by på ruten, nemlig Nannango som lå ca 30 kilometer længere sydpå. Det var tydeligt at se at der var kommet en del regn, for de før så tørre creeks strømmede nu lifligt af vand. Da vi kom til Nannango, fandt vi et sted at spise frokost, før Peter gik i gang med at lave dollars. Jeg fandt mig et godt sted hvor jeg kunne overskue byen, efter at have parkeret bilen under et træ for at beskytte frontruden hvis der skulle komme hagl. Vi havde nemlig set i fjernsynet for et par dage siden hvad der kunne ske med biler og deres frontruder hvis der kom hagl. Det var billeder fra Armidale, hvor vi havde været på vej nordpå, de var blevet ramt af sådan et uvejr for nogle dage siden og det så bestemt ikke godt ud. I løbet af den næste halve time blev jeg ajour med dagbogen, og jeg bestemte mig for at gå en tur ud af byen, der var ikke så langt til en lille skov kunne jeg se. Da jeg var kommet et stykke derudaf vendte jeg mig heldigvis om, for himlen på den anden side af byen var blevet helt sort og man kunne skimte lyn en gang i mellem, så jeg skyndte mig tilbage til byen for at søge ly, hvis det skulle blive til uvejr. Det var en meget klog beslutning. Byen lå sådan at den ene ende af hovedgaden lå oppe på en bakketop, og så gik det ellers nedad gennem hele byen. Jeg satte mig på en bænk og fulgte de mørke skyer der drev hen over mig og lidt senere kunne jeg se regnen komme oppe på toppen af bakken. Men før regnen nåede ned til mig kom der en sand syndflod i rendestenen, en ca 25 centimeter bred "flod", og der var virkelig kraft på. Så kom regnen ellers med fuld styrke og den næste halve time stod himmel og jord simpelthen i et. Så klarede det ellers ret hurtigt op, men ude i horisonten kunne man se at det var ved at samle sig sammen til en ny omgang. Vi snakkede med en gammel mand og han fortalte at nogen havde fortalt ham at det var gået hårdt ud over Kingaroy for et par timer siden, så det så ud til at være en klog beslutning vi havde taget med at forlade byen før uvejret kom. Der gik en lille time så fik vi ellers en omgang mere og den varede også en halv times tid. I mellemtiden var Peter blevet færdig med byen og vi skyndte os at køre sydpå. Vi havde bestemt at vi ville prøve at finde et sted at overnatte i Surfers Paradise lige syd for Brisbane. Der var ca 300 kilometer at køre og hele vejen rundt om os i horisonten, var der sort som kul og man kunne se det lynede flere steder. Det pudsige var at lige over os var det helt stjerneklart, men ude i horisonten huserede uvejret altså. Det blev hurtigt mørkt men det gjorde ikke så meget for det varede ikke så længe inden vi begyndte at køre ind i forstæderne til Brisbane. De har et sindsygt betalingssystem på motorvejene rundt om Brisbane, for selv om vi skulle køre på den samme motorvej hele vejen syd om Brisbane så blev vi standset ikke mindre end tre gange for at betale motorvejsafgift. Da vi nåede udkanten af Surfers Paradise ved 20 tiden begyndte det at regne igen. Det var ikke sådan at det startede lidt efter lidt, nej det var ligesom hvis en eller anden havde trykket på en knap og så startede det elles uden varsel. I det samme ringede Laila, for nu var vi kommet ind i et område der var dækket af mobilnettet. Jeg fik aftalt med hende at der var et par ting hun skulle ordne, blandt andet tage en tur ud på Frederiksberg og sende afbestillingskuponen til bogklubben for mig, ellers får man et par tåbelige bøger som man overhovedet ikke har lyst til at læse, sådan er det altid når man ikke får afbestilt til tiden. Vi snakkede ikke så længe for det koster immervæk en sjat at få forbindelse til den anden side af kloden. I mellem tiden var vi ved at være fremme ved Surfers Paradise og regnen var så småt ved at stilne af. Vi køret en tur hen langs esplanaden og kunne se ud over vandet at bølgerne brækkede ind mod land. Det var vores hensigt at finde et backpackersted her på esplanaden, men de backpackers der var aftegnet på kortet, var alle blevet erstattet af kæmpe højhuse, der var ved at blive bygget, det så ud som om det var hoteller. Vi vendte om og kørte den anden vej for at finde et backpackersted i den anden ende af byen, og den fandt vi da også men den var desværre optaget. Vi måtte bide i det sure æble og prøve at finde et motel i stedet for selv om de dyrere. Det første sted vi prøvede skulle de have 65 dollars for et værelse med to senge, og værten fortalte at det var fordi der netop var startet to ugers skoleferie, så derfor var priserne højere end normalt. Der var vi velnok heldige, ikk! Det næste sted skulle de have 50 dollars, og da vi var ved at dø af sult sagde vi ja tak og flyttede ind. Det er nu meget lækkert med motel, for der har man fjernsyn og køleskab, fri kaffe og te og ikke mindst eget badeværelse. Vi skyndte os ned i restauranten for at se om de havde lukket. Det havde de faktisk, men da der stadig var folk i restauranten fik vi dem overtalt til at smide to bøffer på panden så vi kunne få noget morgenmad. Vi fik to kæmpestore bøffer og en masse salat og chips, så det var meget lækkert. Vi sad og sludrede rigtig længe efter vi havde spist, faktisk indtil kokken kom og sagde at de egentlig alle sammen var klar til at gå hjem, de ventede sådan set kun på os. Vi spurgte dem om der var nogen steder i nærheden der var åben, men det mente de ikke at der var. Servitricen der havde serveret for os spurgte hvor vi kom fra, og da vi sagde Danmark fortalte hun at hun havde været i Danmark i 1988 sammen med en veninde, men de havde kun været i København. Da vi så fortalte at der boede vi skam begge to, blev hun helt vild og fortalte at hun havde boet hos sådan en sød pige de havde mødt, hun hed Pia og arbejde på Københavns Hovedbanegård. Nu blev det for alvor spændende, men hun kunne desværre ikke huske hvad hun hed mere end Pia, det kunne ellers have været spændende om vi eventuelt havde haft fælles bekendte. Jeg tror egentlig gerne Peter ville have været inde i byen for at se hvordan nattelivet var, men jeg orkede altså ikke at gå i byen på sådan et rigtig turiststed, så jeg sagde at jeg ville gå op på værelset og slappe af og se lidt flimmer, men at han gerne måtte tage afsted for min skyld, men det ville han ikke. Så i stedet gik vi begge op på værelset og tændte for flimmeren, og det var lige tidsnok til en times fodbold fra England, så det var jo helt fint. VI havde et par øller med op og da fodbolden var færdig spillede vi lidt kort inden vi gik i seng ved 1 tiden.

Tirsdag 01.10.

Vi startede dagen med at køre ind til esplanaden på Surfers Paradise for at finde et sted at få morgenmad, og for at se hvordan det ser ud i dagslys. Der er en helt fantastisk sandstrand, med nogle kæmpestore bølger der dovent ruller ind mod stranden, og vi var der ved 9-tiden og da var der allerede surfere i vandet og mange mennesker på stranden. Det er meget flot at stå og kigge ud over et hav der er næsten spejlblank, men når man så vender sig om så er det knapt så flot. Lige så langt øjet rækker til begge sider, står der bare det ene højhus efter det andet og de indeholder kun hoteller og ferielejligheder, så stedet er fuldstændigt overgivet til turismen, pænt er det i hvert fald ikke. Vi fik for øvrigt fortalt at når klokken bliver tre om eftermiddagen så skygger alle de store højhuse ned over stranden så man ikke kan sole sig der mere, det er virkeligt gennemtænkt. Vi gik en tur ned i gaderne og kiggede lidt på hvad de havde at sælge, men det var selvfølgelig mest turistting. Vi fandt dog en forretning der havde udsalg af T-shirts, så vi måtte lige en tur ind og snuse. Vi fik da også købt et par stykker hver, og efter det var det tid til morgenmad, så vi kunne komme videre. Vi satte os på en fortorvscafé og nød udsigten over vandet og det gode vejr, for der var atter klar blå himmel efter uvejret i går. Der lå en kæmpestor natsværmer på fortorvet og vi sad og fulgte med i to gråspurves kamp for at få fat i den, for den var næsten lige så stor som gråspurvene. Det lykkedes ikke mens vi var der, for vi forlod stedet kort tid efter for at køre mod en by der hedder Murwillumba. Der var ikke mere end 70 kilometer, så det var en kort lille tur. Da vi var ankommet og havde gjort Peter klar, kørte jeg bilen hen på en parkeringsplads hvor den holdt lidt af vejen og i skygge, og derefter gik jeg en tur ned til en flod der løb igennem byen. Jeg satte mig på en bænk for at blive gennemstegt af solen som nu rigtig havde fået kraft i sig. Det blev dog hurtigt for varmt at sidde stille så jeg gik en tur langs med floden og håbede på at der ville dukke noget spændende op. Det gjorde der sandelig også, først fulgte jeg i fem minutter en ugle som var blevet opdaget af 5-6 macpies og de ville absolut ikke lade den stakkels ugle være i fred, til sidst forsvandt de ind over byen og jeg kunne komme videre. Da jeg rundede et hjørne af siv som groede lidt ind over bredden, overraskede jeg en stor øgle som sad på noget sand og lod sig gennemvarme. Så længe jeg stod stille blev den også siddende, men da jeg prøvede at få fat i mit kamera forsvandt den i huj og hast ind mellem sivene. Det var lidt ærgerligt for jeg ville gerne have haft et billede af den, den var ret flot. Med pæne mellemrum sprang der nogle store fisk op af vandet, men det var umuligt at se hvad det var for nogle, men jeg så da en del ørredyngel der gik tæt på bredden. Klokken var efterhånden blevet over middag så jeg gik tilbage langs floden og over broen og ind til byen, for at se om jeg kunne finde Peter op og høre lidt om hvordan det gik. Jeg fandt ham hurtigt og det gik rimeligt men ikke noget at råbe hurra for. Jeg satte mig og spiste noget kylling og lidt efter kom Peter og sagde at han syntes at vi skulle se at komme videre til den næste by der hed Millumbimby og den lå ikke så langt derfra. Det blev en flot køretur, for vi havde mest kørt inde i landet hvor det var mest bushland, men nu var vi kommet til et meget frodigt og grønt område, hvor der var masser af bananplantager og det var et meget kuperet terræn med veje der snoede sig op af bakker og ned gennem dale. Da vi kom til Millumbimby gik Peter hurtigt i gang og jeg fandt et skyggefuldt sted under et træ hvor jeg kunne sidde og skrive nogle postkort, de sidste der skulle afsted til Danmark inden jeg selv skulle samme vej. Jeg prøvede at ringe til Fc og fik da også forbindelse, men den var meget dårlig og lidt senere forsvandt den helt. Jeg fik sendt kortene og gik mig en lang tur rundt i byen for at se om der var noget spændende, men det var det nu så som så med. Ved 17 tiden var Peter klar til at drøne videre og så havde vi en tur foran os på ca 200 kilometer foran os mod vores næste overnatning i byen Grafton. Men alligevel skulle vi lige en afstikker til Byron Bay inden det blev mørkt, for der skulle være meget flot. Det var der også med en meget lang hvid strand og ude på et pynt stod der et fyrtårn og blinkede lystigt. Vi holdt et stykke tid og nød udsigten, men det var allerede ved at være mørkt så vi måtte se at komme afsted. Ved 20 tiden kørte vi ind i Grafton og skulle som sædvanligt først have fundet et sted at sove, og det var åbenbart ikke så let. Det var først det tredje sted de havde ledige værelser, for der skulle være et stort vandskiracerløb i den kommende weekend og det var folk allerede begyndt at ankomme til byen til enten for at deltage eller for at overvære. Nå, men vi fik et værelse og fik lige en sludder med en fyr i baren, og han fortalte os at hvis vi ville have noget lækkert at spise så var der et pizzaria der lå lige på den anden side af gaden, og den var bestemt værd at besøge. Det gjorde vi så og manden havde ganske ret, det var nogle meget lækre pizzaer de serverede der. Vi gik tilbage til baren og faldt i snak med fyren fra før, han hed Bob, og en anden fyr der sad i baren, det var faktisk de eneste ud over servitricen og os. De var selvfølgelig interesserede i hvem vi var og hvad vi lavede i denne del af verden. Da de hørte at vi var dør-til-dør sælgere ville de gerne se hvad vi solgte, og det endte da også med at en af dem købte en gryntende gris lige på stedet. Ham der hed Bob fortalte en masse om hvad der foregik i Grafton, han var meget stolt af sin by og ville have at vi skulle blive weekenden over, for da ville der ske en masse i forbindelse med racerløbet. Han fortalte at der skulle deltage 282 både med hver to vandskiløbere efter og de skulle race 100 kilometer hver vej fra en bro her i Grafton til en bro i en anden by, som altså lå ca 100 kilometer væk. Det lød alt sammen meget spændende, men vi havde nu ingen intentioner om at blive her så længe. Peter var ude i en telefonbox for at ringe til sin morfar der fyldte 92 og samtidig lige ringe til Rod for at fortælle at vi havde det godt og var på vej tilbage mod Melbourne. Han kom tilbage og fortalte at vi skulle være tilbage i Melbourne senest søndag, for firmaets anden bil var gået i stykker så de skulle bruge den vi kørte i. Det gjorde selvfølgelig at vi var nødt til at ændre vores planer og køre en anden vej end planlagt, for der var stadigvæk et godt stykke til Melbourne. Ved 23 tiden var vi de eneste der var tilbage i baren og vi tog en øl med op på værelset og snakkede lidt om hvad vi skulle. Det blev nok nødvendigt at køre længere hver dag for at nå frem til søndag, men hvis det skulle komme til at knibe, så havde vi jo hele lørdag eftermiddag og hele søndagen til at køre i, så vi skal nok nå det. Vi bestemte os for at prøve at nå til Melbourne allerede lørdag aften, for så kunne vi spare en overnatning, men nu får vi se hvad vi når. Inden vi faldt i søvn grinede vi lidt af ham Bob fra baren, for han fortalte os at oppe i Queensland var der mange japanere, som om vi ikke vidste det, vi kom trods alt lige deroppe fra. Bob sagde at han bedst kunne lide både japanere og kinesere, men han kunne nu bedst lide kinesere, for som han sagde , så tilberedte de i det mindste deres mad.

Onsdag 02.10.

Det lød jo til på snakken i går at der ville være mange mennesker i byen, og det betyder også at der er flere penge i omløb og dermed at de handlende er lettere at lokke til at købe noget, så det var med store forventninger vi gjorde klar til dagens dont. Vi havde dog forinden fået en snak med en ung mand der sad ved siden af os da vi spiste morgenmad, han sagde at han kunne høre på vores sprog at vi måtte være meget langt hjemmefra. Det varede ikke længe før han flyttede over til vores bord og han spurgte meget og fortalte meget, eller så meget han nu vidste om byen, for han havde kun boet her i tre måneder. Det var den sædvanlige triste historie, manden går hen og forelsker sig, og ikke nok med det han gifter sig oven i købet med hende, flytter til hendes hjemby og så går der tre måneder så vil hun skilles. Der sad han så uden kone, uden arbejde og uden et sted at bo, hen boede på hotel i øjeblikket. Således hårdt belært i livets skole skulle man tro han var en knækket mand, men det var slet ikke tilfældet, han var derimod meget godt tilpas og fortalte en masse om da han og to venner kørte Australien rundt på motorcykel. Nå, men Peter blev sat til at arbejde og jeg havde lovet at kigge efter en vask han havde sat over inden han gik i gang. Jeg havde lige fået købt en avis og sat mig til at læse i den, da han kom tilbage og fortalte at der havde været 2 dør-til-dør sælgere i Grafton dagen i forvejen, så der var ikke meget at komme efter der. Vi besluttede derfor straks at forlade byen, så snart vasken var færdig, og så ville vi tage alle de små byer der ligger langs med kysten mod Coffs Harbour. På vejen ud af byen kørte vi over en meget stor bro, og på den anden side af den stod der et skilt der viste mod South Grafton og dennes forretningsgade, så vi slog lige et slag forbi for at se om det eventuelt var noget der kunne bruges. Der var et meget fint strøg og vi besluttede os for at prøve lykken der. Og så var det at jeg lavede århundredets brøler, frisk og frejdig smækkede jeg dørene til bilen samtidig med at Peter lukkede bagsmækken, jeg troede at Peter havde taget nøglerne med sig men det havde han altså ikke. Så da jeg sagde at jeg havde låst foran, sagde han at det var faktisk ærgerligt, for nøglerne sad stadigvæk i. Der var en lidt spændt stemning et øjeblik, men der var jo ligesom ikke noget at gøre ved det, for nøglerne sad altså inde i bilen. Vi blev enige om at jeg skulle se hvad jeg kunne gøre ved det, og Peter skulle gå i gang med at arbejde, der var jo ingen grund til at stå begge to og glo på de elendige nøgler. Jeg gik først op til en B.P. service station for at høre om de kunne hjælpe mig, men de havde så travlt at det havde de bestemt ikke tid til. Så luskede jeg lidt rundt i gaderne, for at se om jeg kunne finde en låsesmed der kunne hjælpe mig. Jeg fik at vide at sådan en fandtes ikke i denne del af byen, så skulle jeg hele vejen tilbage over broen og hen i den anden ende af byen, og det gad jeg bare ikke, i hvert fald ikke endnu. Jeg stod og lænede mig op af en telefonbox og spekulerede på hvad jeg skulle gøre, da jeg fik øje på en reklame inde i boxen, der stod med store bogstaver "ROADSERVICE 24 HOURS". Jeg tænkte at det måtte være sagen og fattede en mønt og ringede til dem og fortalte dem hvordan situationen var. Manden i den anden ende sagde at det ville koste 40 dollars, men det var der jo ligesom ikke noget at gøre ved, og en halv time senere sad jeg med nøglerne i hånden og var 40 dollars fattigere, men det var nu en rar fornemmelse alligevel. Da hjælpen var kørt kørte jeg bilen hen under et stort træ hvor den kunne stå i skygge og gik op for at finde noget velfortjent frokost, som jeg indtog på en bænk med udsigt ud over Clerence River. Der sad jeg så og fulgte med i fuglelivet langs den store flod, da Peter kom og sagde at nu var der vist ikke flere penge at hente i denne by. Dagen var stadigvæk ung og vi satte kursen mod en by der hedder Wollolga som lå ca 60 kilometer længere mod syd. Der var der så et par timer at arbejde inden forretningerne lukkede. Der var også en spændende strand, med en lang sandstrand til den ene side og klipper til den anden side, så mens Peter gik i gang gik jeg en lang tur langs stranden. Vi var klar til at forlade Wollolga klokken 17.30, og derefter små 350 kilometer til den næste by, som vi skulle overnatte i nemlig Tamworth. Der skulle vi godt nok ikke arbejde, men der var for langt til Gunnadah som var næste arbejdsby. Vi ville bare overnatte i Tamworth og så køre de sidste 100 dagen efter om morgenen. For at spare nogle kilometer kørte vi væk fra motorvejen og ind på nogle små veje mod Armidale. men der var langt alligevel. Jeg kørte de første par timer, og kørte blandt andet op ad et bjerg hvor der var hårnåle sving over en strækning af 14 kilometer, det er faktisk anstrengende at køre i sådan et terræn når det er mørkt. Vi var først i Tamworth klokken 21.45, men det var ikke svært at få et værelse det lykkedes i første forsøg. Det var derimod vanskeligere at finde et sted at få noget at spise, så endnu en gang blev vi reddet af McDonalds, når vi kom til en by meget sent. Da vi havde spist gik vi tilbage til pubben for at høre noget musik, der var nemlig et live band der spillede jazz så det var meget hyggeligt, men de lukkede allerede klokken 23.30 så det blev ikke til så meget. Til gengæld havde vi fornøjelsen af et vejarbejde, der startede da vi ankom og først sluttede ud på natten.

Torsdag 03.10.

Som nævnt manglede vi 100 kilometer i at være i Gunnadah og lige så snart vi havde været i bad drønede vi derudaf igen. Det blev en stille og rolig tur og vi var fremme ved 9 tiden og fandt os straks en kaffebar hvor vi kunne få noget morgenmad. Det var for øvrigt et frygteligt sted, for de havde allerede fundet juleting frem, men sådan skal det vel være. På kortet kunne man se at Miorer River flød forbi i byens udkant, og da Peter var gået i gang med at arbejde gik jeg ned til floden for at se om den var til at komme til. Det er nemlig sådan at de fleste floder vi har været ved, har det kun været muligt at komme til på nogle ganske bestemte punkter, hvor der som regel altid har været støj eller larm fra andre mennesker eller biler. Men her var der faktisk en eller anden form for sti der gik langs floden, og den trissede jeg glad hen af. Stien endte dog hurtigt i et hjulspor, men det spor førte mig ind i en eucalyptusskov og helt ned til bredden af floden. Der var blevet skiltet langs med vejene hertil at det var koalaområde, så jeg var spændt på at se om det endelig skulle lykkes mig at få en koala at se ude i det fri. Hernede kalder man for øvrigt koalaer for "dropbears", fordi de har en tendens til at falde ned fra træerne hvis det blæser for meget. Desværre oplevede jeg ikke vilde koalaer i denne omgang, så må jeg nøjes med at gå i Melbourne Zoo i næste uge og se dem der. Til gengæld var der masser af andre spændende ting at se på. Blandt andet så jeg en meget flot ørn, rosa og hvide kakaduer, biædere, flotte ænder, papegøjer, topduer, masser af macpies, kookaburra og en meget lille mejse med koboltblå hoved og ryg. Det var så interessant at jeg på et tidspunkt forvildede mig ud i noget meget højt græs uden at tænke på at vi stadigvæk er i et område hvor der er mange slanger, da jeg kom i tanke om det fortrak jeg skyndsomt til stien igen. Jeg gik der vel et par timer og gik derefter op i byen for at finde Peter for at høre hvordan det gik. Da jeg havde snakket med ham fandt jeg frem til Gunnadahs bibliotek, hvor jeg ville prøve at finde ud af hvad det var for en slange vi havde mødt oppe i Port Doughlas. De havde nogle fremragende bøger om slanger i Australien, og efter at have gransket dem omhyggeligt, måtte jeg konstatere at det vi havde set formodentlig var en Childrens Phyton, som er ganske ufarlig, da det er en kvælerslange og ikke giftslange, den bliver sjældent længere end 2 meter og er meget almindelig i Queensland. Vi havde altså ikke været det mindste i livsfare da vi stødte på den og det måtte jeg så fortælle en tydelig skuffet Peter senere på dagen. Jeg nåede lige ind på en café og fik en roatsbeefsandwich inden Peter kom og sagde at nu kunne vi godt køre videre til den næste by, nemlig Coonabarabran. Jeg sad bag rattet på den 100 kilometer lange tur og jeg overdriver ikke når jeg siger at der var meget få sving på turen, hver gang man kom over en bakketop så kunne man se vejen strække sig som en linial helt ud i horisonten og sådan var de fleste af de 100 kilometer, lidt kedeligt men meget smukt bushlandskab. Peter sad og fik en lille en på øjet og vi var fremme så han kunne arbejde en times tid inden forretningerne lukkede. Jeg lavede ikke det mindste i den time, jeg sad bare og slappede af og småblundede indtil han kom tilbage og sagde at nu var det slut for i dag. Da var klokken 17.30 og vi besluttede os for at få noget aftensmad inden vi kørte de sidste 200 kilometer i dag, vi skulle nå byen Peaks Hill for overnatning. Lige over på den anden side af gaden lå der et pizzaria og den tumlede vi over på. Efter en meget lækker pizza skyndte vi os ud af byen. Før vi forlod stedet var vi blevet bedt om at skrive vores menig om deres pizzaer på et kæmpestort kort på vægen, og det gjorde vi selvfølgelig, men på dansk så havde de det at tænke over. En halv time efter vi havde forladt byen kom vi til et højdedrag og mens vi kørte over det var vi vidne til en helt fantastisk solnedgang. Jeg kan ikke mindes at jeg nogen sinde har set himlen i så flotte farver før, så vi var lige nødt til at stoppe op og tage et par billeder før vi kørte videre. Lige uden for Dubbo standsede vi ved et "Roadhouse" som er et sted for især lastbilchauffører, men også for os andre der skal bruge benzin, have noget at spise, på toilettet eller bare slappe lidt af. Der er simpelthen alt på sådan et "Roadhouse" også en telefon, for det var jo min mors fødselsdag og jeg måtte lige ringe hjem og gratulere. Men vi var snart på farten igen og ved 20 tiden køret vi så ind i Peaks Hill og fik et værelse det første sted vi prøvede. Da vi havde pakket ud og lavet regnskab gik vi ned i baren og fik en øl, og spurgte om der var nogen steder her i byen de havde pool, for det var efterhånden ret længe siden vi havde fået os et ordentligt spil. Det viste sig at der var en R.S.L.Club lige ved siden af, så der gik vi ind. For at kunne komme ind i sådan en klub skal man være medlem og skrive sig ind i en bog, men så er det også gratis at spille pool og øllerne er lidt billigere, jeg vil tro at det er fordi det er frivilligt arbejdskraft der er på stedet. Det var første gang jeg skulle spille pool på et stort bord, og når jeg siger stort så mener jeg stort. Der var blandt andet en kø der var 2,70 meter lang, hvis man skulle få brug for den hvis man ikke kunne nå med en almindelig kø. Vi spilede vel et par timer eller tre, blandt andet imod et par af de lokale, Justin og Shannon, som vi vandt over begge gange. Ved midnatstid travede vi hjem til hotellet, men ikke før Peter havde været oppe i en stor maskinkanon der stod uden for klubben. Vi fik en godnatsmøg ude på den store svalegang og fulgte med i trafikken, det var hovedsagligt "roadtrains" der kørte på denne tid af døgnet.

Fredag 04.10.

Vi spiste morgenmad sammen med et par australier i køkkenet på hotellet, der var coenflakes og andre former for morgenmad sammen med toast og kaffe og te. Det var meget hyggeligt at sidde om det samme køkkenbord med to fremmede og snakke om løst og fast og så 10 minutter senere kørte vi i hver sin retning uden at nogen af os vidste hvad de andre skulle og hvor de var på vej hen. Inden Peter gik i gang med at arbejde i Peaks Hill, lavede vi en optælling af vores lager for at se om vi havde det vi skulle have, sammenlignet med det vi havde solgt, og det passede helt ned til antallet af batterier. Det var da meget godt gået efter at have været på farten i tre uger. Peaks Hill er en meget lille by, og det ville ikke tage Peter lang tid at komme igennem den, så jeg satte mig bare og fulgte med i at byen vågnede op. Det tog da heller ikke særlig lang tid før han var færdig, og vi kunne komme videre. Grunden til at vi valgte at overnatte i Peaks Hill var at der ligger to større byer 40 og 80 kilometer længere mod syd, så vi kunne forholdsvis hurtigt skifte lokalitet, uden at bruge for meget tid på transport. Så da Peter var færdig her, kørte vi hurtigt de 40 kilometer til Parks og var der ved middagstid. Der var utroligt mange mennesker i byen, og det viste sig at det var fordi der var countryfestival i den kommende weekend, så alle mulige contryfans og contrymusikere var ankommet til byen. Peter gik hurtigt i gang jeg fandt en telefonbox for at ringe til David og Helen for at fortælle at vi kom til Melbourne allerede lørdag aften. Da jeg havde snakket med Helen købte jeg mig en avis og fandt en bænk i solen lige ved siden af tre musikere der stod på fortorvet og spillede. Der var for øvrigt flere mindre bands der stod og spillede på byens hovedstrøg. Da jeg var færdig med avisen kom Peter og sagde at det her gik altså ikke, for der var simpelthen for mange mennesker i butikkerne, så han stod mange steder og ventede op til 10-15 minutter i butikkerne før han kom til at snakke med nogen, og så havde de alligevel ikke tid til at se på noget, så vi pakkede hurtigt sammen og suste sydpå. Vi besluttede os for at springe Forbes over og køre videre til West Wyalong, som lignede en by på den rigtige størrelse. Det var sådan set rart nok for det gav os et par timers kørsel i det pragtfulde solskin, og som så ofte før sad vi bare og nød den flotte natur vi kørte igennem. Lige uden for West Wyalong standsede vi op ved et "Roadhouse" for at få frokost og derefter entrede vi byen. Det så ud til at være en udmærket størrelse og vi aftalte at her blev vi uanset hvad, indtil Peter havde været igennem hele byen. Jeg tog min lille taske på ryggen og gik ud i byen for at finde en park hvor jeg kunne sidde i fred og ro og skrive lidt i dagbogen. Der var da også en dejlig lille park i den ene ende af byen, og her fandt jeg mig et skyggefuldt sted hvor jeg kunne slappe af. For selv om vi var kommet langt sydpå så skinnede solen stadig fra en skyfri himmel og det var meget varmt. På den anden side af gaden i en anden lille park eller B.B.Q. område, stod der en DC9 plantet midt i det hele, helt nymalet og funklende, gad vide hvad det skulle gøre godt for, men det kan jo selvfølgelig have noget at gøre med alle de R.S.L.-klubber der findes i alle byer her i New South Wales. Jeg har hele tiden troet at R.S. stod for "retiered soldier", altså soldater der er gået på pension, men det står rent faktisk for "returned soldiers" altså soldater der har været i krig, fandt vi ud af i går aftes. Nå, men der var fred og ro i parken, altså lige bortset fra en familie der var oppe og skændes om hvem der havde taget det sidste cola. Det var ved at være ulideligt varmt og det var helt vindstille, så da jeg var færdig med dagbogen, syntes jeg at jeg havde fortjent en iskold øl, så jeg fandt Peter og fortalte ham at jeg var at finde på en af de to pubber der var lige der hvor vi havde parkeret. Da jeg af indlysende grunde ikke kendte nogen af dem, gik jeg ind på den første den bedste. Det er altid en speciel oplevelse at komme ind på en pub i en forholdsvis lille by, for alle vender sig om for at se hvad det nu er for en fremmed der kommer ind, og der bliver som regel stille et lille øjeblik, hvorefter snakken går i gang igen mens man holder lidt øje med den fremmede. Det varede dog ikke længe før jeg blev blandet ind i en diskussion om hvorvidt jeg var 6 foot 4 eller 6 foot 6. Jeg tror nok at det var lidt af en bule jeg var havnet i, det kan man som regel se på folks tilstand når man kommer ind på en pub sidst på eftermiddagen. På denne bar var der to piger som var i særdeles løftet stemning og ved siden af mig stod der en fyr med vel nok verdens største sæbeøje, og lidt senere da vi udvekslede navne, bad han mig om at give hånd meget forsigtigt, og jeg kunne godt se at hans hånd var meget hævet, så han havde ganske givet været indblandet i et ordentligt slagsmål aftenen i forvejen. Og baren kunne godt se ud som om den havde været skuepladsen. Jeg fik et par øl men blev enig med mig selv om at jeg hellere måtte fortrække før det udviklede sig igen. I hvert fald var den ene af de to højrøstede piger blevet endnu mere højrøstet efter at hvad der åbenbart var hendes mand var ankommet. Et højlydt skænderi fandt sted og det syntes jeg ikke jeg gad overvære, så jeg gik ud i det gode vejr, der var kun tre kvarter til forretningerne lukkede, så det ville ikke vare længe før Peter var færdig. Præcis klokken 17.30 kørte vi ud af West Wyalong og satte kursen mod Finlay ca 250 kilometer mod sydpå, nede ved grænsen til Victoria. Vi havde endnu engang fornøjelsen af en flot solnedgang, men da vi kørte vestpå på det tidspunkt var vi simpelthen nødt til at stoppe op i 10 minutter påå et tidspunkt og få vasket frontruden og vente på at solen skulle gå ned bag træerne., vi kunne simpelthen ikke se en hujende fis mens solen stod så lavt. Det blev hurtigt mørkt og vi kørte derudaf i et utroligt fladt område, jeg tror ikke at der på de 250 kilometer vi kørte var en bakketop der var over 2 meter høj. Vi var fremme i Finlay klokken 20 og fik et værelse med det samme, og det lykkedes os at få køkkenet til at lave os en schnitzel før de lukkede. Peter var lige inde og lave et par væddemål på hestene men det blev han nu ikke rigere af. Jeg ringede en gang hjem til Danmark for at høre hvordan det gik der, og da vi havde spist fik vi kørt bilen om i gården og hentet vores ting ind på værelset. Efter et besøg i baren prøvede vi at finde den lokale R.S.L. klub, men det lykkedes ikke så vi gik tilbage til vores hotel. Vi kunne forstå på værtsparret at de havde en søn der i øjeblikket rejste i Sydafrika og det kan være derfor vi blev behandlet så utrolig godt. Da vi havde siddet i baren lidt kom der tre piger, som åbenbart havde været til prøve på et eller andet syngestykke, for de blev ved med at synge og danse da de kom ind i baren. Lidt efter lidt forsvandt folk og til sidst var der kun Peter og mig tilbage i baren, og da fik vi en snak med værtsparrets anden søn, som var hjemme på ferie fra universitetet i Sydney, hvor han studerede til mineingeniør, eller som han selv sagde var han der for at lære at grave huller. Han gav en omgang øl til at gå i seng på, men inden vi gik i seng var Peter ude og ringe til Katrine for hun havde 4 års fødselsdag i dag.

Lørdag 05.10.

Da vi kom ned efter at have pakket vores ting, spurgte værten om vi ville have morgenmad før vi kørte, og det sagde vi selvfølgelig jatak til. Så blev vi ført ud i køkkenet hvor der var ta'selv bord med cornflakes, toast, syltetøj, vegemite, kaffe og te. Der sad vi så og kom til os selv, vi havde jo pludselig god tid da vi ikke skulle bruge tid på at finde et sted at spise morgenmad. Udenfor styrtede regnen ned og jeg besluttede mig for at holde mig indenfor i dag, for ikke at blive alt for våd. Så da vi var færdige med at spise morgenmad, kørte vi bilen om i hovedgaden og Peter gik i gang med at arbejde, mens jeg købte mig en af de store australske weekendaviser, så jeg havde noget at få tiden til at gå med. Nu skal man ikke tro at Peter hastede rundt i silende regn, for det er nemlig sådan hernede at de fleste forretningsstrøg hernede er overdækket af et halvtag ud over fortorvet. Det var jo lørdag formiddag så der var kun et par timer eller tre til forretningerne lukkede, og det varede da heller ikke så længe før han var tilbage og vi kunne komme videre til den næste by: Tucomval. Det regnede stadigvæk lige meget mens vi var i Tucomval og det blev det for øvrigt ved med hele eftermiddagen. Ved 13-tiden var der ikke mere at komme efter og vi begyndte så småt at vende næsen mod Melbourne. Vi kunne se at de ikke havde haft så godt vejr i Victoria, som vi havde haft i Queensland, for de store floder hernede var alle løbet over deres bredder og der var store områder der var oversvømmet. Der var kun 200 kilometer tilbage og dem kørte vi som nævnt i styrtende regn. På vejen kom vi igennem Shepperton, som jeg også besøgte sidste gang jeg var i Australien, den gang sammen med Allan som havde været udvekslingsstudent hernede. Små 100 kilometer nord for Melbourne kørte vi ind til et "Roadhouse" for at spise frokost og få gjort pengekassen op, så det hele stemte når vi skulle afregne med Rod i Melbourne. Vi var i god tid, for vi havde aftalt med Rod at vi skulle være ved lageret klokken 19.30 og vi var allerede hos David og Helen ved 16-.tiden, så vi satte os og fik en sludder med David der var alene hjemme med ungerne, for Helen var til musikkonference inde i byen. Da vi havde læsset vore private ting ind i huset, blev vi enige om at vi lige så godt kunne køre ind og hente Rod Swan Street og så tage ind på lageret derfra, så det gjorde vi. Det er helt utroligt så meget trafik der er her i Melbourne, selv klokken 17.30 en lørdag eftermiddag køer man køkørsel for at komme ind til byen, og der er et bestemt sted hvor man kører op over en bakketop og kan kigge ind over en af indfaldsvejene til byen, og der var fyldt med biler i begge retninger. Rod blev overrasket over at se os allerede, men vi blev straks inviteret op i privaten og så måtte vi ellers fortælle om hvordan det var gået. Både Rod og Katie var meget interesserede i hvor vi havde været og hvad vi havde oplevet. Man kunne godt forestille sig at Rod måske var lidt utilfreds med at jeg ikke havde arbejdet så meget, men hvis han var det så skjulte han det i hvert til fælde godt. Han er nu en skæg fyr denne Rod, som jeg før har nævnt, så er han fra Sydafrika, men der kan han ikke komme tilbage til for han er deserteret fra den sydafrikanske hær for mange år siden. Ellers har han været mange forskellige steder i Afrika, men han har også været de fleste steder i Europa og så er han startet på den samme måde som Peter her i Australien, nemlig med en andens identitet for at få arbejdstilladelse. På samme måde er han i sin tid blevet gift med Katie for at få opholdstilladelse i Australien, men de er da blevet ved med at holde sammen selv om det startede som et proformaægteskab. Han har en herlig form for humor og han elsker foreksempel Monty Pyton, og så er han ret god til at fortælle, og det er meget spændende når han begynder at fortælle om hvad han har lavet og hvad han har oplevet. Rod og Katie satte sig ind bag i bilen oven på alle kasserne og så kørte vi ind til kontoret hvor Mark ventede på os, så vi kunne få gjort det hele op. Vi fik hurtigt læsset af og det tog heller ikke lang tid at få talt op, for vi havde jo holdt sammentælling dagen i forvejen, så der var ikke så meget at være uenige om, og pengene passede på en prik så alle var glade. Da vi var færdige spurgte Rod om vi ville med ud og spise, de kendte et godt og billigt spisested i Chinatown. Det ville vi selvfølgelig gerne så vi kørte til Chinatown og gik ind på en kinesisk!! restaurant og fik noget meget lækkert mad, og så til næsten ingen penge. Derefter fandt vi en pub hvor vi satte os og snakkede en times tid før Rod og Katie sagde godnat og tog hjem. Vi ville blive i byen og fejre at vi havde kørt så lang en tur uden en eneste uheld, da vi ankom til kontoret stod kilometertælleren på 8608 kilometer, kørt på 3 uger det er da meget godt gået. VI gik op på "Fregatten" for at se om poolbordet var ledigt, men det var det ikke, der stod et ungt par og vi aftalte med dem at vi skulle spille dobbelt med dem i det næste spil. De to hed Karen og Craig og var i Melbourne på ferie fra Adelaide, og det var et par herlige mennesker, som vi var i byen med resten af natten. De havde planlagt at komme til Europa om to år, så de fik selvfølgelig vores adresser, så de havde et sted at bo hvis de kom til Danmark. Det blev til mange spil pool før "Fregatten" lukkede klokken 1, og derefter gik vi tilbage til den pub vi var startet på, og lagde straks billet ind på poolbordet, vandt det første spil og så var bordet ellers vores resten af natten. Vi blev ved med at spille til klokken 4, hvor vi tog en taxa hjem. Det var en dejlig fornemmelse, at være et sted hvor vi skulle blive, og hvor vi kunne sove længe, uden at tænke på at vi skulle ud og køre 4-500 kilometer igen.

Søndag 06.10.

Vi stod først op ved middagstid og tøffede lidt rundt for at blive ordentlig vågen, vi var åbenbart alene i huset, men der lå et brev fra David, med nøglen til en af bilerne, hvis vi fik brug for nogle hjul, og det var da pænt af ham. Inden vi kom ordentlig i gang kom han dog hjem med drengene igen, Helen var til konference igen i dag, så David havde fornøjelsen af at passe ungerne alene. Det fik selvfølgelig os op på dubberne, for at komme væk fra de larmende unger så hurtigt som muligt. Vi bestemte os for at tage ind i botanisk have, for at kigge nærmere på den koloni af flyvende hunde der holdt til der, denne gang med kikkert og fotoapparat. Vi var heldige at få en parkeringsplads lige ved siden af haven, det var ret godt vejr og der var mange mennesker der holdt picnic langs med Yerra og inde i selve haven. Det var meget sjovt at studere de flyvende hunde nu da vi havde kikkert med. De så meget bløde ud som de hang der på hovedet med vingerne svøbt omkring sig som om de frøs, det kan selvfølgelig godt være at de gjorde det. Vi var også nede og se på de kæmpeål der går i søen og se dem blive fodret med brød. Ja, man tror det er løgn, men de stikker faktisk hovedet ca 10 centimeter op over vandet og tager brødet ud af hænderne på de børn der fodrer dem. Det er ikke så sært at de bliver store og fede, de må dog slås med de sorte svaner, måger og masser af ænder om maden, men sådan en dag som i dag hvor der er mange mennesker er der mad nok til alle. Da vi havde gået der et stykke tid blev vi enige om at nu måtte vi altså have noget junkfood, for at få noget salt, så vi fandt en McDonalds og fik en quarterpounder meal, og det gjorde godt. Derefter kørte vi til St.Kilda, der skulle der være et stort marked som vi ville kigge nærmere på. Det var meget svært at finde en parkeringsplads, for der var virkelig mange mennesker, men det lykkedes da til sidst. Vi gik først en tur ud på den lange mole der går ud fra stranden, og på vejen derud stod vi og fulgte en lille tyk hund der bogstaveligt talt drønede rundt på stranden, med to store hunde i hælene på sig. Det så simpelthen så morsomt ud, så vi stod lige så stille og grinede så tårerne trillede ned af kinderne på os. Det var meningen at vi ville have en cappucino på cafeen ude for enden af molen, men der var ikke plads så vi gik ind til hovedgaden i St.Kilda og fandt en café hvor der var plads. Det far dejligt bare at sidde der og slappe af, vi var vist lidt matte i sokkeholderne efter nattens udskejelser. Da vi havde drukket vores cappucino, gik vi en lang tur langs med markedet og kiggede på hvad der var til salg. Man kunne for eksempel købe en tur ud til West Gate Brigde på bagsædet af en Harley Davidson, men det ville de have 25 dollars for. Vi var også forbi et tivoli der ligger nede ved stranden, det hedder Luna Park, og mindede faktisk en hel del om "Bakken". Vi havnede til sidst på en anden café, som mindede lidt om "Café Sommersko", det var et sted hvor der kom mange backpackers og der var fyldt med mennesker derinde, men det lykkedes os at finde et bord. Der sad vi så og snakkede om alt og intet og Peter fik skrevet nogle kort, blandt andet sendte vi en til Lasse i Sverige, som var med på Kreta da vi første gang mødte David og Helen. Vi sad der vel en to til tre timer, før vi fik taget os sammen til at komme af sted, men klokken var kun 18.30 og vi ville gerne slå en time mere ihjel, for så var der en chance for at ungerne var i seng når vi kom hjem. Det er et par meget søde knægte, men de larmer simpelthen utroligt meget. Så vi kørte en tur rundt i Melbourne på må og få, og var først tilbage klokken 20. Jeg nåede lige at få åbnet min telefon, så ringede Laila og fortalte at hun havde fået ordnet min post, så jeg ikke får en eller anden åndsvag bog i næste måned. Jeg ringede til Ulrik og fik en snak med ham, han sagde at Nille havde ringet til ham for at høre hvornår jeg kom hjem, så jeg ringede til hende også. Til sidst ringede jeg til min mor og fortalte at vi var kommet tilbage til Melbourne i god behold. Helen havde lavet noget kyllingerisotto, så det varmede vi i micro'en og bagefter fik vi en kop kaffe eller to mens vi sad og så en fodboldkamp mellem Chelsea og Holland i fjernsynet. Jeg var lidt træt og gik i seng klokken 23, men lå så og læste en times tid før jeg godt træt faldt i søvn.

Mandag 07.10.

Peters ur galede som sædvanligt klokken 6.45 og det var dejligt at kunne vende sig om og sove videre, selv om det nu heller ikke var så let, for de to små var allerede vågne, så der var det sædvanlige støjinferno i stuen. Ved 9-tiden blev der ro da alle var taget på arbejde, så da stod jeg op, og det var nu heller ikke så værst at kunne gå og komme til sig selv i fred og ro, uden at skulle pakke alle sine ting sammen og så ellers ud af døren. Det var nu ikke helt rigtigt for det var store vaskedag, så jeg smed rygsækken på ryggen og travede ned i Bay Street til et vaskeri for at vaske tøj. Mens det vaskede sig selv fik jeg et godt solidt morgenmåltid på en café ved siden af, hvor jeg for første gang så Danmark nævnt i avisen, det var noget med at Hells Angels havde fået en på frakken igen. Det tog et par timer at få ordnet vasketøj, og på vejen hjem var jeg inde og få lavet en ekstra nøgle til huset, for Helen havde mistet sin og jeg havde den eneste reservenøgle de havde. Jeg havde derfor aftalt med Helen at jeg ville være hjemme når hun kom hjem til middag. Så da jeg kom hjem satte jeg mig i en god stol og tændte for fjernsynet, hvor der tilfældigvis var amerikansk fodbold, og det satte jeg mig og fulgte med i samtidig med at jeg fik dagbogen ajour. Helen og Ryan kom lige over middag og efter at have talt med dem gjorde jeg klar til at tage ind til byen. Da jeg kom ned på stationen var der lukket i billetsalget, men der blev henvist til et News Agency i Bay Street så der gik jeg hen. Det viste sig imidlertid at de ikke havde flere billetter så de henviste mig til et andet sted, men nu kunne det være nok, hvis det skulle være på den måde så kunne jeg køre til Melbourne uden billet. Inde på Flinders Street station var jeg godt nok nødt til at prøve te par udgange før jeg fandt en hvor der ikke blev tjekket billetter. Jeg brugte et par timer til at gå rundt i city og kigge på hvad der var at købe af mærkelige ting, der var da nok et par ting jeg skulle have med hjem. Jeg fik købt et meget stort kort over Australien, som det er meningen at jeg vil have hængt op et eller andet sted derhjemme, med vores rute på Tour Australien 1996. Det var rart at gå i kendte gader igen, og det var egentligt meningen at jeg ville tage en tur i Zoo, men det venter jeg med til onsdag, for da har de lovet 26 graders varme, så det skal blive godt at gå rundt i den flotte have i godt vejr. Alt den traven rundt i gaderne havde gjort halsen tør, og jeg satte kursen mod "Fregatten" hvor vi havde været lørdag aften, for at få en øl. Der var ikke mange mennesker nu, men tjeneren var vældig rar og snakkede løs om alt, han spurgte blandt andet om vi havde haft en god aften i lørdags, så han må jo have været en af dem der var på arbejde den aften. Klokken 17 var der happy hour så kostede øllene kun 1.30 dollars, det svarer til ca 6 kroner, så det er da priser der er til at have med at gøre. Det blev efterhånden tid til at Peter måtte være tilbage på kontoret, han havde sagt at han ville være tilbage ved 18-tiden, og vi ankom faktisk til kontoret på samme tid, så det var jo meget godt ramt. Da han havde af regnet gik vi tilbage til "Fregatten", for der var stadigvæk happy hour og oven i købet var poolbordet ledigt, og det benyttede vi os selvfølgelig af. Der kom godt nok et par piger som gerne ville spille, men dem vandt vi over og så gad de ikke mere. Som alle andre steder var fjernsynet tændt, og der viste de faktisk noget fra Titangade og fortalte at H.A. havde fået en panserværnsraket i femøren et par dage i forvejen, men det var også det eneste vi hørte af nyheder fra Danmark mens jeg var dernede. På et tidspunkt var vi blevet sultne, så vi gik ned på den kinesiske restaurant som Rod havde vist os lørdag aften, for der spiste man godt og billigt. Vi fik en stor portion ris med kødstykker af kylling og gris og det kostede os 45 kroner tilsammen, så det må siges at være billigt. Klokken var efterhånden ved at være mange, så vi vendte næsen hjemad. På vejen ned til stationen kom vi forbi et stort butikscenter der åbenbart havde været ild i, for hele gaden var fyldt med brandbiler og der var masser af politi. Vi var lige inde på Young & Jackson og få en godnat øl inden vi tog toget til North Brighton. David og Helen var gået i seng og vi sad og snakkede en times tid før vi også tørnede ind.

Tirsdag 08.10.

Jeg stod op ved 9.30 tiden og gav mig rigtig god tid til at spise morgenmad og se de seneste nyheder på CNN og efter et morgenbad gik jeg ned på stationen og tog toget ind til city. Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg ville, men da jeg havde en dagbillet havde jeg jo alle muligheder, da den gælder til bus, tog og sporvogne. Jeg stod af ved Flinders Street og gik op og tog en sporvogn et stykke ud til en stor park som også botanisk have var en del af. Turen gennem parken førte mig ned til Yerra River og jeg gik langs med den et stykke tid, før jeg gik op og tog en sporvogn tilbage til byen, hvor jeg fandt en bænk og et godt sted at spise frokost, mens jeg sad og fulgte med i det hektiske liv der er her i Melbournes forretningskvarter. Da jeg havde spist tog jeg en sporvogn ud til Port Melbourne, som er den havn hvorfra færgerne til Tasmanien sejler. Det har forandret sig ikke så lidt i de 8 år der er gået siden jeg var her sidst for at sejle over Bass Straight. Dengang var det et grønt område der førte ned til havnen og med en lang hvid strand til begge sider. I dag er der bygget lejligheder helt ned til vandet, og den gamle havn står og forfalder. Det så ud som om man var ved at bygge Melbournes nye fasionable kvarter, men det er nu alligevel lidt synd for det virker som om man overhovedet ikke har tænkt på hvad man ødelægger når man udstykker sådan et område til beboelse. Jeg sad ude på enden af den gamle træmole og nød en cigaret før jeg gik op og tog en sporvogn tilbage, der sad en hel del skarver et lille stykke væk og tørrede vinger. Da jeg kom ind til byen igen gik jeg hen til Rialto Tower, som vi var oppe i den første dag jeg var her, men da havde jeg ikke mit kamera med og desuden var vejret ret dårligt, men i dag skinnede solen fra en skyfri himmel, og jeg måtte op og tage et par billeder ud over den store by. Bygningen er 253 meter høj over gadeplan og den er på 57 etager, så der er et godt stykke vej derop. Det tager ca 20 sekunder at nå toppen så der er godt gang i elevatoren. Man har for øvrigt hvert år et løb hvor det gælder om at løbe de 57 etager op på den korteste tid, men jeg ved ikke hvad rekorden er, men det må være noget der kan mærkes i lægmusklerne. Der er selvsagt en fantastisk udsigt fra toppen af Rialto, og den er lavet sådan at man kan komme udenfor et par steder. I dag var det forholdsvis stille, det vil side ikke ret meget vind, men da vi var her sidst blæste det en hel pelikan og det var ikke til at være ude, men som nævnt var det meget lækkert i dag. Vel nede på jorden igen, havde jeg på vejen ud til Port Melbourne bemærket at der var et Singapore Airlines kontor lige ved siden af Rialto Tower, så der gik jeg ind for at få bekræftet at de ville flyve mig hjem den 13.. De sagde at den var OK hele vejen til København og de sagde også at de kunne se at der var bestilt plads ved nødudgangen for at få plads til de lange ben. Det var rart at få det bekræftet og jeg gik op på Collins Street og satte mig ved en fortorvscafé og fik en cappucino og sad og kiggede på de mange mennesker der fortravlet hastede forbi, hvor var det rart at man selv har alt den tid i verden man skal bruge, eller som David sagde første gang vi mødte ham: "So much time and so little to do". Det varede en times tid til jeg kunne forvente at Peter var tilbage på kontoret så jeg gik ned på Young & Jackson og fik en øl og spillede lidt på Keno lotteriet, det er et lotteri hvor der er en ny trækning hvert 5. minut. Jeg spillede på 4 tal i 8 spil, men desværre kom der kun 2 rigtige et par gange og det giver ikke noget. Selvfølgelig kom de 4 tal ret kort tid efter at jeg var holdt op med at spille, så da gik jeg glip af 105 dollars, men sådan går det jo man kan ikke blive ved med at spille, når der er trækning hvert 5. minut. Jeg gik ned på kontoret hvor Mark sagde at der hang en besked fra Peter, og den sagde at han ville tage ud i internetforretningen på Swan Street, når han havde fået et par øl på "Fregatten". Jeg gik derfor op på "Fregatten" for at se om han stadigvæk var der og det var han. Han spillede rent undtagelsesvis pool med en af de andre fra kontoret, det vil sige han arbejdede ikke der ikke længere, men havde lige været forbi da Peter var der, og så var de blevet enige om at gå ud og få en kop øl. Han hed Hillie og var en udmærket fyr på 19 år og så spillede han ret godt pool, dog ikke bedre end Peter og jeg kunne slå ham med jævne mellemrum. Det var egentlig meningen at vi kun skulle have et enkelt spil, men det trak en del ud og inden vi fik set os om havde stedet lukket. Vi havde dog haft en herlig aften, sammen med to andre som vi skiftedes til at spille med. Det endte endda med at Hillie skulle ringe dagen efter, for måske kunne han få et job på hotellet der var i forbindelse med baren. Det kunne da være meget godt for ham. Peter fortalte i øvrigt at Hillie lige havde mistet sin far ved en trafikulykke. Faren havde holdt for stop ved et lyskryds da der kom et roadtrain bagved ham, som fuldstændigt overså at der var rødt, så han drønede lige op bag i ham og han var dræbt på stedet, en meget trist historie. Nå, men vi stod alyså pludselig på gaden og måtte se at finde hjem. Vi gik ned til Flinders Street station, men det sidste tog var lige akkurat kørt så vi måtte endnu engang tage en taxa hjem, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Hjemme klokken 0.30 og på hovedet i seng.

Onsdag 09.10.

Jeg havde som sædvanlig god tid da jeg stod op, men mens jeg var i bad kom Helen hjem, hun skulle hente et eller andet hun skulle bruge til undervisning, og hun fortalte at klokken 11 kom der en rengøringsdame, så jeg skulle ikke blive forskrækket hvis der pludselig stod en fremmed i stuen. Det var David og Helens bryllupsdag så det var altså nøjagtig 8 år siden jeg havde været til bryllup hernede, og jeg havde aftalt med Peter at jeg skulle købe en buket blomster til dem fra os. Så da jeg havde været i bad gik jeg ned på Bay Street og købte blomster og samtidig fik jeg købt et glas marmelade, for der var ikke andet end ost i køleskabet, og det var lidt træls. Jeg stillede blomsterne på køkkenbordet i en vase og fik så ellers noget morgenmad, og damen der skulle gøre rent nåede da også lige at komme før jeg var gået. Jeg havde bestemt at jeg ville i Zoologisk Have i dag, så det var retningen jeg tog, eller det troede jeg i det mindste at det var, men det lykkedes mig at komme i en forkert sporvogn, så jeg havnede ude ved Melbournes universitet i stedet for. Jeg gik lidt rundt for at se om jeg kunne finde ud af hvordan jeg kunne finde ud til Zoo derfra, men det kunne jeg altså ikke, så jeg prajede en taxa og fik ham til at køre mig derhen. Det er altså en fantastisk flot Zoo de har her i byen, den er indrettet på en helt speciel måde. Når man for eksempel skal se dyrene fra regnskoven, så går man på små stier inde i en tæt jungle og ind imellem kommer man så til et bur med dyr i, og dyrene har masser af plads i deres bur og de har alle sammen masser af rindende vand. Jeg fik det meste af dagen til at gå i haven, hvor der selvfølgelig var alle de dyr Australien kan byde på, jeg var dog ikke inde at se næbdyret, for det første var der masser af mennesker derinde og for det andet havde vi jo set dem i deres eget miljø, og det er jo absolut at foretrække. Jeg spiste frokost sammen med en flok afrikanske hunde, som jeg aldrig havde set før, det er meget spændende dyr. Jeg havde aftalt med Peter at vi skulle mødes på Vancluse HotelSwan Streeet ved 18-tiden, men jeg var der i god tid så jeg købte en øl og spillede lidt på lotto, og det var slet ikke så dårlig en ide. Jeg spillede på 4 tal ( 3,4,38,58 ) og der var gevinst ved 3 rigtige. Mens jeg sad og ventede havde jeg 4 rigtige 2 gange og det gav 105 dollars hver gang, så det var slet ikke så skidt endda at Peter var lidt forsinket, men da han endelig kom havde jeg lige bestilt aftensmad, så det skulle jo spises før vi kunne forlade pubben. Det gjorde nu heller ikke så meget, for jeg nåede at få 4 rigtige en gang mere og oven i købet 3 rigtige også, så alt i alt vandt jeg 331 dollars den aften, helt okay. Da Peter var ankommet skulle han selvfølgelig lige spille lidt på heste og han endte da også med at vinde lige så meget som han havde tjent hele dagen, så han var også godt tilfreds. Vi kom først derfra klokken 22 og da vi gik forbi Street Beats forretning stod Rod derinde, så vi bankede på ruden og blev lukket ind. Det var sådan set meget godt for der var lige et par ting jeg gerne ville købe i forretningen, som nogle gode minder at tage med hjem fra en fed tur down under. Jeg købte en gryntende gris og en lille radio, samt en pude til halsen som jeg ville bruge til turen hjem,sådan en havde jeg nemlig savnet da jeg fløj herned. Jeg fik det til de priser vi får det til når det skal sælges på gaden, så det var helt okay. Rod viste os også et par nye varer han havde fået hjem, for nu skal det store slag snart stå, nu hvor julen står for døren. Rod fortalte at det var normalt med en fortjeneste på omkring 1000 dollars om ugen til sælgerne op til jul så Peter ser frem til det med stor spænding. Vi nåede først et tog klokken 23 og var hjemme på Oxford Street en halv time senere og gik så på hovedet i seng.

Torsdag 10.10.

Morgenen forløber nogenlunde således her i Melbourne, omkring klokken 06.45 ringer Peters vækkeur og han står op. Ret kort tid efter bryder der et sandt inferno af larm løs, nemlig når ungerne vågner. Jeg kender simpelthen ingen der kan larme så meget, det får en uorden i FC til at minde om en læsesal på et bibliotek. David og Helen går rundt og beder dem om at være stille, men de kunne lige så godt tale til en dør, for det hjælper ikke et klap. Børnene gør nøjagtig som det passer dem og det er sjældent at det lykkes at få dem til at være stille ret længe ad gangen. Ellers foregår det med råb og skrig, først på mor så på far, de falder først til ro når der kommer "Sesame Street klokken 8.30, men det bliver da til lidt søvn en gang i mellem. I dag havde jeg sat af til at komme ud at handle de ting jeg ville have med hjem. Jeg havde bestemt hvilken souvinier jeg ville have med hjem til mig selv, nemlig et kænguroskind, jeg havde set nogle flotte skind inde i byen dagen før. Jeg ved godt nok ikke om man må udføre sådan et, men det bliver puttet nederst i rygsækken og så håber jeg at det går. Helen fortalte mens vi spiste morgenmad ude på terrassen at jeg skulle prøve ude i noget der hedder "Victoria Market", det ligger ikke ret langt fra centrum og der kører sporvogne fra Flinders Street station, så der tog jeg ud efter morgenmaden. Det var ret nemt at finde for det er bare kæmpestort. Først kommer man ind i den afdeling hvor der bliver solgt fisk og kød, blandt andet kængurokød, det trøster mig en lille smule for så bliver kænguroerne da ikke dræbt bare for skindets skyld. Dernæst kommer frugtafdelingen, med alle de forskellige slags frugt og grøntsager man overhovedet kan forestille sig. Ved siden af det ligger så det marked som jeg var ude efter, nemlig med alt muligt mellem himmel og jord, og jeg fandt da også hurtigt et sted der solgte skind. Helen havde sagt at man godt kunne prutte om prisen derude så det gjorde jeg selvfølgelig. Jeg fandt et meget flot skind som stod til 60 dollars og det var betydelig større end nogen jeg havde set inde i byen til samme pris. Jeg sagde at jeg ville give 50 dollars for det, men så var øjnene nær faldet ud af hovedet på indehaveren, det kunne slet ikke lade sig gøre, jeg forventede næsten at det næste han ville sige var at han havde 15 børn og en meget syg kone at tage sig af, men det gjorde han dog ikke, derimod sagde han at jeg kunne få det for 55 dollars. Jeg svarede at så ville jeg prøve et af de andre steder, for der var nemlig masser af andre steder der solgte skind. Da jeg gik derfra kom han løbende og sagde at jeg godt kunne få det for 50 dollars, og så kom den, for så skulle hans børn sulte den næste uge. Det grinte vi lidt af og jeg fik mit skind og han sine 50 dollars, og han så nu ikke ud som om det var en hel dårlig handel han havde gjort. Men hvad betyder det når jeg selv synes at jeg havde gjort en rigtig god handel. Jeg gik derefter rundt og kiggede om der var et eller andet jeg kunne tage med hjem som fødselsdagsgave til min mor. Som så ofte før endte jeg ved et sted der solgte bøger og der fandt jeg en dejlig bog, med masser af billeder fra Australien. Den hedder "Wild Light" og er på ca 150 sider med nogle meget gode og flotte billeder, hvor der er fokuseret på det meget specielle lys, man så ofte ser når man kommer ud i landskabet og væk fra byerne. Peter og jeg har snakket om det flere gange på vores tur til Queensland, at der er nogle meget specielle farver og et specielt lys, især om morgenen og om aftenen. Der var meget andet jeg kunne have haft lyst til at købe, men pengene hænger heller ikke på træerne hernede og desuden skal det jo også transporteres hjem. Nu havde jeg jo så det problem at jeg skulle slæbe rundt på et kænguroskind og en ret stor bog resten af dagen, men det gad jeg ikke så jeg tog toget tilbage til Bentleigh så jeg var fri for det. Jeg havde jo også en billet der var gyldig hele dagen, så det var ikke det store problem. Da jeg kom hjem aftalte jeg med Helen at vi skulle ud og spise om aftenen på en græsk restaurant der lå lige i nærheden, og det skulle være ved 20-tiden. Peter og jeg havde aftalt at vi ville invitere dem ud til middag som tak for husly, og de havde på forhånd fået at vide at vi skulle ud torsdag så de kunne få fat i en babysitter. Jeg kørte ind til byen igen for at hente PeterStreet Beat når han kom hjem fra arbejde, men der var god tid så jeg trissede ind på en pub og måtte lige prøve at spille lidt mere på lotto, men havde dog ikke samme held som aftenen i forvejen, men det blev da til en gevinst på 24 dollars, så det var okay. Jeg sad lidt og snakkede med Mark på kontoret da jeg kom derind og ellers fik jeg skrevet lidt i dagbogen. Peter kom klokken 18 og da han var færdig med at afregne tog vi ud til Oxford Street for at hente David og Helen. På vejen derud slog vi lige næsen indenfor på restauranten og bestilte bord til klokken 20.15 og fik spurgt om det var en B.Y.O., det var det så vi skulle huske at komme forbi en sprutforretning på vejen herned. Det passede fint med klokken 20.15 for barnepigen kom klokken 20, og mens de ventede på at hun skulle komme gik Peter og jeg ned for at købe vin i en nærliggende forretning. De var lige begyndt at forhandle græsk vin så vi købte en flaske retsina og en flaske græsk rødvin og gik op på restauranten og ventede på David og Helen. De ankom præcis klokken 20.15 og vi bestilte mad, først fik vi et lille udvalg på en stor tallerken med 6 forskellige ting fra deres forretter. Der var syltede svampe, oliven, syltede auberginer, og tre forskellige slags fisk. Derefter fik vi hovedretten, der for tre af os bestod af calamari med hvidløg og Helen fik en slags risotto med alt godt fra havet, og dertil fik vi selvfølgelig en stor portion græsk salat og masser af vin. Der var 2 liter i hver flaske, så der var nok til alle. Desværre var rødvinen ikke særlig god, det syntes jeg i hvert fald ikke, men David og Helen kunne godt lide det. Så sad vi ellers og råhyggede os i næsten 4 timer og til sidst fik også en god snak med de grækere der var på stedet, og de kunne blandt andet fortælle os at Danmark havde slået Grækenland 2-1 aftenen i forvejen i Parken. Regningen kom til at lyde på 104 dollars og det var helt okay for det var virkelig lækker mad. Vi var hjemme lidt over midnat og sad og snakkede lidt alle 4 inden vi gik i seng, for David og Peter skulle trods alt op og på arbejde dagen efter.

Fredag 11.10.

Helen og ungerne var på vej ud af døren da jeg endelig kom ud af kludene ved 10-tiden. Solen skinnede fra en skyfri himmel og jeg skyndte mig at få noget morgenmad og et hurtigt bad, og så var jeg også ude af døren. På vejen ned til stationen blev jeg klar over at det var usædvanlig varmt for Melbourne i dag, og jeg besluttede at i stedet for at tage ind til byen, så ville jeg gå hjem i haven og nyde solen, da det sikkert ville være sidste gang i lang tid jeg ville kunne sidde ude i solen i shorts og T-shirt, så jeg købte mig en avis og gik tilbage til Oxford Street. På TV kunne jeg se at den allerede var oppe på 31 grader og klokken var ikke 12 endnu. Jeg skænkede mig et ordentligt glas juice og satte mig ud på terrassen og nød det gode vejr sammen med Dugoo, det er familiens lille hvide West Highland terrier, som allerede lå og stønnede i varmen. Da jeg havde læst avisen var freden forbi, for da kom der to unger drønende ud i haven, dog ikke ret længe for Ryan, den ældste, skulle ind og have musiktime hos Helen, der jo er musikterapeut. Men den mindste, Dylan, blev ude i haven ved mig og vi spillede noget fodbold, det vil sige jeg sparkede bolden væk og Dylan løb som en lille hund efter den og kom pænt tilbage med den og så var vi ellers klar til en tur til. Da han var løbet træt gik jeg ind for at skifte til noget andet tøj, for jeg vidste at det ville blive sent før vi kom hjem i aften, for da ville alle rødderne på kontoret nemlig komme ind for at spille noget kort og sige farvel til mig. Der var som sædvanligt lukket i billetsalget så jeg tog igen ind til byen uden billet. Jeg havde dog lige først været inde i en boghandel og fået dem til at lægge en bog til side, som jeg ville hente i morgen, for jeg gad ikke slæbe rundt på den hele dagen. Da jeg kom ind til byen tussede jeg bare rundt i gaderne og kiggede på vinduer og på det mylder af mennesker der suste rundt imellem hinanden. På et tidspunkt sad jeg på en bænk og slappede af, da Meat Loaf såmænd kom gående forbi. Først tænkte jeg at det var dog utroligt som han lignede Meat Loaf, men lidt efter kom der et par piger drønende og bad om en autograf og et billede og det fik de så. Jeg kom bagefter i tanke om at jeg havde set i avisen at han skulle spille i Melbourne dagen efter. Jeg gik en tur ned på Young & Jackson og fik en øl, for det var stadigt varmt, og jeg skulle selvfølgelig også lige prøve at spille lidt lotto, men havde ikke heldet med mig denne gang. Ved 17-tiden gik jeg ned på kontoret for at se om Peter var kommet tilbage, det var han nu ikke og Mark sagde at det nok varede et stykke tid endnu for han var kørt til Geelong, en by som ligger en times kørsel syd for Melbourne. Jeg satte mig ned og skrev lidt i dagbogen, men det varede ikke længe før Danny dukkede op fra sit nye arbejde, så vi fik os en god sludder mens vi sad og ventede. Han var meget glad for at have fået fast arbejde i stedet for altid at skulle ud og prøve lykken som dør til dør sælger. Nu lavede han det han var udlært til på New Zeeland, nemlig som kleinsmed tror jeg det hedder på dansk, i hvert fald stod han og lavede præcitionsarbejde til forskellige maskiner. Efterhånden dukkede de forskellige op, først kom Michael og derefter en fyr der hedder David og de ville begge blive og spille kort, når Peter kom tilbage fra Geelong. Pludselig dukkede vores egen David op i fint jakkesæt og mappe, han havde været ude og få et par øl med nogle af hans kollegaer fra arbejde, og han havde fået et par fribilletter til en klub hvor det var meget let påklædte damer der serverede, og det syntes han at jeg skulle opleve inden jeg vendte tilbage til det kolde nord. Der findes en masse af den slags klubber her i Melbourne, men de fleste steder skal man have pænt tøj på, det vil sige jakkesæt for at komme ind, men David havde forhørt sig, jeg kunne godt komme ind i cowboybukser. Da Peter endelig dukkede op aftalte vi at han blev på kontoret og spillede kort og fik nogle øl, mens jeg gik på klub sammen med David for at se nærmere på det. Det var ikke en stripteaseklub, men et sted hvor typisk forretningsfolk sad og afsluttede en handel, mens en flok nydelige piger gik rundt og serverede. Vi var der en halv times tid, så gik vi tilbage til Street Beat og David tog hjem, mens jeg gik ned for at købe en kasse øl mere og derefter sad jeg og snakkede og spillede kort sammen med de andre. Rod og Katie kom også forbi for at sige farvel, det var da meget pænt af dem. Danny gik klokken 23 ca, for han skulle op og på arbejde lørdag morgen, og til sidst sad der kun Michael, Peter og mig tilbage, og Peter og jeg bankede simpelthen Michael sønder og sammen i "Shithead", så meget at han blev ved med at sidde at påstå at det var aftalt spil, for det kunne simpelthen ikke passe at sådan to elendige udlændinge kunne banke ham i kort, men det gik nu udmærket. Da vi ikke gad mere var klokken langt over midnat og vi gik ud for at finde en taxa så vi kunne komme hjem. Da vi kom hjem stod vi ude på terrassen og fik en godnatsmøg sammen med Dugoo, det vil sige hunden røg selvfølgelig ikke, men i stedet var den meget interesseret i et træ lige ved siden af, og vi blev enige om at der måtte være et eller andet deroppe der kunne vække dens nysgerrighed. Vi fik dagen efter at vide at der boede to oppossumer deroppe om natten, så det har jo nok været dem den var interesseret i.

Lørdag 12.10.

Vi blev som sædvanlig vækket med hyl og skrig ret tidligt, men lå og småblundede til klokken 10 og efter endt morgenmad gik vi til Bay Street, for Peter skulle vaske noget tøj og jeg skulle hente den bog jeg havde fået lagt til side hos boghandleren, det var en bog der hedder "Te Complete Fieldguide to Australien Birds". Peter havde den allerede og vi havde haft meget glæde af den på vores køretur. Mens tøjet blev vasket, sad vi og fik krydset af hvilke fugle vi havde set på turen, og sad i det hele taget og fik turen frisket lidt op, men det skulle jo gerne fremgå af dagbogen hvor vi har været på de forskellige dage, og det vil også blive tegnet ind på et kort når jeg kommer hjem. Da vi var færdige med at vaske gik vi efter en pub, for vi ville have et sidste spil pool i Australien sammen, det varer nok længe inden vi er der sammen igen. Der var selvfølgelig lukket på den pub vi gik efter så vi gik hjem med tøjet, så kunne vi samtidig spørge David om han ville med ud og spille, hen havde nemlig flere gange pralet med at han var umulig at slå i pool. Han var ikke hjemme, det var der ingen der var, de var sikkert ude og handle ind til det farvelparty de havde inviteret til om aftenen. Vi havde spurgt hvad vi skulle købe, og havde fået at vide at det skulle vi overhovedet ikke bekymre os om, vi skulle bare være hjemme ved 18-tiden til aftensmad. Vi fandt en anden pub der havde åbent og de havde 3 poolborde så vi fik et bord for os selv, og så gik vi ellers i gang med at spille, mens vi drak nogle colaer!!, for det kunne jo ikke nytte noget at vi kom dinglende hjem når huset vat fyldt med gæster senere på aftenen. VI spiste også en ordentlig steak med fritter til, og det blev da også til en enkelt øl eller to senere på eftermiddagen. Vi blev hængende til klokken 17.30 og gik derefter hjem for at se om der var noget vi kunne hjælpe med. Gæsterne skulle først komme klokken 20.30 af en eller anden grund. Det var nu udmærket for det gav os ro til at sidde og spise middag uden at skulle skynde os. Helen havde bare lavet så meget til aftenen af alt muligt, blandt andet flere forskellige slags lagkager, der i blandt en helt speciel australsk specialitet der hedder en "Papbloa", og hvis man har set de "Dame Edna" shows der har været, så snakker hun tit om at lave "Papbloa", det er en skal af marcipan uden om en masse pisket æggehvide, der er pyntet med en masse forskellig frugter, i dette tilfælde kiwi, jordbær og bananer. Der var også en masse chips og forskellig dip, og så var der ellers masser af øl, vin og vand, så der var alt hvad hjertet kunne begære og det så lækkert ud alt sammen. Det blev en rigtig hyggelig aften, vi var vel alt i alt en ca 15-20 stykker og alle var meget flinke og interesserede, men dem jeg snakkede mest med var Helens søster Janet og hendes mand Steven, dem kendte jeg jo fra brylluppet for 8 år siden, og desuden havde de lige været i Europa i tre måneder så der var nok at snakke om. Der var nu flere jeg havde ved brylluppet og de kom alle sammen over og snakkede så det blev til en hel del snak den aften. Peter var inde og hente noget saltlakrids som jeg havde haft med herned og bød det rundt, men det var der ikke nogen af dem der kunne lide, så det blev spyttet ud igen lige så hurtigt som det var blevet taget. De sidste gik et stykke efter midnat, og så skulle vi jo lige have ryddet op inden vi kunne komme i seng. David spurgte om vi ville med ud og lufte Dugoo inden vi gik til ro, og det ville vi selvfølgelig gerne, det blev en hyggelig tur rundt i kvarteret på en halv times tid. Det var meget rart at få en snak med David mens vi gik i den stjerneklare nat, og Dugoo drønede rundt og jagede opossumer rundt omkring. Så alt i alt var klokken blevet 2 inden vi kom i seng, men da var vi også godt møre.

Søndag 13.10.

Vi vågnede først ret sent og da vi kom op var David og Helen på vej ud af døren for de skulle besøge nogle venner der lige havde fået en baby, men det var vist mest et høflighedsvisit, for de skulle være tilbage igen i løbet af en time, for de skulle køre mig til lufthavnen. Jeg fik pakket mine ting sammen og det fyldte en del mere end jeg havde troet, men det lykkedes da at få proppet det hele derned. Jeg havde endelig fundet mit pas og min billet, det havde været væk inde i rodet på det værelse vi havde boet på. David og Helen var tilbage klokken 12.20 og jeg skulle være i lufthavnen klokken 13, så det blev lidt tæt på, især da jeg opdagede at det ikke var klokken 14.45 men klokken 14.15 at mit fly skulle lette. Efter at have sagt farvel til Helen og Dylan drønede vi gennem Melbourne for at nå ud til Tullamarie Airport, men som altid var der en utrolig trafik, så vi var der først en lille time før afgang. Da jeg tjekkede ind ved skranken, blev damen bag den så forskrækket over at jeg kom så sent, at hun glemte at opkræve lufthavnsskat, så der sparede jeg da 27 dollars. Jeg fik at vide at jeg skulle gå til gate 1 med det samme, for de var næsten klar til at gå ombord. Jeg fik sagt farvel til Ryan, David og Peter og så skyndte jeg mig hen til gate 1, men der åndede alt fred og ro, så jeg gik hen i den toldfrie afdeling og købte 2 kartoner "Camel", de kostede kun 18 dollars per karton. Da vi kom ombord i flyet, en Airbus 340, sad jeg og kiggede ud af vinduet, da jeg pludselig opdagede at Peter og David stod oppe på den udendørs gang lige ved siden af flyet. Jeg prøvede at vinke til dem og minsanten om de ikke vinkede igen, så det var meget pudsigt at de kunne se at det var mig der sad derinde. Så startede vi ellers på en tur der ville tage 7 timer og 10 minutter før vi landede i Singapore. Det var overskyet i Melbourne, men det varede ikke ret langt tid før skyerne forsvandt og Australien lå stor og mægtig under os. Vi fløj op forbi Adelaide og drejede derfra ind over landet og snart var der ikke andet end ørken under os, kun afbrudt af nogle kæmpestore indtørrede saltsøer. Desværre var vi lidt for langt mod vest, for ellers havde vi fløjet lige hen over Ayers Rock. Jeg sad ved siden af en dame på ca 55 år, hun hed Brigitta og hun skulle til Berlin for at se til sin gamle mor der var meget syg. Hun var emigreret til Australien i 1958 og hun fortalte om hvordan det havde været dengang. De havde sejlet derned og var startet i en lejr for emigranter, men nu havde de deres eget tæppefirma og boede ude i Dangenong bjergene, som ligger øst for Melbourne. Det var hyggeligt at have en og snakke med, så går tiden altså meget hurtigere, mens vi sad og fik os nogle drinks efter middagen. Det var en helt fantastisk flyvetur hen over landet, som for det meste var kobberrødt. Efter mørkets frembrud landede vi i Singapore og der skulle jeg vente i 4 timer, men det var nu ikke så slemt, for jeg kunne jo bruge tiden til at få et måltid mad. Jeg gik op i en restaurant og bestilte noget ris med and og svinekød, meget lækkert. Klokken 23.55 lokal tid lettede vi så med kurs mod Amsterdam, en tur på 12 timer og 45 minutter, det er altså lang tid at sidde i et fly. Desværre havde jeg ikke fået en plads ved nødudgangen denne gang, men heldigvis sad der ikke nogen ved siden af mig, så det var ikke så slemt. På skærmen stod der at der var 10 331 kilometer til Amsterdam, så det var til at blive forpustet over at skulle ud på så lang en flyvetur, men det skulle jo overståes. Starten fra Singapore var klart det værste jeg har været med til angående flyvning, lige da vi lettede lød der er et ordentligt brag, og så begyndte den store Boing 747 ellers at ryste så det bar helt umuligt at se hvad der stod på den store skærm. Det varede i 2-3 minutter og så blev der helt stille og man kunne ikke lade være med at tænke på hvor meget vi havde tabt da vi startede, men da der ikke skete mere måtte man jo gå ud fra at alt var som det skulle være. Der blev vist et par film, det var Spy Hard og en film med Woopie Goldberg der hed Eddie, men den så jeg kun halvdelen af, for jeg satte mig til at sove. Efter at have fået nogle whiskyer med cola lykkedes det mig faktisk at sove i næsten 6 timer, så da jeg vågnede op igen var vi oppe over Iran, på vej ind over Tyrkiet og der var kun 4 timers flyvning tilbage, det var rart. Vi fik morgenmad og så en film mere, denne gang med Steve Martin, den hed Sgt. Bilko, og var faktisk ret sjov. Klokken 7 landede vi i Amsterdam, og da havde vi fløjet i 13 timer og det havde været mørkt hele tiden. Der var en times ophold i Amsterdam, og vi fik lov til at gå fra borde, så vi kunne få en smøg, men det varede ikke længe før vi var i luften igen med kursen mod København, og den tur tager kun en time så inden længe kunne man på skærmen se at vi fløj ind over Fyn og ud over Storebælt, men så drejede vi lige pludselig og fløj faktisk en tur rundt om Fyn før vi igen havde retning mod København. Kaptajnen sagde at det var tåget og der var meget trafik i Kastrup, så vi ville blive ca en halv time forsinket, men endelig klokken 9.44 satte den store maskine hjulene på landingsbanen i Kastrup og vi taxiede ind til bygningen. Det tog et stykke tid at komme ud for vi ventede ret længe på bagagen, men så kunne jeg benytte tiden til at snakke med to piger der lige var kommet hjem fra 3 måneder på Bali. Udenfor stod Ulrik, Nille og SP og ventede på mig, det var dejligt at der var nogen der hentede mig, og selv om man havde fået en ordentlig en på opleveren så var det nu rart at være hjemme igen.